Læsetid: 5 min.

Asiatisk opbrud

Nikolaj Udstillingsbygning har samlet 22 asiatiske samtidskunstnere, der tager fat på globalisering og kønspolitik
6. juli 2002

Kunst
Midt i rummet hænger tre glaslysekroner. De to er mekanisk sat til at svinge vildt fra side til side. Man venter hvert øjeblik, at de støder sammen, men det er hele tiden kun lige ved. Et kort øjeblik svinger de i takt, hvorefter rytmen brydes igen. Hele rummet forstyrres af kunstinstalltionens uens sving, og det er også meningen, fortæller kuratoren bag den turnerende udstilling Text & Subtext, Binghui Huangfu.
»Det er en kommentar til en hektisk, kaotisk verden,« forklarer hun. »Og helt konkret hentet fra kunstnerens oprindelse i Singapore, et komplekst samfund grænsende mellem højkapitalisme og etpartiskommunisme, hvor vestlige statussymboler, f.eks. lysekroner, har stor plads.«
22 samtidskunstnere fra 10 asiatiske lande er repræsenteret på udstillingen, der nu er nået til København.
Hvis kuratoren selv skal trække en rød tråd gennem de meget forskellige værker fra vidt forskellige kulturer, peger hun på dem som personlige vidnesbyrd om et komplekst miljø i en kompleks verden præget af globalisering og udsvævende grænser. Både geografiske og kunstneriske.
»Alle værkerne er meget samtidige. Very much today,« forklarer den 43-årige kurator, der har samlet de mange kunstnere til denne fællesudstilling. Hun er selv født i Bejing, men bor nu i Singapore og har studeret i Australien.
»Globalisering er et emne, der interesserer alle samtidskunstnere. Det må det gøre, hvis man skal forholde sig til sin samtid, og mener, at globaliseringen er uafvendelig. Men globaliseringen har ingen uniform, og derfor får den så mange udtryk, som man kan se her.«

En verden uden særpræg
En meget direkte kommentar til globaliseringen er installationen Suitcase af kineseren Yin Xiuzhen. Rundt i rummet står 8-10 åbne kufferter. Ud ad dem rejser sig små skulpturer af stof, belyst indefra, så rummet fyldes af et varmt, mangefarvet lys. Kommer man tættere på, kan man se, at stoffet er syet sammen af tøjstykker: T-shirts, jeans, nylonstrømper etc.
»Hvis rummet var lukket, ville man kunne lugte, at tøjet har været brugt. Det virker meget stærkt,« siger Binghui Huangfu. På væggen projekteres en video, kunstneren har optaget i alverdens lufthavne.
»Kunstneren rejser meget. Så det et slags vidnesbyrd om hendes liv som moderne kvinde i en verden af muligheder, men også i en verden uden særpræg.«
Mens nogle af kunstværkerne søger udad i verden, som det førnævnte, søger andre indad og tilbage til noget oprindeligt.

Erindring om Kina
Qin Yufen er født i Kina, men bor i Berlin. Hun står foran sin installation Silent wind, og fortæller om sit værk og sin inspiration. Det består af hundreder af vifter, der hænger ned fra et stativ af bambus. Netop på grund af afstanden til hjemlandet, har hun valgt en traditionel kinesisk brugsgenstand, viften, og kinesiske materialer, bambus og silke, forklarer hun.
»Det er en erindring om det Kina, jeg kommer fra. Og om sammenstødet med industrialiseringen,« siger hun med henvisning til de kobbertråde vifterne hænger i.
Nikolajs sidegalleris bare murstensvægge og stengulv, får hele rummet til at runge, mens hun fortælle om den helt specielle kinesiske poetiske atmosfære hun forsøger at ramme med sit arbejde.
»Alle de kinesiske kunstnere, jeg kender, der er bosat i udlandet, bruger deres baggrund meget,« siger hun med et tysk-kinesisk klingende engelsk. Hun rejser tilbage til Kina hvert år, og har her mulighed for at følge udviklingen på den moderne kunstscene.
»Det glæder mig meget at se, hvor meget der har ændret sig i de seneste år. Kunstnerne har fået en helt ny begyndelse.«

Flittig trafik
Binghui Huangfu har mærket en ændring i myndighedernes holdning til den ofte politiske samtidskunst i de asiatiske lande. Samtidig har man inden for de seneste 10 år kunnet mærke en stigende interesse for asiatiske kunstnere i de vestlige lande.
»Jeg tror, det skyldes, at postmodernismen passer os godt. At kunne vælge mellem mange forskellige udtryk og former uden at bekymre sig om det er kitch. Det er bedre til at afspejle de ofte meget komplekse samfund, vi lever i,« forklarer Binghui Huanfu.
»Og så har vi beholdt den lidenskab, jeg synes, mange vestlige kunstnere har mistet.«
Men hun vedkender også, at det for mange amerikanere og europæere, har været en dragning mod noget eksotisk og fremmedartet. Men sådan var det ikke tidligere. Qin Yufen havde svært ved at slå igennem i Tyskland i midten af 80’erne, da asiatisk kunst var forbundet med traditionelle malerier og ikke abstrakt samtidskunst. Men nu er der en flittig trafik mellem Asien og Europa, forklarer Binghui
Huangfu, der selv er direktør for et galleri i Singapore. Men hun er ked af, at det ikke er lykkedes at skabe en interesse for den moderne asiatiske kunst i Asien. Det skyldes både økonomiske forhold, hvor europæiske kunstnere har private fonde og offentlige midler i ryggen, men også det faktum, at asiatiske kunstnere søger mod Vesten.
»Det er her man ønsker at slå igennem. Det er f.eks ikke attraktivt for en indonesisk kunstner af slå igennem derhjemme eller i Malaysia,« siger hun.

Selvstændig stemme
Selvom alle de udstillede kunstnere er kvinder, vil Binghui Huangfu ikke kalde udstillingen feministisk eller specielt kvindepolitisk, selvom mange af de udstillede værker i sig selv udgør en kønspolitisk markering.
Hun har valgt kvindelige kunstnere for at give dem en selvstændig stemme.
»Selv om asiatisk kunst er blevet genstand for en stigende interesse og udvikling, har kvinderne altid fungeret som en slags undertekster for denne overordnede udvikling,« siger Binghui Huangfu, og forklarer dermed også udstillingens titel. Men det er også for at vise, at denne udvikling er ved at vende. Med den moderne samtidskunst har de kvindelige kunstnere fundet en udtryksform, der er ved at bringe dem på omgangshøjde med mændene, selvom der er langt endnu, hvilket hun illustrerer med et eksempel fra Korea. Her er 90 procent af de kunststuderende kvinder, men alligevel er hovedparten af de uddøvende kunstnere mænd.
Der hersker en hektisk stemning i det store lokale, hvor håndværkere har travlt med at sætte de mange installationer op. Binghui Huangfu er selv lige ankommet og har ikke set den danske version af hendes udstilling, før hun viser Informations udsendte rundt. Enkelte elementer i udstillingen er løbende blevet korrigeret, blandt andet må de danske besøgende undvære barberskummet til koreanske Ium’s videoinstallation Highway, da den spritparfumerede lugt var for meget for de europæiske museer. Men når dørene i dag åbnes publikum, lover kurator Huangfu alligevel, at de besøgende får en oplevelse for alle sanser.

*Text & Subtext. Nikolai Udstillingsbygning. Til 29. sep.Förschräckliga Jonny

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her