Læsetid: 3 min.

Båndsløjfens mester er død

Efter mange års glemsel opnåede komponisten Jørgen Plaetner sen anerkendelse
19. juli 2002

Nekrolog
En af dansk elektronmusiks faderfigurer, komponisten Jørgen Plaetner, er død 72 år gammel efter længere tids sygdom. I 1979 flyttede Plaetner til Kårahult i Sverige, hvor han blev medlem af komponistgruppen Media Artes i Växjö. I det danske musikliv var han gradvist blevet usynlig, og hans musik blev heller ikke spillet. Han delte skæbne med en af de andre store pionærer,
Else Marie Pade, der også blev glemt og klemt af nye generationer.
Plaetner var ellers ikke til sinds at lade sig tryne, og i artikelform var han ikke bleg for at tale om »en generel og massiv negativ indstilling til dansk elektronmusik i det hjemlige komponist- og musikmiljø«. Han var heller ikke bleg for at uddele veritable lussinger til miljøet i svadaer som denne: »Det er min påstand, at hvis kendskabet til elektronmusikkens muligheder havde væ-ret større, hvis ikke uvidenheden om dens udvikling og væsen havde været så øredøvende massiv her til lands, ikke mindst blandt musikfolk, kunne vi for længe siden have haft et stort, veludstyret elektronmusik-studie og med det et muligt kraftcenter for udviklingen af en tidsvarende musikkultur.«
Meningsdannere har i det seneste års tid peget på, at komponister som Pade og Plaetner med urette er blevet overset. I de sidste måneder af sit liv oplevede
Plaetner en kunstnerisk rehabilitering i sit hjemland: Dansk Komponistforening satte komponisten på foreningens Biennale-program. Dansk Musik Tidsskrift bragte et stort portræt af kunstneren, og de helt unge lydmagere fra dj’s over samplingsorienterede producere til laptop-komponister erklærede deres beundring for Plaetner og hans æstetik. Ved en koncert på Cinemateket i København i efteråret kunne en fyldt sal juble over Plaetners værk Beta (1962-63), der mest af alt lød som Jimmy Hendrix på frihjul.
Jørgen Plaetners kunstneriske løbebane blev uregelmæssig og den lod sig udfolde i et samspil med pædagogen og musiklivsinspiratoren Plaetner. Den første afgørende påvirkning fik Plaetner gennem undervisningen i komposition og musikteori på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Komponisterne Vagn Holmboe og Niels Viggo Bentzon var forbilleder og repræsenterende ifølge
Plaetner henholdsvis ’det stramme og enkle’ og ’den voldsomme, udfarende kraft’.
Plaetner fungerede som musiklærer ved Øregård Gymnasium, Birkerød Musikskole, Kunsthøjskolen i Holbæk og fra 1957-67 som musiklærer ved Statens Blindeinstitut i Kalundborg – denne ansættelse med særligt sigte på en musikalsk udvikling af blinde elever til musikererhvervet. I 1960 fremsatte Plaetner et forslag om oprettelsen af et andelselektronstudie – han var med til at udvikle ideer, der siden blev til DIEM, det elektroakustiske studie i Aarhus, som blev etableret i 1987, og som i den kulturhistoriske realitet nu er under afvikling.
Fra 1967 til 1977 var han stadskomponist og musik-skoleleder i Holstebro. I 1979 sagde manden farvel og tak og forlod landet. Som elektronisk komponist blev han ikke respekteret som fuldgyldig kunstner på linje med andre komponister, men blev i stedet snarere anset som en fantast, der med støj og larm søgte at dække over sin uduelighed inden for de mere traditionelle kompositionsdiscipliner – og derved gjorde sit til at nedbryde alt helligt ved musikken.
Nu har ungdommen allieret sig med bedsteforældrene frem for forældrene. De unge kan nu promovere de gamle på Roskildefestivalen (2001) og ved Datanom-gør-det-selv-festivalen i København i 2002. Jørgen Plaetner er den seneste repatrierede pioner i dansk, elektronisk musik. Længe måtte han affinde sig med en position i dansk musikliv som marginaliseret outsider. Nu kan en yngre generation af lyttere og musikere ubesværet indlæse referencer til både psykedelisk rock, heavy metal, house og techno i mandens musik. Denne eksploderende anerkendelse nåede Plaetner lige akkurat at opleve.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu