Tokyo I dag er det fem år siden, at Hongkong blev indlemmet under moderlandet Kina efter 155 år som britisk kronkoloni, og på overfladen virker alt til at forløbe gnidningsløst. Den nye økonomiske krise med en rekordhøj arbejdsløshed, en tredobling af antallet af konkurser og den store uvished, som hersker, lægger man ikke lederne i Beijing til last, tværtimod håber man på hjælp fra samme.
Der er ikke sket dramatiske ændringer, siden det gamle Britania stævnede ud fra havnen med Chris Patten, den sidste guvernør, og prins Charles om bord, og få begræder tabet af dronningens embedsmand og Union Jack.
Den dybe pessimisme, som præger denne dag, handler mest om konjunkturer. Hongkong har altid haft en tendens til kollektivt at blive revet med af strømmen, og det er måske ikke helt tilfældigt, nu hvor vendepunktet synes nært.
To kontroversielle overskrifter på forsiden af det amerikanske blad Fortune opsummerer et urovækkende fremtidsperspektiv. Mellem »Hongkongs død« (1996) og dagens »Hvem har brug for Hongkong?« ligger en politisk udvikling, som illustrerer, hvordan territoriets tro på fremtiden og grundlovsbestemte autonomi langsomt smuldrer.
En nylig undersøgelse foretaget af Hongkong Economical Journal viser, at 70 procent af de højtlønnede overvejer at flytte væk, hvis forholdene forværres, og mere end halvdelen tror, at levestandarden i Kinas største byer vil overhale Hongkong i løbet af de næste 10 år.
Shanghai betragtes som det nye hotte centrum, og mange frygter, at Hongkong på længere sigt marginaliseres eller blot bliver en i rækken af mange kinesiske storbyer.
Intet mindre end 41.000 kinesere fra Hongkong fandt nye job i Kina sidste år.
En anden konsekvens af udviklingen er, at styrmanden, den tidligere skibsreder, 65-årige Tung Chee-hwa, som for nylig blev enstemmigt valgt af en håndplukket vælgerskare, støttes af lederne i Beijing. Han omtales med foragt som »chefens forlængede arm« og kaldes en marionetdukke.
Tidsskriftet Far Eastern Economic Review, som tidligere har spået, at den kinesiske form for kapitalisme ville udgøre en langt større trussel mod Hongkong end det almægtige kommunistparti, har fået helt ret.
Efter overdragelsen har den kinesiske partitop gradvist øget sin magt via et komplekst netværk, hvor forretningsmænd eller børn af partiledere er blevet hovedagerende. Partiet har egentlig ikke forsøgt at ændre på noget. At udpege politiske repræsentanter på grundlag af loyalitet har være tilstrækkeligt, og kapitalisme a la Peking baseret på rå politisk magt gennemsyrer alt. Forretningsfolkene har alle forsøgt at ekspandere i Kina og har betalt prisen.
Uroen ebbede ud
Efter fem år kan Jiang Zemin konstatere, at han er lykkedes over al forventning i Hongkong, og at de demokratiske røster, som skabte uro ved nedtællingen til D-dagen, nu er ebbet ud.
»En nation, to systemer«, en formel, som skulle bevare status quo i 50 år, er i det store og hele forvandlet til »En nation, og gør som der bliver sagt«.
Korruptionen blomstrede i briternes tid, men nu spirer andre magtfulde kræfter: Store kontrakter gives til superrige uden at have været i licitation, og debatten i parlamentet er mest en tom buldren. Økonomien har ændret sig. Partiet er storkapitalisternes beskytter og bedste ven, og de sociale kræfter i samfundet nedbrydes.
Hongkong er stadig ikke kommet sig oven på krisen i Asien, hvor børsboblen revnede, og glaspaladsernes og betonkongernes værdier blev mere end halveret. Dagens lavkonjunktur er den anden inden for 4 år.
Men værre er, at Hongkong er ved at miste sin yderst profitable og tidligere urokkelige position som indgangsport til handel og finans i Kina.
Shanghais tilvækst er langt mere dynamisk, og de kinesiske ledere bruger OL 2008 som en magnet til at tiltrække udenlandske investeringer. Selv Guangzhou bliver nu hevet frem i lyset.
Hongkongs integration i Kina sker på den kinesiske regerings vilkår og forværres desuden af rivaliteten med floddeltaet i Guangdong-provinsen, som er en økonomisk stormagt i sig selv med 40 millioner indbyggere. Hongkong burde være selvskrevet som dynamo, men sådan forholder det sig ikke. I stedet skyder nye centre op Nangsha, Yantian, Shekou, m.fl. I Hongkong frygter mange, at regeringen i Beijing favoriserer de metropoler, som ene og alene er på kinesiske hænder til forskel fra Hongkong.
Forholdet til partitoppen i Beijing er alfa og omega for Hongkongs forretningsliv og om kommunistpartiet så end havde været overjordisk, så ville superkapitalisterne alle som en mand søge medlemskab.
Kendetegnende for situationen er, at Tung Chee-hwas usagte vision er at gøre SAR den specielle administrative region som området nu bør kaldes til netop det, som mange frygter, nemlig en kinesisk by.
Hongkongs milliardærer forsøger at helgardere sig ved at lægge de fleste æg i Guangdongprovinsen. De tøver med at investere på hjemmefronten, hvilket tvinger Tung til at bede regeringen i Beijing om nye ressourcer ved at hæve det forbud, som forhindrer folkerepublikkens medborgere i at investere på børsen i Hongkong.
*Oversat af Runa Trosborg
