Læsetid: 5 min.

Som en belejret ø

Er det palæstinen-siske selvstyres sidste dage kommet? I Jericho ser man ikke alt for lyst på fremtiden
4. juli 2002

Er det palæstinen-siske selvstyres sidste dage kommet? I Jericho ser man
ikke alt for lyst på fremtiden

JERICHO – Syv af Vestbreddens otte større palæstinen-siske byer er under total israelsk besættelse. Denne oplysning har vi hørt gentagne gange de seneste par dage, ledsaget af meldinger om nye troppebevægelser ind og ud af Ramallah, sønderbomb-ningen af politihovedkvarteret i Hebron og skudepisoder omkring flygtningelejren i Jenin.
Men den ottende, Jericho, er nyhedsmæssigt nærmest forsvundet fra jordens overflade.
»De kom her i begyndelsen af intifadaen, og så skete der ikke mere,« siger byens kvindelige pr-chef, Wiam Erekat. Som reaktion på et spørgende ansigtsudtryk tilføjer hun smilende, at
ministeren Saeb Erekat er hendes fars fætter.
Ingen selvmord
»Erekat er en af de kendte familier i en lille by med kun 15.000 indbyggere,« forklarer hun.
»Vi er en lille verden for os selv. Vi ligger isoleret, og det er måske årsagen til, at den israelske hær ikke interesserer sig for os. Men jeg undrer mig lige så meget som du.«
Helt glemt er byen dog
ikke. Fra alle sider bevogter de israelske soldater tilkørselsveje og sørger for, at ingen borger fra byen forlader stedet. Der holder også enkelte kampvogne i landskabet. Wiam Erekat beskriver sin by som en belejret ø.
De 35 kilometer fra Jerusalem eller Ramallah på toppen af Vestbreddens bjerge fører ned gennem ørkenlandskabet til Jericho i bunden af Jordandalen. Varmen er intens, og Wiam Erekats ord om isoleret beliggenhed får hurtigt mening i det vidtstrakte landskab. Nogle kilometer syd for Jericho glider trafikken stille forbi på vej mod Det Døde Hav, der glitrer i formiddagssolen længere mod syd.
Israelske biler kører i tilsyneladende ubekymret forvisning om, at på denne del af Vestbbredden er der ingen militante palæstinensere.
»Hamas har skam en partiafdeling i Jericho, men der er ingen her fra byen, som har begået selvmord i Israel,« konstaterer Wiam Erekat.
Sådan har Jericho altid været anderledes. Under den første intifada (1987-92) var her kun få dramatiske begivenheder, og også under denne er udviklingen – bortset fra de tunge bombardementer af kasinoet i opstandens første tid – gået byen forbi.

Bankerot
»Jericho har altid været et tilbagelænet feriested. Om vinteren kom de rige familier fra Jerusalem herned på grund af klimaet, og resten af året var det en stille oaseby,« forklarer Issam Barhameh, som står i receptionen på det store Hotel Intercontinental ved siden af det lukkede kasino.
Men han understreger hurtigt, at forretningsmæssigt har Jericho længe været alt for stille, hvilket den
gabende tomme lobby kun alt for godt illustrerer. En mand er ved at feje gulvet, men det forekommer egentlig lidt formålsløst. De 181 værelser står tomme.
»Forresten har vi en smule gæster lige nu. De får lov til at komme ind og vente her, fordi de har lukket grænsen til Jordan, men ellers kommer her ingen,« siger Issam Barha-meh.
»Hele byen er ved at gå bankerot, og hotellet her er kun åbent, fordi det er en del af en international kæde. Men naturligvis er der skåret ned på personalet.«
Kasinoet ved siden af har været lukket i halvandet år. Mens fredsprocessen endnu fungerede, var dette sted et af byens store håb om en fremtid som turistmål. Israelere og udenlandske turister strømmede til i store tal, så efter den voldsomme granatbeskydning i begyndelsen af intifadaen genopbyggede det internationale konsortium af ejere kasinoet i forventning om, at uroen atter ville lægge sig. Uroen kom ganske vist ikke tilbage til Jericho, men det gjorde omsætningen heller ikke, så kasinoets 500 ansatte er stadig uden arbejde.
»Jeg hører til de priviligerede, for jeg har stadig arbejde 15 dage om måneden,« smiler Issam Barhameh, som har god tid til at snakke.
»Men hvis jeg havde familie, ville jeg slet ikke vide, hvordan jeg skulle forsørge dem for det, jeg tjener, så jeg har virkelig ondt af dem, som slet ingen indtægt har.«

Stille gader
Issam Barhameh er født i Kuwait, hvor hans far havde arbejde indtil golfkrigen i 1991. Forældrene stammer fra Jericho, men valgte at bosætte sig i Amman, da kuwaiterne udviste dem efter krigen.
»Jeg vil gerne bo i Jericho og er forlovet med en pige fra byen,« smiler han.
»Hendes far har arbejde, så de klarer sig nogenlunde. Men vi ser alle frem til bedre tider. Jeg har måttet afbryde min uddannelse til revisor, fordi jeg ikke havde råd til at fortsætte.«
Ifølge Wiam Erekat er arbejdsløsheden i Jericho over 50 procent, hvilket man tydeligt kan se ved at tage en tur ned omkring torvet midt i byen. Omkring det lille grønne område midt på den åbne plads holder ingen taxier længere, for der er ingen steder at køre hen. Butikkerne er åbne, men manglen på både kunder og friske varer er åbenlys. En stor del af byen lever af landbrug, men den israelske belejring spærrer for vejen ud til de fleste marker, og det, som kan høstes, kan ikke længere sendes ud af byen, men må søges afsat, hvor der ingen købekraft er.
»Vi er mange, som lever af turisterne,« siger Hanafi
Khatib, som er indehaver af Hebron Handicrafts på hovedgaden. Hans udstilling rummer et omfattende udvalg af mundblæste glas fra Hebron og andre varer. Dadlerne ser lidt tørre ud, og det er tydeligvis længe siden, nogen turistbus har lagt vejen forbi.
»Jeg lever af min opsparing, og det ved jeg ikke, hvor længe jeg kan blive ved med,« siger han og stirrer ud på den støvede gade. Restauranten stråt overfor har lukket stålskodderne for længst.

Gaza-Jericho sidst
Folk i Jericho ser en uhyggelig symbolik i situationen.
»Da selvstyret i sin tid blev etableret under Oslo-processen startede det med Jericho og Gaza,« bemærker en mand, der som så mange andre slår tiden ihjel ved at slentre omkring på torvet. Han introducerer sig som Moussa, arbejdsløs.
»De kaldte det Gaza-Jericho først. Nu ser det ud til, at israelerne har besluttet, at det skal hedde Gaza-Jericho sidst. Alle byerne på Vestbredden er besat, og der er kun en smule selvstyre tilbage her og i Gaza.«
Men Moussa er ikke overbevist om, at israelerne vil rykke ind i byen lige med det samme. Han mener, de tager sig god tid og vil tage Gaza først.
»Der er ingen til at standse dem. Sharon har delegitimeret Arafat, og ingen bekymrer sig længere om vores skæbne,« mumler han, åbenlyst utilpas.
I det hele taget er ikke mange villige til at tale om politik. Issam Barhameh bag hotelskranken retter nervøst på slipset og siger, at han er mest optaget af sin egen overlevelse, mens Wiam Erekat på rådhuset vover sig ud i en udlægning:
»Præsident Arafat har gjort, hvad vi har forventet af ham, hvilket er at stille sig i spidsen for et uskyldigt folk, der bare vil have lov til at leve i fred.«
Uskyld eller ikke er mødet med Jericho en mærkværdigt løsreven oplevelse. De stille gader i den søvnige ørkenby synes på en eller anden måde at bekræfte, hvad Wiam Erekat siger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her