Læsetid: 4 min.

Et billede brændt i diaspora

På flugt fra en diktator i Chile. Illegal flygtning i Argentina. På Nørrebro med ønsket om måske en dag at vende hjem – latinamerikanernes københavnske klub giver chilenske Ricardo vished om, hvem han egentlig er
10. juli 2002

Danmark i farver
D-mol. A-maj7. Kryds for G? Det er umuligt at aflæse fingrenes greb, når Ricardo Lemus Jacob lader dem løbe hurtigt over en slidt guitars stramme strenge og tripper bossa-nova-takten ned i betongulvet med sin mørkeblå sko med tilhørende kvast.
Af og til stopper han selv op, tager et hvæs af sin tålmodige cigaret, der venter i sit plastic-askebærger, og vender tilbage til strengene.
Bag den lille, mørke mand hænger et glimt af hans fortid: Oliemalerier malet af den chilenske kunstner, Christian Collipal, der tilhører Mapuche-folket – Chiles indfødte befolkning.
I den latinamerikanske kulturforening Macondo på Nørrebrogade i København, hvor Ricardo øver sig på guitar, er der nemlig lige nu udstilling med to chilenske kunstnere: Maleren Christian Collipal og skulptøren Claudio Cortes.
»Det er vigtigt at bibeholde sin kulturelle identitet, når man bor i et andet land, for
ikke at blive forvirret,« siger 48-årige chilenske Ricardo, da strengene holder pause, og cigaretten for længst er død.
»Derfor er Macondo et vigtigt sted for mange latinamerikanere, der bor i Danmark. Vi har brug for at tale vores eget sprog, spille musik sammen og snakke om, hvordan tingene står til derhjemme. For selvom jeg har boet i
Danmark i 16 år, så er en stor del af mig stadig latinamerikaner.«
I Macondo dyrkes latinamerikanernes kultur således på fuldt blus. De spiller musik sammen, danser folkedans, snakker, spiser og laver særlige arrangementer hver måned – f.eks. juni måneds foredrag med en peruviansk arkæolog eller »Minde-aftenerne«, hvor der lyttes til nostalgisk musik.

En ung mands billeder
Ricardo forlod sit hjemland i 1974, efter at Pinochet med hjælp fra CIA kuppede sig til magten i Chile og indledte en blodig heksejagt på landets intellektuelle og venstreorienterede.
Dengang var Ricardo 21 år og formand for den lokale ungkommunistafdeling i Conchali-kvarteret i hovedstaden Santiago.
»Jeg blev taget med på kasernen og afhørt i tre dage. Så lod de mig gå – men med en livsadvarsel,« siger han.
Derfor flygtede Ricardo til Argentina. Her tilbragte han de næste mange år med at vente på Pinochets fald, så han kunne vende tilbage. Det skete ikke. Og i Argentina kunne han ikke blive anerkendt som flygtning og måtte derfor leve under jorden som illegal flygtning. Derfor ansøgte og kom Ricardo til Danmark som flygtning i 1985.
Først i 1994 – 20 år efter han flygtede – så han Chile igen.
»Det var en skuffelse,« siger han og trækker på skuldrene.
»Når man forlader sit land med en ung mands billede af et smukt Chile med musik, kunst og de politiske idealer, vi havde dengang, i hovedet, så er det dét billede, der bliver siddende. Det svarede ikke til det Chile, jeg mødte igen.«
Mentaliteten i Chile har ændret sig, mener Ricardo. Folk er blevet mere usolidariske, nationalistiske og tænker kun på penge. Disse tanker kan Ricardo dele med ligesindede i Macondo. For det er hovedsaligt den ældre generation af latinamerikanere, særligt chilenere, der er kommet i foreningen, siden den blev født i Nørrebros medborgerhus for otte år siden – inden den fik til huse i den hvidkalkede kælder på Nørrebrogade, som den har i dag.
Anderledes er det med de unge 2. generations latinamerikanere. Selvom børn og unge er velkomne i Macondo, har de unge indtil videre syntes, at det var federe at gå på bar og salsadiskotek end at komme i Macondo.

Ny åbenhed i Macondo
»Vores børn har en anden måde at more sig på,« siger Ricardo, »selvom vi også holder fester her, spiller vi jo gammel musik, mens de hellere vil høre noget moderne som f.eks. Ricky Martin.«
Derfor er Macondo nu ved at åbne en ungdomsafdeling på de unges præmisser – med adgang forbudt for forældre.
»Det er vigtigt, at de kommer her, for de har også et behov for at bevare deres latinamerikanske identitet,« siger han.
Til gengæld er Macondo med tiden blevet en multietnisk succes. Stedet tiltrækker nu folk fra mange andre lande – herunder danskere, der kommer, fordi de f.eks. gerne vil tale spansk eller har rejst i Sydamerika.
Og så er Macondo begyndt at åbne sig for latinamerikanere, der er på rejse. Skulptøren Claudio Cortes, der udstiller sine værker i Macondo, er én af dem.
»For mig er det utroligt interessant, at jeg kan udstille min kunst for latinamerikanere her i Danmark,« siger han.
»Men jeg tror også, at det er vigtigt for latinamerikanere her, at de åbner sig op for samfundet omkring dem og oplever projekter, der afspejler nutidens identitet i f.eks. Chile,« tilføjer Claudio Cortes.
Ricardo lytter eftertænksomt på sin stol og nikker af og til for sig selv, mens den unge, entusiatiske skulptør taler.
Måske tænker han på 1974 og en ung mands billede af et smukt Chile med musik, kunst og politiske idealer i hovedet. Idealer, han på sin vis i stedet fandt i Danmark, siger han.
»Jeg føler mig ikke dansk. Men det mærkelige er, at her er de ting, vi kæmpede for: Social sikkerhed, ingen korruption, fred og ro. Alligevel er her også ting, jeg ikke bryder mig om – danskere giver ikke så meget ømhed, som latinamerikanere gør,« siger Ricardo.
Han er især trist ved tanken om den måde, danskere behandler deres ældre på.
»I Chile tager man sig af sin bedstemor, indtil hun dør. Her bliver hun bare sat til
side. Så nogle gange tænker jeg på min egen alderdom. Måske tager jeg tilbage for at blive gammel derovre,« siger Ricardo.
Han tilføjer:
»Ligesom laks.«
Laks vender tilbage til deres fødested, når de skal dø.

*Dette er den fjerde artikel i sommerserien om det kulørte Danmark. Serien fortsætter. De foregående artikler blev bragt 25., 29. juni og 3. juli

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her