Læsetid: 5 min.

’Bin Laden upopulær i egne rækker’

Siger journalisten Hamid Mir er den seneste, der har truffet og interviewet Osama bin Laden
20. juli 2002

ISLAMABAD – »Osama bin Laden vil blive dræbt af en af sine egne. Det kan ske når som helst, men kan også tage flere år. Mange af al-Qaedas folk i Afghanistan er vrede eller bitre over hans strategi, og talebanerne er splittede i to lejre. For eller imod Osama bin Laden. Kritikken hagler ned over ham. De er vrede over at være blevet fravristet den magt og herlighed, som skulle vare evigt...«
Den 37-årige Hamid Mir, journalist i Islamabad, er den eneste udenforstående, som har truffet og interviewet bin Laden, verdens mest jagede mand, siden USA indledte bombeangrebene i Afghani-stan og styrtede talebanerne.
Hans manuskript til biografien af den saudiarabiske ’terroristbankier’ er sanktioneret af Osama selv.
Trusler har fået de fleste pakistanske journalister til at afstå fra at skrive kritisk om al-Qaeda, Jihad-bevægelsen eller terrorismen.
Under en længere samtale med Informations udsendte medarbejder giver Hamid Mir et totalt anderledes billede end den ’gængse opfattelse’.
Først og fremmest om uenighed i ekstremisternes rækker.
»Der er stor utilfredshed med bin Ladens håndtering af krigen mod Vesten,« fortæller han.
»Alle er blevet hjemløse. Somaliere, egyptere, saudiarabere, jordanere, alle har mistet deres frie stat og er som fremmede i Afghanistan. De har aldrig lært sig sproget, de spiser ikke vores mad, de blander sig sjældent med af-ghanerne, og nu betaler de prisen for deres arabiske
chauvinisme. Mange af de, som flygtede fra Tora Bora, blev endda hånet af de bilister, de forsøgte at få et lift med. Så godt som ingen af de 2.000-4.000 al-Qaeda-krigere har giftet sig med afghanske kvinder, og Osama selv slog en høj latter op, da han blev spurgt, om han, som rygtet sagde, indgik ægteskab med mullah Omars datter.
»Hvorfor skulle jeg dog det; når vi kan hente kvinder hjemmefra,« svarede han undrende.
Hamid Mir mener, at al-Qaeda optræder som »arabiske chauvinister« og slet ikke lever, som de har lært.
»Jeg drak Pepsi og spiste pizza importeret fra Pizza Hut i Dubai sammen med Osama, mens vi så fjernsyn, og i samme åndedrag skød
talebanerne alle de fjernsyn, de kunne få øje på, sønder og sammen.«
Hamid Mir er overbevist om, at Osama bin Laden er i live.
»Bin Laden løj helt klart, da jeg spurgte til hans dialyse, og han spiste alt det, som man ikke må spise, når man har en nyresygdom. Han pralede med, at han lige var blevet far til en lille pige og kunne ride 70 kilometer uden at holde hvil. Al-Qaedas misvisende oplysninger fører amerikanerne på vildspor, og der er større chance for, at han falder for en kugle fra en af sine egne end fra fjenden...«

Indbudt til samtale
To gange er han af al-Qaeda blevet indbudt til samtale med en af de ’højeste ledere’, den ene gang efter Operation Anaconda i Shah Kot samt en anden invitation fra Teheran.
»Jeg kunne ikke genkende stemmerne,« siger Hamid Mir.
»Det kunne være en fælde lagt af enten dem eller Nordalliancen.«
Det er Irans tavse støtte eller hjælp til al-Qaeda, som overbeviser ham om, at de ikke alle befinder sig i stammefolksbæltet i Pakistan, hvor Musharrafs militær jager dem.
»Mange talebanere har søgt tilflugt der, men al-
Qaeda findes også i det syd-lige og vestlige Afghanistan,« siger han.
»De fleste taler persisk og krydser grænsen til Iran, når det bliver lidt for hedt. Præsteskabet og hæren i Iran hjælper dem for at trodse USA og puste til ilden. På en Palæstina-konference mødte jeg en række mennesker, som blev jagtet af FBI som terrorister. Khatami kan intet gøre...«
På konferencen mødte
Hamid Mir bl.a. den palæstinensiske journalist Nazir, som bragte et interview i stand for ham med den landflygtige tidligere Mujahedin-leder Gulbuddin Hekmatyar.
Et halvt år senere mødte han samme Nazir i bin Ladens inderkreds, som da tilbød at få et bogforlag i Teheran til at udgive bogen på persisk.
»Vi har mange sympatisører i Iran,« fortalte Nazir.
Venner i al-Qaeda fortalte samme aften Hamid Mir, at Nazir er et dæknavn for Abu Zubaydah, ansvarlig for rekrutering m.m. i Europa og en af Osamas nærmeste fortrolige.

Den forkerte Zubaydah
Hvis man skal tro på FBI og Pentagon, så er han nu i amerikanske hænder. Han blev pågrebet i april, da man stormede et af al-Qaedas hovedkvarterer i Faizalabad i Paki-stan.
Det afviser Hamid Mir.
»Der findes to med samme navn, og billedet af den anholdte er af Abu Zubaydah, et medlem af Maktabal Khidmat, en Wahabitisk missionsbevægelse som engang erobrede Kunar-provinsen i Af-ghanistan. Han har intet at
afsløre om al-Qaeda men synes at hoppe med på legen... Jeg kender dem begge. Og hvorfor skulle den mere kendte Aby Zubaydah gemme sig i Pakistan, når han er ansvarlig for Europa?«
Tilbage til Iran. Hamid Mir har gode forbindelser til ISI, den pakistanske efterretningstjeneste, og hævder, at Irans konsulat mistænkes for at forsyne al-Qaeda med falske pas og papirer, og at dette fik præsident Bush til at inkludere Iran i sin ’Axis of Evil’.
»Iran underminerer Hamid Karzai med hjælp fra den forhenværende præsident
Rabbani samt forskellige
generaler som f.eks. Ismael Khan i Herat. De konservatives relationer med al-Qaeda er udelukkende af taktiske årsager, præget af gensidig mistro men alligevel på højt niveau. I foråret rapporterede en avis i Teheran f.eks., at Dr. Ayman Al-Zawahiri, Osamas nærmeste medarbejder, var blevet anholdt i Teheran. Eftersom chefredaktøren var en yngre bror til Ayatollah Khamenei, så må man gå ud fra, at det var korrekt.«
Hvis USA skærper holdningen til Iran, så øger præsteskabet støtten til al-Qaeda i troen på, at man dermed kan få ’ondskabens imperium’ til at forlade Afghanistan og hele den del af verden.

Sikkert friområde
Det sydlige Afghanistan er fortsat et sikkert friområde for al-Qaeda, eftersom der ikke findes nogen form for myndighed uden for Kabul. Stammefolksområderne i Pakistan er trods pashtunernes støtte og gæstfrihed mere risikable.
Ifølge Hamid Mir er Osama bin Ladens eneste styrke den anti-amerikanske holdning. Washingtons politik i Mel-
lemøsten, deres anti-islamiske holdning, de fortsatte bombninger i Afghanistan og andre forhold gør det let at få den amerikanske tilstedeværelse til at se ud som en militær besættelse. Støtten fra forhadte diktatorer og konger i den arabiske verden bidrager selvfølgelig også til det samlede billede.
»Hvis bin Laden fik lejlighed til at tale til en folkemasse på 5.000, så var det slut med ham en gang for alle,« mener Hamid Mir.
»Hans ideologi vinder ingen sjæle, og desuden er han en elendig taler. USA skabte ham i 1980’erne, og USA fortsætter med at gøre ham til en helt blandt misfornøjede muslimer. I interviewet udtaler han sig værdiløst og arrogant ’off the record’. Da jeg spurgte ham, om han afslutter Jihad, såfremt USA’s tropper forlader Saudi-Arabien, og Palæstina får sin frihed, så slog han blot en latter op. ’Jeg giver mig ikke før islam er udbredt til hele verden,’ erklærede han.«
Det er hans eneste mission og tegn på en galskab, som får Pakistans medier til at lægge al kritik på hylden.

*Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her