Læsetid: 2 min.

Chefkriminalinspektørens drøm

En revolutionær, en eks-politiker og en kriminalmand møder dagen med halvanden times snak og musik
26. juli 2002

(2. sektion)

Radio
Sommergæster hedder de, hver formiddag på Danmarks Radios P1. Alene i studiet præsenterer de sig selv og siger, hvad de kan nå at sige på halvanden time, med musik.
Den slags er faktisk temmelig svært, selv om radio på den tid af døgnet ikke er noget, der ligefrem skal kunne holde de lyttende ører fastklæbet til højttalerne i fuld koncentration.
Når man vågner til det, er der lidt flagermus over lydbilledet. Drømmenes radar roterer stadig, og stemmerne kender man – lidt. Det er... det må være... det er jo... ja, det er Pernille Rosenkrantz-Theil. Revolutionen kalder, vågn op! Ingen revolutionær sover mere end fire timer i døgnet, som Frantz Fanon sagde. Frantz hvem? Glem det!
Den morgen lykkes det ikke rigtig at komme helt ud af radartilstanden, før udsendelsen er forbi. Det er bare synd for en ny, knaldrød stjerne, at den skal beskæftige sig med noget så raslende ligegyldigt som Thor Pedersen. Afslutningsnummeret er C.V. Jørgensen. Tak for det.

Joplin og Dylan
Hun kæmper for de sidste underskrifter, så CD kan stille op til næste valg. Hun spiller Janis Joplin og Bob Dylan, og dem har hun vel hørt en del på Aktive Lyttere og Seeres gamle båndoptagelser af røde lejesvendes radiofoniske syretrips, da hun var ung i Gladsaxe. De er det perfekte lydspor til hendes forklaringer af, hvor lidt der skal til fra hver enkelt, hvis det skal kunne gøre en forskel i verden. Og som kommentar spiller hun en sjælden perle fra dengang, oprøret endnu var muntert – Tom Lehrers løssluppent musikalske reklamespot for en »National Brotherhood Week«.
Bare en lille uge, og »be thankful it don’t last a year«, før vi er hjemme igen i det normale, hvor »the catholics hate the protestants and the protestants hate the catholics and the moslems hate the hindus and the hindus hate the moslems and everybody hates the jews.«

Drømmeland
Det er en verden, hvor Per Larsen føler sig hjemme. Chefkriminalinspektøren er en faderfigur. Hans hovedtema hedder »nul tolerance«. Det har vi, siger han, hvad angår meningsløs vold og indbrud i private hjem. De begås næsten altid af hårdkogte kriminelle, som er uforbederlige. De skal i bur. Han taler mindre om, hvor de kommer fra og hvorfor. Det virker som om, han har en drøm, en model. Den hedder »New York, New York!«
Derovre i det tabte paradis, hvor retsindighed kæmper heltemodigt mod korruption, har de udryddet kriminaliteten. I hvert fald i børsgaderne og hvor turisterne kommer.
Sommergæster er ikke et debatprogram, men man kan jo altid debattere med sig selv. Og er det ikke sådan i New York, at lortet bare er fejet ud i forstædernes postmoderne lejekaserner?
Ud til Taastrup, Vollsmose og Gjellerup. Hvor det måske også opstår.
Hvorfor? Den morgen vågner man i Trashville.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her