Læsetid: 5 min.

Dunkle historier svøbt om kroppen

Den kontroversielle amerikanske kunstner, Matthew Barney, vender op og ned på populærkulturens billedverden og viser dens dystre underside
23. juli 2002

Udstilling
KÖLN – Matthew Barney er uden tvivl en af 90’ernes mest kontroversielle amerikanske performancekunstnere. Som tidligere model og fodboldspiller, kæreste med den islandske pop-dronning Björk og med anslåede budgetter på over to mio. dollar pr. video-installation, er Barney allerede noget af et fænomen. De vigtigste materialer i Barneys syrede univers er, bortset fra hans egen krop, Chrysler-biler, kartofler, nedkølet vaseline, plastic, jord og bivoks samt kunststoffer i enhver afskygning – særligt astroturf, et materiale der bruges til belægning af sportsanlæg. For blot at nævne nogle af de mange ting, der tilsammen udgør Barneys mørke og kompakt klaustrofobiske verden. Men det er og bliver Barney selv, der er værkernes omdrejningspunkt – selviscenesat som satyren i opulente barok-tableauer, amerikansk midtvest-psykopat og middelalderridder til hest.
I øjeblikket er Matthew Barney aktuel for det europæiske publikum med sin serie af performance-videoer, The Cremaster Cycle 1-5 (1994-2002). Udstillingen består ud over selve videoerne af en lang række stills, installationer og skulpturer, der spejler og kommenterer filmenes tematiske univers. Titlen The Cremaster Cycle henviser til den lukkemuskel af samme navn, der temperaturfølsomt regulerer testiklernes afstand til kroppen – og dermed sædcellernes levedygtighed. En detalje, som den kropsfikserede Barney helt sikkert er bevidst om med sin fortid som medicinstuderende på det prestigefyldte Yale-universitet. Med sin åbenlyse reference til kroppen og den mandlige anatomi, signalerer titlen samtidig en bestemt optagethed af maskulinitet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Barneys kunst spiller helt bevidst på en homoseksuel ikonografi, som den dog på ingen måde lader sig reducere til.

Voldelig og seksuel
Videoserien The Cremaster Cycle er hele vejen igennem eksplicit voldelig og seksuel i sit udtryk. Men lige så frastødende videoerne kan virke, ligeså fascinerende er den visuelle kraft i Barneys veritable tableauer, der både mimer og til tider endda overgår Hollywoods dreamfactory. Men hvis Hollywoods produkter er udtryk for Amerikas bevidste drømme, så må Barneys mørke fortællinger repræsentere USA’s ubevidste mareridt.
Barneys fortællemæssige elementer kommer fra mytiske og populærkulturelle konstruktioner og fabler som frimurerkonspirationer, gangsterhistorier og lystmorderfantasier. I Cremaster 2 (1999) er udgangspunktet således den autentiske historie om morderen Gary Gilmore, der i 1978 myrdede en tankpasser i mormon-staten Utah. Barney selv spiller Gilmore, som i denne mareridtsfortælling symbolsk henrettes på en rodeotyr (!). Desuden medvirker trommeslageren Dave Lombardo fra heavy-metal bandet Slayer. Og Norman Mailer, der i 1980 fik Pulitzer-prisen for sin bog om Gilmore-sagen, spiller den ungarske udbryderkonge Houdini - en forgænger udi den ekstreme kropsudnyttelse. I sammenhæng med videoen vises den urovækkende installation af to halve Ford Mustangs, der er indkapslet i hver deres kistelignede hylster af bivoks. Installationen refererer til Gary Gilmore og hans kæreste, der som symbol på deres kærlighed havde hver deres Mustang. Barney udstiller denne patetiske automobile symbolik, og bilerne bliver i hans fortolkning en metallisk forlængelse af arbejderdronen Gilmores mekaniske liv.
Helt anderledes, men ikke mindre fascinerende i sin cinematografi og sit visuelle udtryk, er Cremaster 1 (1995). Handlingen i denne video udspiller sig i to Goodyear- luftskibe, der lydløst svæver over Bronco-stadion i Barneys hjemby Boise, Idaho. Oppe i et af luftskibene finder den platinblonde starlet Miss Goodyear ud af, at hun, ved at lægge vindruer i sirlige mønstre, kan koreografere en gruppe broadwaydansepiger i symmetriske formationer på stadionets blå astroturf under hende. Det er ligeså skørt som det er betagende. Og man mærker i denne opulente ikonografi en tydelig inspiration fra film som Kubricks Rumrejsen 2001 (1969). Næsten ingen aspekter af den moderne fascinationskulturs uendelige fortællingsreservoir går således uagtet forbi. Sideløbende med den konstante iscenesættelse af massekulturens ikonografi fortæller Barney en almenmenneskelig og arketypisk fortælling om drift, fascination og begær.

Gangstere og frimurere
Barneys længste og mest krævende værk er formodentlig Cremaster 3 (2002). Alene spilletiden på tre timer gør denne gangster- og frimurerfortælling til noget af en udfordring. Handlingen udspiller sig i New Yorks berømte Chrysler-bygning, og er en gentagelse af Frimurer-myten om bygmesteren Hiram Abiff, der ved at bygge Salomon-templet begik hybris. Barney spiller selv bygmesterens lærling, der konkurrerer med Bygmesteren (spillet af billedhuggeren Richard Serra) om den symbolske ret til at bygge højhuset. Midt i denne mytiske kamp dukker Gary Gilmores forrådnede lig op og installeres af fem messedrenge i en Chrysler Imperial New Yorker model 1938, parkeret i Chrysler-bygningens reception.
Herefter følger en sindssyg Cronenberg-inspireret scene, hvor den stakkels bil torpederes af fem Chrysler Crow Imperial modeller fra 1967 i alle tænkelige kombinationer. Og Gilmore fra Cremaster 1 henrettes således endnu engang symbolsk.
I forbindelse med Cremaster 3 præsenteres man for Patition (2002) – udstillingens for mig se mest imponerende installation. Værket består af Chrysler-bygningens berømte bar bygget op af vaseline i skala 1:1 og placeret på et enormt tæppe af grøn og laksefarvet astroturf. Et gigantisk kølelegeme, der er skjult under baren, sørger for at den flygtige vaseline beholder sin form. Barstolene er udformede som meterhøje passere – et klassisk symbol i frimurermytologien på guds skaberværk og et ledemotiv i Cremaster 3. Ved siden af baren ligger en dynge kartofler af plastic og vaseline, der på faretruende vis nærmest er vokset ud af baren. Hos Barney er den uskyldige kartoffel gennem sin tilknytning til jorden transformeret til et urovækkende memento mori – et symbol på død. Barneys vaselinebar alluderer på én gang værk-internt til Cremaster-seriens andre opus’er, og værk-eksternt til tressernes fluxuskunst, i materialevalget måske særligt til et værk som Joseph Beuys Fettstuhl (1964).
Det kan ind imellem være svært for beskueren at regne ud, hvad Barney egentlig vil med sin kunst.
Det er helt tydeligt, at Barneys værker kalder på fortolkning, der primært handler om at se særligt kroppen, men også begreber som seksualitet og køn, som konstruktioner. Og nok reartikulerer Barney vores traditionelle forestillinger om drift og begær gennem sine videoers mættede billedunivers, men måske ligger hans egentlige budskab i selve fascinationen af massekulturens ikoner og objekter. Og Barneys iscenesatte perversioner og krops-fortællinger ender dermed som avancerede påskud for at tilfredsstille et behov for noget så gammeldags som visuel skønhed.

*Matthew Barney: The Cremaster Cycle. Skulpturer og Film 1994 - 2002. Museum Ludwig, Köln 6. juni - 1. september. Man. til fre. 10 - 18, ons. 10 - 20.

*Rasmus Kjærgaard Rasmussen studerer litteraturvidenskab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her