Hvorfor spiser man aldrig?
Min søn var sen til at cykle. Som fem-årig fik han et køretøj med støttehjul, og den skulle straks prøves på den stille vej mellem rapsmarkerne.
Knægtens iver førte til, at han i løbet af kort tid tre gange måtte samles op af grøften, der desværre var fyldt med meterhøje brændenælder. Og det hjalp ikke, at far trøstende kunne fortælle, at brændenældens gift er glimrende mod kredsløbsforstyrrelser og risiko for blodpropdannelse, fordi den virker blodfortyndende.
Mange ved, at brændenælde er spiselig, men de fleste tror, at den kun kan bruges til suppe, og at det udelukkende er de spæde forårsskud, der er anvendelige.
Men den kan bruges helt hen på efteråret, når blot man sørger for at samle de friske skud og husker at bruge handsker samt at dyppe skuddene i kogende vand et par minutter.
Nordisk kulturplante
Planten er en gammel nordisk kulturplante, som indtil for 100 år siden også har været brugt som spindeplante.
Og så sent som under Anden Verdenskrig forsøgte man at lave cykeldæk af dens taver.
I Sverige kan planten købes som dybfrostvare og som suppe på dåse, men vi har så let adgang til den her i landet, at det bare er på med vanten og ud at plukke.
Liden brændenælde (urtica urens) er at foretrække, selv om dens grovere storebror er lige så rig på vitaminer og mineraler.
Den kan erstatte spinat eller noget af spinaten i f.eks. spinattærte eller gratin tre dl spinat til tre dl hakkede brændenælder er en fin blanding. Imidlertid er det forhåbentlig sommer i Danmark, derfor skal vi se på en kold avocadosuppe med brændenældetopskud:
Kold suppe
To avocadoer halveres, stenen fjernes og frugtkødes tages ud og kommes i en blender sammen med en halv liter hønsekødssuppe. Blendes godt og smages til med to spsk citronsaft, saften fra en appelsin, en dl creme fraiche og et stænk tabasco.
En halv agurk skæres i tern og kommes i til sidst sammen med to-tre dl finthakket brændenældeskud. Husk at skolde brændenælderne, inden du hakker dem!
Har du, kære læser, erfaringer med nælder, der rækker ud over min søns?
*Opskrifter, svar og ind- og udfald kan mailes til john@henriksen.mail.dk