Læsetid: 4 min.

Europæisk kakofoni

Europæiske Big Bands prægede jazzfestivalens første dage. Det tyske WDR Big Band skuffede, mens norske Geir Lysne’s Listening Ensemble lyste op. Og så blev der uddelt priser på en rigtig europæisk aften i Jazzhouse
8. juli 2002

Jazzfestival
De har ry som et af Europas bedste, den tyske statsradio Westdeutsche Rundfunk’s Big Band med base i Köln.
Alligevel var der noget tamt eller uforløst over koncerten i Diamanten på Copenhagen Jazzfestivals første aften, hvor orkestret spillede værker af, og blev dirigeret af den danske trompetist og komponist Jens Winther.
Kompositionerne, der for de flestes vedkommende var skrevet i starten af 90’erne, var af meget forskelligartet karakter. F. eks. havde den indledende »Lifetime« letbenet rockjazz-karakter, mens »Eva Henriette« var en smuk, melodisk ballade.
Og så var der den seriøse, stemningsmættede spøgelsesfantasi »Den grå dame« som udviklede sig til en dramatisk og næsten manieret fortælling, der udviskede grænserne imellem ny kompositionsmusik og brassbandjazz.
Ikke desto mindre havde dette nummer i al sin plæderede storhed sin begrænsning. Jens Winther forsøger givet via sin personlige og ambitiøse tilgang til komposition at udvide Big Band-formatets stilistiske og formmæssige muligheder, men hans ideer forekommer langt fra altid organiske. Om det var det, der gjorde, at også WDR Big Band spillede noget stift i betrækket, skal jeg ikke kunne sige.

Spillevende nordmænd
Taler vi om organiske strukturer, var der på Nytorv lørdag eftermiddag lejlighed til – for første, men forhåbentlig ikke sidste gang – at høre et ungt norsk talent, komponisten og arrangøren Geir Lysne, der optrådte med sit spillevende Listening Ensemble på tyve mand.
Med en rytmegruppe af bas, trommer og bl.a. afrikansk percussion blev der kogt rytmer, så det boblede under en oplagt blæserbesætning af saxofoner, basuner og trompeter.
Her var musik af både original og virkningsfuld tilsnit med Lysne’s brug af slavisk, nordisk og sågar arabisk-melodiske træk. Det enestående og meget personlige lå i Lysne’s evne som arrangør til at trække en varieret række af klanglige og melodiske udtryk ud af sine blæsere i en frugtbar dialog med rytmegruppen.
Et af numrene var en simpel norsk folkemelodi på kun tre toner, der blev spillet af en enlig tenorsax med klaverakkompagnement. Men snart foldedes temaet ud i blæsersektionerne, mens dynamikken steg, og lagene i musikken udvidedes. En lille genistreg af Lysne som må betragtes som en bemærkelsesværdig komponist og arrangør.

Vanvittig syntese
Ligesom de to ovenfor omtalte koncerter var også musikken i Copenhagen Jazzhouse lørdag aften defineret af et europæisk orkester med et europæisk musikalsk udtryk.
European Jazz Youth Orchestra er et særligt fælles-europæisk projekt betitlet »Swinging Europe« og lanceret af kunstnerisk leder og jazznestor Erik Moseholm og den utrættelige kulturarrangør Birgit Vinge fra Brande.
Med bl.a. EU-midler og støtte fra en lang række sponsorer i Danmark er det lykkedes at rejse et samarbejde med andre europæiske lande om et turnerende ungdomsorkester. Dette er sammensat af europæiske konservatoriestuderende, der hvert år skifter besætning og skal turnere i Europa under ledelse af en fremstående jazzdirigent og komponist.
I år står den britiske blæksprutte og tidligere Jazzparprisvinder Django Bates for ledelsen af orkestret, de tæller musikere fra i alt femten europæiske nationaliteter heriblandt tre danskere.
Og helt i Django Bates’ uforudsigelige og ofte skrupskøre musikalske ånd indledtes aftenen med et kakofonisk medley over de repræsenterede landes nationalhymner, der føjedes sammen til én, vanvittig syntese.
Det var indlysende ment som en musikalsk joke men rummede også i kraft af sin musikalske karakter en på én gang hjertevarm og ironisk tvetydig kommentar til ideen om multinational enhed.
Dog minder orkestrets eksistens om jazzens særlige genskab af et fælles musikalsk esperanto, som i kraft af musikkens internationale udbredelse gør det muligt uden større problemer at udfolde den i fællesskab trods kulturelle og sproglige barrierer.
Django Bates’ musik og arrangementer var ikke overraskende præget af både humor og et højt orkestralt ambitionsniveau, der, desværre for helheden, bød på generelt så snirklet, kompakt og abrupt skiftende musik, at orkestret havde nok at gøre med overhovedet at få alle noderne med. Det potentiale, som orkestrets spil kunne formodes at rumme af dybere klanglig og friere solistisk karakter, blev således ikke udnyttet ordentligt.

Fire danskere hædret
Ved samme koncert blev fire såkaldte Django D’Or-priser uddelt til fremstående danske jazzmusikere. Saxofonisten Jesper Thilo blev hædret med titlen ’Master of Jazz’, bassist Niels-Henning Ørsted Pedersen fik prisen ’Legend of Jazz’, mens lederen af det enestående New Jungle Orchestra, Pierre Dørge, fik prisen ’Bandleader of Excellence’.
I orden var det også, at trompetisten Jesper Riis fik prisen som ’Jazz Performer of the Year’ i kraft af sit utrættelige musikalske engagement og sit stadig synligere virke på den hjemlige jazzscene som solist og leder. Django D’Or er oprindeligt en fransk jazzpris lanceret i 1992 og opkaldt efter den legendariske guitarist Django Reinhardt. Prisen har nu bredt sig til flere europæiske lande, siden sidste år også Danmark som hvert år med egen jury vil uddele priser til værdige danske jazzmusikere.

*WDR Big Band & Jens Winther, Diamanten, Dronningesalen, fredag

*Geir Lysne Listening Ensemble, Nytorv, lørdag

*European Jazz Youth Orchestra & Django Bates og Django D´Or, Copenhagen Jazzhouse, lørdag

*www.swinging-europe.com
*www.django.org/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her