Analyse
Læsetid: 3 min.

Europæisk model

En aftale om hjemmearbejde indgået mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan har skabt visse forventninger om, at ’den danske model’ er fremtiden for EU’s regulering. Klap lige hesten
15. juli 2002

En aftale om hjemmearbejde indgået mellem arbejdsmarkedets parter på
EU-plan har skabt visse forventninger om, at ’den danske model’ er fremtiden for EU’s regulering. Klap lige hesten

I årevis har LO og DA hylet op – for slet ikke at tale om skiftende regeringer – hver gang der kom et lovforslag om arbejdsmarkedet fra EU-hold.
Man forstod, at den slags var et helt utilstedeligt, ja nærmest papistisk plot rettet mod den hævdvundne danske tradition om at overlade arbejdsmarkedsforhold til selvsamme arbejdsmarkeds parter. Lovgivere havde at holde nallerne væk – i det mindste til parterne eventuelt kørte fast og måtte hjælpes.
’Den danske model’ blev det kaldt.
Nu har vi så den første aftale nogensinde indgået på EU-plan uden planer om nogen lovgivning.
Den vil blive præsenteret som en vaskeægte sejr for ’Den danske model’.
Det er den også.
Aftalen vil også blive præsenteret som vejen frem for arbejdsmarkedets fremtidige regulering på EU-plan.
Det er den ikke.

I forvejen har Danmarks-modellen måtte lide den tort at blive eftertrykkeligt vraget, efter at Danmark er blevet tvunget til at ophøje EU-direktiver til lov i stedet for at lade arbejdsmarkedets parter implementere dem.
EU-Kommissionen ville ikke acceptere, at de ca. 15 procent af danske arbejdstagere, der ikke er dækket af nogen overenskomst, sådan skulle stå med håret flagrende i den nærmest forhåndenværende postkasse uden rettigheder.
Så Danmark måtte værsågod implementere de pågældende direktiver ved lov ved siden af indarbejdelsen via overenskomsterne.
Princippet er det – ganske fornuftige – at når en lov om f.eks. maksimal arbejdstid eller deltidsarbejderes rettigheder gælder for Hans og Jette, ja så skal den også gælde for Jens og Hanne, uanset om de tilhører en fagforening eller ej.
Det er netop problemet med aftalerne. De dækker i sagens natur ikke alle arbejdstagere. Eller alle virksomheder for den sags skyld. Den nye aftale om hjemmearbejde vil altså være irrelevant, hvis man ikke er dækket af en overenskomst.
Fagforeningerne og arbejdsgivernes organisationer har måske her fundet en ganske fiks måde at få gjort sig selv mere relevante på – i en tid, hvor strukturer på arbejdsmarkedet er under pres.
Et andet problem med aftalerne er, at det kan være svært for arbejdsmarkedets parter overhovedet at blive enige. Der findes flere eksempler på aftaler mellem arbejdsmarkedets europæiske parter – forældreorlov, deltid og tidsbegrænsede ansættelser – som alle for øvrigt blev grundlag for ’rigtig’ EU-lovgivning, så alle borgere kunne blive dækket ind af reglerne.
Men der er grænser for aftalevilligheden. Således måtte parterne opgive at få en aftale på plads om vikarer.
I stedet har EU-Kommissionen nu fremlagt et helt almindeligt, gammeldags direktiv-forslag.

Endelig kan EU-udvidelsen gå hen og blive et problem for ’den danske model’. Fagforeninger i den tidligere østblok var af en helt anden karakter end fagforeningerne i et kapitalistisk samfund.
Og mange ansøgerlandes strukturer på arbejdsmarkedet er ikke af en sådan beskaffenhed, at de er i stand til at sikre en ordentlig, dækkende implementering af en nok så god EU-aftale.
Der kan det komme på tale f.eks. at bruge »den franske model«, hvor aftaler mellem arbejdsmarkedets parter simpelt hen bliver ophøjet til lov. Eller ganske enkelt helt at undlade noget med aftaler for i stedet at koncentrere sig om lovgivning helt fra starten af. Fremtiden for EUs regelsæt på arbejdsmarkedet vil formentlig komme til at indeholde begge tendenser. Nogle emner vil blive anset for at være så fundamentale, at de skal sikres for alle borgere – medlemmer af fagforeninger eller ej – hvorfor det vil være mest praktisk med lovgivning. Gerne med et stærkt input fra fagforeninger og arbejdsgivere.Andre emner vil blive betragtet som mindre grundlæggende rettigheder, der udmærket kan etableres i en aftale, hvor man så accepterer, at ikke alle arbejdstagere er omfattet.
Den ’danske model’ har altså måttet modificere sig, ligesom den strikse lovgivningsfiksering, som ikke mindst Europa-Parlamentet i dag står for, også har måttet modificere sig.
Der er med andre ord tale om et kompromis, hvor hver af ekstremerne må fire lidt for så at mødes på noget, der ligner en midte.
Helt i EU’s ånd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her