Jazzfestival
Big bandet The Orchestra er afgjort blandt landets bedste og mest originale. Med flere plader bag sig har orkestret under ledelse af først Henrik Frisk og siden trompetisten Jesper Riis og saxofonisten Lars Møller med held skabt egen musik og forsøgt at gå nye musikalske veje med en traditionel big band-besætning.
Konceptet Beats & Big Band, som blev præsenteret i Copenhagen Jazzhouse torsdag aften, og hvor orkestret i tidens ånd forsøger at integrere nyere rytmiske tendenser fra den elektroniske dj-kultur, er således ikke en overraskende udvidelse af The Orchestras musikalske løbebane. Men oven på koncerten må man tilføje, at konceptet indtil videre højst er på forsøgsbasis. Nogen virkelig syntese opstod der nemlig aldrig imellem orkestermusikken og programrytmerne fra de to djs Brillant Corner alias trompetisten Lars Vissing og Anders Trentemøller. Det stod endvidere hurtigt klart, at der ikke lå en dybere kunstnerisk ambition om at skabe ny musik bag konceptet.
Opskriften var mere enkel: nogle heftige, rytmisk kraftfulde big band-arrangementer sat sammen med elektroniske beats. Det gav musikken et ekstra skub fremad, og spændte den ud imellem jazztraditionen og den moderne musikkultur, f.eks. i Duke Ellington-nummeret »Stompin At The Savoy«, hvor swingrytmer og orkestrale klangkulører blandede sig med Lars Vissings oplagte beats, og hvor der udfoldedes sig et slags chase imellem live-orkestret og Vissings samplede ditto.
For små ambitioner
I det hele taget slap Vissing bedst fra dj-opgaven. Han har som jazztrompetist erfaring med jazzens udtryk og havde selv arrangeret noget af aftenens materiale. Det fungerede bedst, når de elektroniske lydkilder og beats fik lov at markere sig for alvor, og på den måde gik i spænd med den groove-baserede rytmegruppe i Kasper Vadsholts pumpende el-bas og Rasmus Kihlbergs funky trommer. Trentemøllers beats havde et mere afdæmpet udtryk, bl.a. i en langsom Ellington-blues, hvor parterne aldrig rigtig fandt hinanden. Ellers var der dømt big band-party. Der blev skruet gevaldigt op for musikkens kogekedler og en række af orkestrets medlemmer leverede veloplagte soli. Efter pausen blev de forreste stolerækker sågar ryddet til dans. Det var således en underholdende, men ingenlunde musikalsk grænseoverskridende koncert. The Orchestra og de to djs slap alt for nemt afsted med konceptet, som rummer langt større muligheder, end de fik antydet. De skylder sig selv og os andre at hæve ambitionsniveauet og i højere grad lade det elektroniske musikunivers soniske og rytmiske muligheder integreres i orkestrets musik til noget for alvor interessant.
Crawfords nostalgi
Og så var der jo Randy Crawford på Plænen onsdag aften. Hun var afgjort årets store trækplaster i Tivolis jazzprogram, men et perspektivløst og publikumstækkende sådant. For nogen betydning i jazzen har hun jo aldrig haft (selvom hendes stemmes personlighed ikke er til at tage fejl af) og hendes bedrifter med popsange i jazz/soul/funk-gevandter ligger op til 25 år tilbage. Og ganske som man kunne have forudset, leverede Crawford halvanden times nostalgi med gamle hits på parade med sit dygtige, åleglat spillende orkester. Hvilket måske også er det eneste, Crawford kan tilbyde et publikum i dag. Hun har stadig den sødeste, ungdommeligt charmerende udstråling, selvom hun efterhånden er blevet 50 år. Og med denne samt sine fortidige successer i bagagen betog hun Tivoli fra det øjeblik, hun med armene rakt ud imod publikum hoppede ind på scenen. Så kom sangene ellers som skudt ud af jukeboxen i venlige, stemningsladede arrangementer ganske tæt på de indspillede originaler: bl.a. »Give Me the Night«, »Almaz«, »Knockin On Heavens Door«, »Cigarette In The Rain«, »Rainy Night In Georgia« og naturligvis »Street Life« som den effektive og kalkulerede finale inden ekstranumrene. Dette glade, trygge skuespil må da efterhånden også hænge hende selv langt ud af halsen.
*Beats & Big Band: The Orchestra meets live electronica, Copenhagen Jazzhouse, torsdag
*Randy Crawford, Tivoli, Plænen, onsdag
