Læsetid: 3 min.

Farvel til Provence

Årets udlandsudflugt blev et bevis på, at det stadig er den gamle fyr på øverste etage, der udstikker ruten
26. juli 2002

(2. sektion)

Til biddet
Bag små koldhævede boller, flæk dem, smør dem og fyld dem med skiver af spansk skinke. Dyng dem højt op på et fad. Tag store grønlandske rejer, og svits dem på panden med hvidløg og chili. Jo bedre olivenolie, jo bedre resultat. Pochér en blæksprutte i en courtbouillon med masser af hvidvin og laurbær i, og skær den ud i passende stykker, som du marinerer i sherry-
vinaigre og olivenolie. Sæt stykkerne på tandstikkere sammen med store kapers eller syltede løg eller stykker af peberfrugt, som du har bagt sorte i ovnen og gnedet skindet af. Kog vagtelæg et par minutter, og stil dem frem i skåle, så folk selv kan pille og dyppe i godt havsalt. Bank oliven og kapers og ansjoser sammen med hvidløg og lidt olivenolie til en tapenade. Tør brødcroutoner i ovnen, og smør tapenaden herpå.
Og hvis jeg går en tur op og ned ad gaden her i San Sebastian i Spaniens nordøstlige hjørne tæt ved Frankrig, så er jeg leveringsdygtig i 50-100 ideer til.
Tapas er beviset på, at Gud er til. Ikke fordi de smager guddommeligt, selv om det gør de, langt de fleste af dem, men fordi systemet med at gå ind på en bar, bestille sig et glas øl eller hvidvin og så forsyne sig fra en disk fuld af herligheder – er guddommeligt: Her er min glans og herlighed, at du må frydes derved. Men ikke for meget, fråds er satanisk, selv om grænserne heldigvis er flydende.

Ahhh til livet
Årets udlandsudflugt er også på anden vis blevet et bevis på en højere styrelses indgriben efter det gamle udtryk om, at vi kan spå alt, hvad vi vil, det er stadig den gamle fyr på øverste etage, der udstikker ruten.
Glade drog vi af sted mod Atlanterhavet, skribent, frue og lille 9-årig datter (hende, som Informations læsere sidst stiftede bekendtskab med, da hun stod grædende i EuroDisney ved Paris, men det er heldigvis glemt nu).
Undervejs i bilen talte vi om de sjove ting, vi skulle opleve, og hvordan ferien skulle begynde med en badetur ved et af de gamle, let afdankede, men meget charmerende franske badesteder som f.eks. La Rochelle. Men af grunde, som er uden for denne spaltes resort, styrede bilen alligevel til Dijon, hvor kødfulde pateer, svulmende pølser, kølige skinker og sure cornichoner sammen med metervis af baguette i dagevis udgjorde bunden af kostpyramiden – naturligvis sammen med en lind midtfransk flod af god og billig drue fra Beaunes bagland, hvor appelationer som Maranges og St. Aubin stadig venter på at blive opdaget af et bredere publikum. Vi lænede os tilbage og sagde ahhh til livet – Atlanterhavet og badeferie kunne vente. Vi havde jo også lejet os et lille hus med egen pøl, havde vi. Midt i Provence, hvad kunne vel være mere hyggeligt?
Bras
Tja. Efter at have kigget på huset mente vi nok, at et motorvejsmotel i udfletningen ved Kassel mageligt kunne konkurrere. Jeg skal spare den tålmodige læser for detaljer, men blot anføre den generelle betragtning, at jo bedre reklamen er – i dette tilfælde beskrivelsen af huset på internettet – jo hurtigere opdager man, at produktet er noget bras.
Vi hang med skuffen en times tid – og pakkede så bilen igen. Endnu en gang havde vi formået at skuffe en lille pige hinsides ord og tårer, og vi styrede mod Middelhavskysten ved Narbonne – væk fra Côte d’Azur, Provence og engelske damer med lyserøde hatte og endnu mere lyserøde arme.
Og til sidst endte vi i San Sebastian. Og konstaterede endnu en gang, at godt nok er maden god i Frankrig – men variationen er til at overskue. Spisekortene ligner hinanden, og der er formentlig flere salade paysanne, end der er paysannes i hele landet, og steakene flyver lavt og tæt. Mens der både i Italien og Spanien lige ved siden af arbejdes henrykt og kompetent med fisk, skaldyr, charcuterie, kød fra alle tænkelige dyr – og en velsignet ’tag-dog-lige-en-mundfuld-mere-nu-er-det-hele-jo-stillet-frem’holdning, som i det mindste er en charmerende kontrast til det mere rigide franske system med menuer og færdigt arbejde: Der er, hvad der er på tallerkenen.
Det forekommer os – som altid smågnaskende turister – at Spanien smager os bedre og bedre for hver mundfuld.
Men vinen – den må stadig godt være fra Frankrig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her