Læsetid: 1 min.

Ferieregler i strid med EU

Det strider mod EU-retten, at bistandsklienter i aktivering ikke har ret til feriepenge, mener advokat
5. juli 2002

De danske regler om kontanthjælpsmodtageres ret til at holde aktiveringsfri – dvs. ’ferie’ – er på flere punkter i modstrid med EU-retten, mener advokat Henrik Karl Nielsen. Derfor har han stævnet Køge Kommune på vegne af en 35-årig kontanthjælpsmodtager. For en uge siden henviste Retten i Køge sagen til behandling i Østre Landsret, fordi den har principiel betydning.
Retssagen drejer sig om, hvor vidt en kontanthjælpsmodtager, der er i kommunal aktivering og dermed har ret til fire ugers aktiveringsfri periode om året, optjener feriepenge eller ej.
Nej, siger Køge Kommune med henvisning til, at Lov om aktiv socialpolitik udtrykkeligt undtager ferielovens bestemmelser (bl.a. feriepenge) for personer i individuel jobtræning. Derfor får de aktiverede kun kontanthjælp, når de er aktiveringsfri.

Regning på 15.000
Jo, mener advokat Henrik Karl Nielsen og henviser til EU’s Arbejdstidsdirektiv, der fastslår, at »enhver arbejdstager« inden for EU har ret til en »årlig ferie med løn«. Og da aktiverede modtager et aktiveringstillæg på 11,50 krone pr. aktiveret time, må der også udbetales feriepenge heraf.
Derfor ønsker den 35-årige kontanthjælpsmodtager, at Køge Kommune udbetaler ham knap 5.000 kroner. Kommunen har nægtet, og derfor er den blevet stævnet.
»Dansk lovgivning og EU-direktivet hænger slet ikke sammen,« siger Henrik Karl Nielsen og tilføjer:
»Direktivet fastslår, at alle arbejdstagere har ret til ferie med løn, mens dansk lovgivning bestemmer, at der er nogle, der ikke har det.«
Henrik Karl Nielsen understreger, at det sådan set ikke er Køge Kommune, der er på anklagebænken:
»De følger jo bare den gældende danske lov.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her