Læsetid: 4 min.

Film i tv

26. juli 2002

(2. sektion)

*Ebbe Rode var i 1940’erne en af dansk films populæreste og flittigst anvendte skuespillere med mange hovedroller i både komedier og dramaer. Han havde en særlig evne til at spille blakkede figurer og viser det i folkekomedie-dramaet Søren Søndervold fra 1942. Netop den film betragtede Ebbe Rode selv som en af sine bedste – den var »én lykkelig inspiration fra først til sidst,« har han skrevet i en af sine erindringsbøger. Rode spiller titelrollen som den charmerende Søren, der som få kan vinde folk for sig. Men han går rundt med et nagende sår i sjælen, fordi han blev tvunget til at forlade sin fædrene gård, da provinskøbmanden fra Fjordkøbing opkøbte den ø, hvor gården ligger. Søren Søndervold vil have hævn, og derfor planlægger han at tjene penge nok til at kunne købe øen og gården tilbage. Han lader sig ansætte i en konkurrende købmandsbutik, og ved hjælp af charme og taktisk snilde bliver han efterhånden en stærk mand i byen. Den stærkt sammenpressede og begivenhedsrige handling har påfaldende lighedspunkter med historien i den mest populære af alle danske tv-serier, Matador. En lang række af dansk films bedste kræfter medvirker. Bodil Kjer er hushjælpen Hanne, som Søren Søndervold forelsker sig i, men som frastrødes af hans beregnende fremfærd. Ib Schønberg er den selvglade mordreng af en købmands-ekspedient, hvis skæbne også påvirkes stærkt af Søndervold. Og Poul Reumert ses i en – for ham – ret usædvanlig rolle som en bramfri og lettere vulgær sagfører, der bliver Søndervolds partner i indbringende forretninger. Også Rasmus Christiansen har en større rolle – ikke sin sædvanlige som hyggespreder, men som den grådige købmand, der bliver Søndervolds fjende nummer ét. Desuden medvirker Maria Garland, Lisbeth Movin, Randi Michelsen, Karen Lykkehus og Agnes Rehni. Det er Lau Lauritzen, der har instrueret for ASA, for en gangs skyld uden hjælp fra hverken Alice O’Fredericks eller Bodil Ipsen. Og Svend Rindoms manuskript bygger på den norske film Tørres Snørtevold – som igen baserer på Alexander Kiellands satiriske roman Jacob fra 1891.
Søren Søndervold. DR 1, lørdag kl. 20.00-21.40

*André Techiné har med film som Min bedste årstid og især De vilde siv placeret sig centralt i nyere fransk film. Men også den mindre kendte Tyvene fra 1996 er seværdig, en kriminalfilm, der samtidig er et psykologisk indfølende og komplekst, om end kuldslået portræt af en familie fuld af konflikter og lig i skabene. Daniel Auteuil står i centrum som politimanden, der forsøger at hæve sig moralsk over sin familie af biltyve, men bringes ud på et skråplan, da han betages erotisk af den amoralske og asociale Juliette, spillet med en fascinerende intens og mærkeligt forpint sensualitet af Laurence Côte. Denne Juliette har også et erotisk forhold til Catherine Deneuves biseksuelle filosofiprofessor Marie, der går helt i spåner, da hun forlades. En dyster film, men gennenført med en meget fransk sans for psykologisk nuanceret analyse og snirklet handlingskomposition. Og særdeles velspillet i alle roller.
Les Voleurs/Tyvene. TV2, lørdag kl. 23.25-01.25

*Lotte Svendsen fik i 1999 sin spillefilmsdebut med et frækt, morsomt og generøst drama om bornholmer-ægteparret Sonja og Lars Erik, der lever højt på velstandens skrøbelige fundament. Fiskerparret har baseret deres liv på en materialisme så forslugen, at de bornholmske ånder må hævne sig. Vi er i det danske parcel-paradis med kunstig pejs og hvidevarer i massevis – alt sammen som pant på den kærlighed, som er reel nok, men har svært ved at udfolde sig med manden som stresset skaffedyr på havet og konen som sød stueplante. Da fiskekvoterne sættes ned, bliver det til historien om to fundamentalt anstændige personers famlende forsøg på at overleve. Lars Erik er fiskeren, der har været på havet siden 14-årsalderen og gisper efter luft, da han tvinges til at ligge brak på landjorden, mens Sonja er bornholmer med hud og hår – snusfornuftig husmor og overkorrekt værtinde, men også hjemsøgt af en overtro, der har sin rod i klippeøens særlige placering midt i det stormomsuste hav.
De to spilles af Sofie Stougaard og Henrik Lykkegaard, og sidtnævnte vandt en Bodil for en jordnær og følelsesbåret præstation.
Men hele filmen er vidunderligt befolket med spillevende personer, f. eks. Søren Hauch-Fausbøll som fiskeren, der vantrives som taxa-chauffør, Thomas Bo Larsen som blid keramiker-nabo, Michelle Bjørn-Andersen som livlig søster og Jesper Asholt som Lars Eriks tro følgesvend.
Bornholms stemme. Sverige 2, lørdag kl. 21.15-23.10

*Stanley Kubricks forsøg på i 1980 at lave en publikumsbejlende Stephen King-gyser, Ondskabens Hotel, forekom mig ikke indlysende vellykket ved filmens fremkomst. Men både den intense atmosfære og Jack Nicholsons præstation er svære at glemme trods filmens møjsommelige forsøg på prætentiøse mystifikationer. Det er her Nicholson spiller den frustrerede forfatter Jack Torrance, der sammen med kone og lille søn påtager sig et viceværtjob i et fjerntliggende bjerghotel uden for sæsonen. Det mennesketomme Overlook Hotel er tilsyneladende et hjemsted for spøgelser og får en sær og faretruende indvirkning på Jack, der udvikler sin skriveblokering i dæmonisk retning og ender med at blive et økse-svingende monster. Nicholson spiller djævelskaben på en bevidst karikerende måde – ædende ond og småkomisk ynkelig på én gang. Det er i denne film, hustruen gysende oplever alle forfatterfamiliers mareridt, da hun ser forfatter Jacks manuskript: Teksten består kun af sætningen: All work and no play makes Jack a dull boy i utallige typografiske opsætninger. Filmen er kræs for Holger-fortolkere, for måske er Jack den styrende bevidsthed, f.eks. når han danner sig et overblik over modellen til Overlook Hotel, mens kone og barn – nu bittesmå figurer – går tur mellem modelhækkene i hotellets mere end symbolske have-labyrint.
The Shining/Ondskabens hotel. DR 2, søndag kl. 20.55-23.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu