Læsetid: 4 min.

Film i tv

19. juli 2002

(2. sektion)

*Judy Dench har vi netop set i Iris som forfatterinden Iris Murdoch, der rammes af Alzheimer. I Hendes majestæt mrs. Brown har hun igen titelrollen, men af en noget andet karakter: som den for snerperi berygtede dronning Victoria, der gav en helt tidsalder i 1800-tallet et navn, der stod for dobbeltmoral, bornerthed og snobberi. Men John Maddens herligt velspillede og velfortalte film fra 1997 viser et ganske andet billede af dronningen. En regent, der nok har enorm magt og myndighed, men først og fremmest er yderst følelsesbestemt, livskraftig og usnobbet. Først senere udviklede hun sig i retning af det meget ubøjelige. Det er selvfølgelig kærligheden, der er på spil, dronningens intime venskabforhold til den vitale skotte John Brown. Han har tidligere været en højt værdsat tjener for Victorias afdøde, savnede prins Albert, er fræk og direkte og blæser stort set på hofetiketten. Brown taler direkte til Victorias følelser, som han aldrig betvivler. På den måde føler hun sin sorg over Alberts død anerkendt for, hvad den er, og ikke bare respekteret på afstand. Og derfor lytter hun til ham, når han anbefaler hende at blive mere aktiv og udadvendt, f.eks. på rideture. Brown er ansat til at tage sig af hestestalden, men etablerer sig hurtigt som en ledende skikkelse ved hoffet. Han frigører dronningen fra den indadvendte sorg og sætter skub i hendes liv. Hvor tæt er venskabet? Lurer skandalen i kulissen?
Skal man tro filmen, var dronningens forhold til Brown platonisk, og hendes drillende kælenavn mrs. Brown derfor uberettiget. Som Judy Dench fremstiller Victoria, virker det meget overbevisende, dog måske især fordi Dench er næsten 20 år ældre end Victoria i virkeligheden var på dette livstadie. Tiltrækningen og varmen findes, men Victoria er her allerede mere en statelig matrone end en potentiel elskerinde. Det er et samspil af nærmest gudbenådet art, for Billy Connollys Brown står utrolig godt til Judy Dench. Der er en æggende ubevægelighed ved hendes spil, en ansats til sorgens forstenende resignation (men hendes blik spejler vidunderligt den bevarede livsgnist, når Brown vækker den). Mens Connolly styres af en indre glød, der ganske vist af og til holdes ved lige af whisky, men aldrig slukkes. Han er på én gang en fræk provokatør, tro tjener og dybt engageret ven for livet. Filmen er i bedste forstand ærke-engelsk, i temavalg som holdning. Ironi og understated følelse går hånd i hånd i dobbeltportrættet af to mennesker, der i en vis periode bliver livsvigtige for hinanden.
Mrs. Brown/Hendes majestæt mrs. Brown. TV 2, lørdag kl. 21.50-23.35

*Johan Jacobsen var for et halvt århundrede siden tidens førende unge instruktørtalent i dansk film, og under Besættelsen instruerede han med verve og vid hele otte komedier (plus den seriøse episode-film Otte Akkorder). Københavns forlystelsesliv blomstrede – deriblandt en filmbranche, der af tysk censur havde forbud mod at beskæftige sig med den aktuelle politiske situation. I Mine kære Koner er det inspirationen fra komediemesteren Ernst Lubitsch, der styrer løjerne. Gunnar Lauring spiller en feteret skuespiller, der har giftet sig fire gange og hver gang er blevet skilt igen. Da eks-konerne opdager, at han er ved at få en naiv purung skuespillerelev i sit garn, skrider de til aktion for at stoppe hans karriere som forfører. Men er den kønne unge elev egentlig så blåøjet, som hun ser ud til? Filmen er en af Johan Jacobsens mest vellykkede, forgyldt af Gunnar Laurings selvironi og elegance som stjerneskuespilleren og af Ingeborg Brams i en sjælden komedierolle som eleven. Også Karin Nellemose udvidede her sit register og fik et gennembrud som løssluppen komedieskuespillerinde: Hun er den mest kvidrende af de fire sammensvorne bourgeoisi-fruer. Kostelig er desuden Carl Fischer som geskæftig kammertjener. Derudover ses Johannes
Meyer, Maria Garland, Helge Kjærulff-Schmidt, Edvin
Tiemroth og Tavs Neiiendam.
Mine kære Koner. DR1, lørdag kl. 20.10-21.35

*TV 2 glædede utvivlsomt mange ved for en stakket stund af standse den stride strøm af samlebåndsproducerede amerikansk B- og C-film og programsætte italieneren Nanni Morettis charmerende og skarpe film-essay Kære dagbog. Og minsandten om TV 2 ikke insisterer og viser fortsættelsen også, April fra 1998. Her balancerer Moretti igen mellem fiktion og virkelighed, mens han tegner sit særlige Italiensbillede og indvier os i sin bittersøde, tragikomiske verden, hvor lyspunkterne er sønnens fødsel og venstrefløjens sejr (det var dengang!). Selvironien afbøder det selvoptagede, for Moretti skjuler ikke sine fejl og begrænsninger – deriblandt paranoia, hysteri og ubeslutsomhed.
Aprile/April. TV 2, lørdag kl. 23.35-00.55

*Stanley Kubrick anvender en forvreden og lettere vanvittig logik i denne Vietnamkrigsfilm: Han gør sin film lige så kold og umenneskelig som den behandling, hans hovedpersoner får, da de oplæres til at blive dræbermaskiner i en ualmindelig barsk militærlejr. Filmen er opdelt i to hovedafsnit. Først er vi vidne til 44 minutters brutaliserende rekruttræning, dernæst til træningens resultatet: 72 minutters grusom militær fremfærd i Vietnam, nærmere bestemt Tet-offensiven og træfninger i den udbombede by Hue. Forvent hverken spænding eller egentlig karaktertegning – kun Kubricks manisk konsekvente udmaling af forråelsens tandhjulsproces, uafvendelig som den skæbne, der altid drejer hans personer en knap. Matthew Modine spiller den stadig mere forhærdede hovedperson, men det er Lee Ermey, der stjæler billedet som militærlejerens disciplingale skrighals af en personlighedsnedbryder, med et vulgærsprog af en grovhed, der nok overgår alt, hvad der før eller siden har lydt fra lærred eller skærm.
Full Metal Jacket. DR 2, søndag kl. 20.55-23.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu