Læsetid: 2 min.

Filminstruktøren, der abdicerede

Den amerikanske auteur, John Frankenheimer er død, 72 år gammel
12. juli 2002

Nekrolog
Selvdestruktion blev John Frankenheimers tema, dengang for over 30 år siden da han endnu blev regnet for en personlig filmskaber, en auteur. Og Frankenheimer demonstrerede kun alt for godt temaets personlige betydning ved – mens han kæmpede med et alhoholproblem – nærmest konsekvent at sætte det kunstneriske ry overstyr, han havde opbygget gennem 1960’erne. Auteuren blev skuffende nok en Hollywoodhåndværker af den slags, der går mindst tolv af på dusinet. Men det er selvfølgelig auteuren, som først og fremmest skal mindes her.
Faktisk var Frankenheimer i 1960’erne en af Hollywoods elite-instruktører, forgyldt og forkælet. I starten det produktive, visuelt blændende filmvidunder, en slags datidens Spielberg, men efterhånden en indtrængende melankolsk beskriver af falskheden i den amerikanske drøm. Det ret pludselige kunstneriske forfald efter 1970 har han forklaret med en depression, der bl. a. udløstes af mordet på Robert F. Kennedy. Han stod Kennedy nær og kørte ham til det møde, hvor politikeren blev snigmyrdet. Alkoholismen fik Frankenheimer angiveligt bugt med i 1980.
Den høje flotte New York’er fra Queens ville oprindelig være skuespiller, men satte sig hurtigt igennem som en højst effektiv instruktør af live television – det blev til ikke mindre end 152 forestillinger, inden Frankenheimer i 1957 debuterede med det nydelige generationsdrama Min søn er en fremmed.
Men det var 1962, der blev Frankenheimers store år: da udsendte han hele tre film. Blandt dem er det uhyggeligt profetiske, sporadisk surrealistiske politiske paranoia-drama Kandidaten fra Manchuriet med bl. a. Frank Sinatra og Janet Leigh nok den mest langtidsholdbare. Den var langt forud for sin tid i sin sofistikerede form, og blev for nogle år siden genudsendt med fuldt fortjent succes. Men også En moderne helt og Burt Lancaster-filmen Manden fra Alcatraz er væsentlige værker, den sidstnævnte en bevægende historie om en langtidsfanges menneskelige overlevelse.
Syv dage i maj fra 1964 var igen en skarp politisk film om faren ved en militaristisk magtovertagelse i USA, aktualiseret af Cuba-krisen. Her bemærkedes især Frankenheimers nyskabende brug af den dengang avancerede teknologi (f. eks. tv-billeder i optagelserne).
Med Manden, der skiftede ansigt (Seconds, 1966), Luftens vovehalse (The Gypsy Moths 1969) og Sheriffen fra Tennessee (I Walk the Line 1970) udsendte Frankenheimer derpå en slags trilogi, der gør op med den amerikanske drøm om ungdom, fremgang og lykke – kompromisløst pessimistiske og dybt desillusionerede film, hvis ærlighed ikke var nok til at skaffe dem et stort publikum. Modnet som kunstner var han ikke længere i takt med sin tid.
Nu havde Frankenheimer sagt, hvad han havde på hjerte, og han trak sig ud af Hollywoodrampelyset ved at flytte til Frankrig. Hans produktion, der nu mest bestod af bestillingsarbejder, blev højst ujævn, selv om hans flair for action og atmosfære stadig prægede film som French Connection II (1975), Sort søndag (1977) og senest Ronin (1998) med Robert De Niro. Men Frankenheimers hjerte var tydeligvis ikke i disse film, hvoraf mange blev notoriske forbiere på alle fronter.
Et slags come-back fik han dog i 1990’erne på sin gamle tumleplads som en højt værdsat instruktør af tv-dramaer. Og dementerede derved Scott Fitzgeralds berømte udsagn om, at der ikke er nogen anden akt i en amerikaners liv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her