Læsetid: 4 min.

Flæskemalerier!

Tate Britain museet i London har netop åbnet en retrospektiv udstilling med den britiske maler Lucian Freuds værker. Folk med angstfornemmelser over for sensuelt kød bør holde sig væk
3. juli 2002

Udstilling
LONDON – Lucian Freud er blevet kaldt for en af nutidens største realistiske malere, og nu har et britisk museum endelig arrangeret den store, tilbageskuende oversigtsudstilling med hans værker. Næsten 160 fortrinsvis malerier er med – helt fra begyndelsen i 1930’erne og frem til værker, der kun er få uger gamle.
Denne sønnesønnen til Sigmund Freud har aldrig været fristet af allehånde abstrakte og eksperimenterende kunstarter, som det 20. – og starten på det 21. – århundrede ellers er så fyldt med. Enkelte af hans tidlige værker på Tate Britain lader til at være inspireret af surrealismen, men ellers holder Freud sig til en realistisk gengivelse af det virkelige liv i malerisk form – portrætter, nøgenmalerier og et enkelt stillleben ind imellem.
Først og fremmest maler Freud sine egne venner, familiemedlemmer og nære bekendte. Tate Britain-udstillingen har for eksempel en del malerier af Freuds mor. Åbenbart er det hårdt arbejde at være model for Freud. En af hans modeller, Sue Tilly, har fortalt om, hvordan hun var rædselsslagen for at lade sig male af Freud, fordi hun havde hørt, at man hverken måtte snakke endsige komme med egne ønsker, når man sad for ham. Efter et stykke tid gik det dog op for hende, at Freud ikke var helt så slem, som hun havde hørt fra hans bekendte, der havde introduceret de to.
Men vanskelig er Freud. For eksempel insisterer han nogle gange på at male om natten. For på den måde kommer modellernes personlighed efter Freuds mening rigtig frem, når de sidder – ligger – flyder – i en sindstilstand af ubærlig udmattelse. Flere malerier viser sovende mennesker.
Alle udmærker sig ved en så udstrakt grad af realisme, at den næsten bliver anmassende. Men der er ikke tale om skønmaleri. Især nøgenbillederne er så totalt afslørende, at de nærmest ender med at blive sindbilleder på det menneskelige køds uendelige variation og sluttelige skrøbelighed. Freud afbilleder det menneskelige kød og flæsk på en måde, så det forskrækker. Han vælter sig i bogstaveligste forstand i volumen og altid med en pink-rød farvepalet, der bl.a. betyder, at han engang måtte vente i månedsvis på, at Sue Tilley skulle holde op med at være så solbrændt, efter at hun havde været på ferie i en periode, hvor han arbejdede med hende som model.
Modeller, der sidder for ham, kan godt lade enhver ambition om forfængelig forskønnelse og pyntesyge bag sig. Freud har sagt, at han holder meget af f.eks. kvinders mavestriber efter graviditet og fødsel. Engang gik han endog så vidt som til at skrive til en kvinde, der havde sendt et brev til en avis’ personlige brevkasse om sine bekymringer over disse mærker. Freud bedyrede hende, at noget af det skønneste, man kan forestille sig ved kvinder, netop er sådanne striber.

Kødets sensualitet
Udstillingen på Tate Britain er bygget kronologisk op, og man følger Freuds udvikling fra en meget stram stil med klart afmærkede linjer til en mere løs malerisk stil, som han har rendyrket lige siden. Han kom til Storbritannien i 1933 med sine forældre fra Berlin, hvor han er født. Den jødiske familie frygtede – med god grund – Hitler og slog sig ned i det britiske, hvor Lucien Freud har holdt til lige siden med enkelte afstikkere til Paris og Grækenland.
I lang tid stod Freud måske en kende i skyggen af den årelange ven Francis Bacon, som han dog på et tidspunkt holdt op med at være så tæt på – deres professionelle stilarter blev så forskellige, at det gjorde ende på venskabet. For eksempel har Francis Bacon engang sagt om Freuds malerier, at de er »realistiske uden at være virkelige«.
Det er måske heller ikke meningen.
Kritikeren Rachel Campbell-Johnston skrev således i The Times om udstillingen, at »Freud kan ses som en arving til Titian, som befriede sig selv fra den stilistiske repræsentations diktater og blev den første ægte mester af kødets sensualitet«.
Campbell-Johnston noterer sig også ekkoer af Rubens, Rembrandt, Courbet, Renoir og Manet.

Mennesker som de er
Financial Times’ temmelig traditionalistisk indstillede anmelder William Packer glæder sig over, at Tate Britain på denne måde hylder noget så gammeldags som malerkunst.
»Her er maling som maling og tegning som tegning ved en kunstner, som hverken konceptualiserer sine ideer eller konsulterer sin navle men kigger ud på verden så objektivt og ulidenskabeligt som muligt og får det ud af den, som han kan,« skriver han.
Lucian Freud selv, som efterhånden er blevet 80 år, kan formentlig genkende sig selv ganske godt i den beskrivelse. Han selv har sagt, at »jeg maler mennesker, ikke på grund af hvordan de er, ej heller ligefrem på trods af, hvordan de er, men sådan som de tilfældigvis er«.

*Udstillingen, som er sponsoreret af banken UBS Warburg, fortsætter på Tate Britain til 22. september, hvorefter den skal på turné til Barcelona og Los Angeles

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her