Analyse
Læsetid: 5 min.

Fodboldrus og økonomisk krise

Mens fodboldjublen brød ud i de brasilianske gader i går, trues Latinamerikas største land af presset fra en international finansverden, der ikke ønsker at se venstrefløjen komme til magten
1. juli 2002

Mens fodboldjublen brød ud i de brasilianske gader i går, trues Latinamerikas største land af presset fra en international finansverden, der ikke ønsker at
se venstrefløjen komme til magten

Brasiliens femte VM-sejr udløste ubehersket glæde midt i en usikker situation, hvor landet vakler på randen af en økonomisk krise i lighed med den, Argentina er sunket ned i. Men hvor årsagerne i det sydligere naboland er regulære økonomiske dårligdomme, er problemerne i Brasilien i langt højere grad politiske.
Udsigten til, at en kandidat fra venstrefløjen løber af med sejren ved det kommende præsidentvalg i oktober, har sat Brasilien under et finansielt og psykologisk pres, som understreger landets økonomiske afhængighed af udenlandske investorer.
Ifølge de seneste prognoser står Luiz Inacio Lula da Silva fra Arbejderpartiet (PT) til at få 40 pct. af stemmerne og har dermed gode chancer for at blive landets nye præsident. Det er fjerde gang i træk, at Lula opstiller til præsidentvalget. Han er mest kendt som formanden for metalarbejderne, som trodsede militærregimet i 80’erne, da han stod i spidsen for den første generalstrejke i São Paulo. Men Lula er begyndt at miste opbakning, i takt med at hans modstandere giver ham skylden for de nylige rystelser i Brasiliens økonomi.

Siden begyndelsen af juni er chancen for en præsident fra venstrefløjen dalet. Lulas kandidatur er blevet udråbt som årsag til devalueringen af den brasilianske Real, og på de internationale markeder takseres Brasilien nu, trods flere år med stabil og pæn økonomisk vækst, med en risiko-faktor der er højere end Nigeria.
Krisen tog sin start, da den magtfulde investor George Soros, ungarskfødt amerikaner, i en udtalelse til det brasilianske dagblad Folha de São Paulo erklærede, at en valgsejr til Lula vil bremse de udenlandske investeringer og føre Brasilien lige lukt ud i en krise. Det internationale finansmarked afsagde dermed sin dom via en af sine mest magtfulde repræsentanter. Senere har også internationale storbanker, som J.P. Morgan, Merrill Lynch og Goldman Sachs, blandet sig i den tilstundende valgkamp med beregninger for, hvorledes den brasilianske valuta vil styrtdykke i det øjeblik, Lula går af med sejren.
Det er ikke første gang, at forretningsfolk og investorer træder ind på valgscenen. I 1989, da Lula opstillede for første gang, udtalte den daværende leder af São Paulos magtfulde industriforbund (FIESP), at 800.000 virksomhedsledere ville forlade landet, såfremt Lula vandt valget. Men i denne omgang har de lokale forretningsfolk forholdt sig mere pragmatiske, mens presset først og fremmest er kommet fra udlandet.
Soros udtalelser gav kraftige efterdønninger i brasiliansk politik og økonomi. Dollaren steg og tvang centralbanken til at gribe ind på markedet og sælge valutaen for at fremtvinge et kursfald. Samtidig fraråder de internationale investeringsselskaber og banker deres kunder at købe brasilianske aktier.
De ændringer i Brasiliens økonomiske politik, som en sejr til Lula ved præsidentvalget til oktober uomtvisteligt vil føre med sig, ligger til grund for den nuværende økonomiske krise. Den venstreorienterede kandidat har altid været svoren modstander af den økonomiske politik, som føres af den nuværende præsident, højre-socialdemokraten Fernando Henrique Cardoso.
De økonomiske retningslinjer, som er pålagt af IMF og accepteret af Cardoso, forstærker ifølge Lula spekulationen og forværrer arbejdsløsheden og den ulige indkomstfordeling i Brasilien, hvor den rigeste tiendedel af befolkningen tjener 30 gange mere end de fattigste 40 procent.
Hvis Lula vinder valget, vil han indføre en ny økonomisk model, som kritikerne dog siger, han aldrig har beskrevet klart.

Lulas modstandere mener, at den nuværende krise kun kan afbødes med en valgsejr til den siddende regerings kandidat, økonomen José Serra fra Socialdemokratiet (PSDB). Serra, som er tidligere sundhedsminister under den nuværende præsident, og Cardoso har ikke blot til fælles at være partifæller, men var begge tvunget til at søge politisk asyl i udlandet under militærregimet.
»Vi risikerer at lide samme skæbne som Argentina, hvis en inkompetent kandidat vinder valget«, mener Cardoso. Denne trussel er et effektivt våben i valgkampagnen til at svække Lulas kandidatur.
»Den nuværende regerings eneste mulighed for at forhindre os i at vinde valget er at skabe panik i samfundet,« erklærer Lula som svar på angrebene. Men strategien ser ud til at lykkedes. En måned efter krisens udbrud viser meningsmålingerne, at Lula har mistet stemmer fra 40 pct. til 38 pct., mens José Serra er gået frem fra 12 pct. til 20 pct. Denne fremgang kan også skyldes en alliance indgået mellem Socialdemokratiet (PSDB) og ventre-centrumpartiet, Brasiliens Demokratiske Bevægelse (PMDB), som har udpeget kongresmedlem Rita Camata som vicekandidat for José Serra.
Mens José Serra og PSDB har indgået en alliance med centrum-venstre, er Lula og venstrefløjspartiet PT, som er opstået under de beskyttende vinger af den mest progressive fløj af den katolske kirke, gået nye veje ved at indgå en alliance, som har rystet partiets mest venstreorienterede aktivister.
Efter flere måneders forhandlinger med det højreorienterede liberale parti (PL), som har sine politiske rødder helt tilbage i militærstyrets tid og blandt stærkt konservative kristne kirkesekter, chokerede PT ved at indgå en alliance med PL.
En sejr til Lula vil gøre senator og forretningsmand José Alencar til vicepræsident.

Med denne alliance forsøger PT at skabe dramatiske forandringer. Det dogmatiske og radikale socialistparti har ændret sig og er ikke længere tilfreds med at kæmpe om præsidentposten, men agter at vinde valget.
Brasiliens politiske partier repræsenterer ikke en ideologi, men er et redskab for politikerne til at opnå magt og en genvej til at vinde valg.
Det er derfor tvingende nødvendigt at indgå alliancer. Ifølge valgreglementet har partierne ret til andele i den gratis valgpropaganda, som udsendes gennem radio og fjernsyn tre måneder før valget. Sendetiden for det enkelte parti afhænger af antallet af senatorer og medlemmer af kongressen. For et land af Brasiliens størrelse kan ét minuts sendetid fra eller til afgøre om det bliver til sejr eller nederlag. Valgkampens første runde er kun lige gået i gang, men det vigtigste opgør starter i august med radio- og tv-propagandaen. Selv med de første meningsmålinger er det for tidligt at gisne om udfaldet af præsidentvalget i Brasilien. Lula har længe gjort sig umage for at neddæmpe sin retorik og fremstå som en økonomisk ansvarlig politiker.
Hans parti er ikke længere kun en oprørs- og græsrodsbevægelse, men regerer i næsten 200 byer – herunder millionbyer som Sao Paulo og Porto Alegre - og i fem af Brasiliens delstater. Alligevel vil det være et kæmpe socialt og politisk eksperiment, hvis han og hans parti vinder magten i Brasilien. Og der er ingen tvivl om, at modstanderne vil sætte det tunge skyts ind – både i form af politisk og økonomisk pres og af en massiv propagandakampagne i de elektroniske medier – for at stoppe ham, før han når så langt.

*Edison Maciel er brasiliansk freelance-journalist.

*Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her