Læsetid: 4 min.

’Jeg føler mig mere dansk’

Finner er alt for sørgmodige og alvorlige, mener finske Paola. Derfor er hun glad for at bo i Danmark, men det er stadig vigtigt at holde traditionerne fra barndommen ved lige, mener hun
3. juli 2002

Danmark i farver
»Lapsena tuntenut murheita en, riemuja vain, kohdata sain.«
Alle synger med, da den lille tætte mand med lærredsbukser og briller begynder at spille på sin guitar. En kvinde helt i hvidt tager sin mand under armen og svinger ham frem og tilbage i takt til musikken. Manden, som har et brændende hjul med skriggrønne flammer på ryggen af sin t-shirt, lader sig modvilligt svinge med.
Vi er til sangaften med Koopenhaminan Suomalainen Seura (Københavns Finske Forening) i Caféteatret. I aften er en særlig aften, for forsangeren er Mikko Alatalo, Finlands svar på Keld Heick, som er kendt fra sangaftener på finsk fjernsyn.
»Jeg føler, det er vigtigt at mødes med de andre finner, som bor i København og holde traditionerne fra min barndom ved lige,« siger Paola Arenas, som kom til Danmark fra Finland i 1971 og nu arbejder som biblioteksassistent.

Gul og grøn
Hun sidder ved siden af sin veninde Katrina, som kom til Danmark året efter.
De fleste har taget deres læsebriller på for at kunne følge med på de gule og grønne sedler med sangteksterne, som formanden for foreningen deler ud i døren.
»Jeg kan godt lide Alatalo, fordi han blander livsklogskab med humor. Han er sjov og ikke så tung, og det er ikke typisk finsk,« siger Katrina.
Indimellem sangene siger den lille mand på scenen noget, der får alle til grinende at rokke frem og tilbage på stolene.
»Det er vittigheder. Det kan desværre ikke oversættes,« siger Paola halvtkvalt af latter.
»Danskerne er mere åbne og glade end finnerne. Finner er sørgmodige og alvorlige. Måske fordi vi kommer så langt fra nord. Man bliver så trist og deprimeret af alt det mørke,« siger Paola. Hun føler sig mere som dansker end som finne, fortæller hun.
»Mit temperament passer bedre til Danmark. Når jeg kommer til Finland, er folk så stille og indelukkede,« siger Paola.
»Det eneste, jeg ikke kan lide ved Danmark, er, at folk hele tiden skal overgå hinanden og være bedre og have flere penge end naboen. Og så synes jeg ikke, at danskerne klæder sig særlig pænt,« siger Paola, som selv sidder i en lang grågrøn kjole, høje sorte hæle, opsat hår og guldøreringe.
Gulvet begynder at gynge en smule i takt til de trampende sandalfødder under bordene.
»Everybody!« bliver der råbt fra scenen.
»Da daa daa da daa da
kiitaa alla autostrada
Aina kiire, kiire jonnekin
On, on, on« synger de alle sammen i kor. En ung pige med udspændt, gravid mave svinger med sit lange røde hår i takt til omkvædet.
Præcis klokken 19 er den gule seddel sunget færdig og der er et kvarters pause til at tanke op i øl og vin-glassene, før der skal tages hul på den grønne.
Om to år fylder Københavns finske forening 100 år og er dermed en af de ældste finske foreninger i verden, fortæller Lasse Pasila, som kom til Danmark for 20 år siden og er blevet her lige siden. Nu arbejder han som sygeplejerske på Rigshospitalet.
»Vi må virkelig tænke over, hvordan vi skal lokke folk til at deltage i foreningens aktiviteter. Behovet for etniske foreninger er ikke så stort længere, efter man kan se fjernsyn, læse aviser og høre radio fra hjemlandet over nettet. Før i tiden samledes man jo for at høre nyhederne fra hjemlandet,« siger han.
Lasse startede for 18 år siden et volleyballhold for finner, som mødes en gang om ugen for at spille for sjov, og så er der »efterfølgende palaver på en nærliggende bodega«, som der står i foreningens fyldige aktivitetsprogram.
»Det er meget for det sociale samvær, vi samles. Så bliver verdenssituationen diskuteret, og vi snakker nostalgisk om, hvor godt der er i Finland. Det er så vigtigt at udtrykke sig på sit eget sprog. For eksempel at man kan få lov at bande på finsk, når man mister bolden,« siger han.
Da Lasses søn fyldte to år for otte år siden, tog han også initiativ til at starte »Løveungerne«, hvor forældre og deres børn hver mandag kan lave gymnastik sammen. Foreningen har også en skole, hvor børnene kan gå til modersmålsundervisning.
»Det er meget vigtigt, at vores børn lærer at tale finsk for at holde kontakten til familien. Min søn taler flydende finsk og er for eksempel oppe at besøge familien alene i øjeblikket. Min datter har aldrig lært det, og så er det meget svært at holde kontakten, for de ældre taler kun finsk,« siger Lasse Pasila.
Om torsdagen spiller de unge finner, som er i Danmark for at studere eller som au-pair, salbandy (kaldet floorball i Danmark). Denne aften afsluttes også på en nærliggende bodega, hvor der lappes sår og skader. Desuden arrangerer foreningen finske filmaftener, forskellige fester, foredrag og basarer.
Det værste problem for finnerne i Danmark har været at finde nære venner blandt danskerne, mener Lasse Pasila.
»Det er nemt nok at få en overfladisk kontakt på bodegaen, og så udveksler man måske telefonnumre bagefter, men danskerne ringer aldrig igen. Hvis man siger, man ringer igen i Finland, så ringer man. Det har været lidt svært for os at forstå,« siger han. Ellers mener Lasse Pasila ikke, finnerne har nogle problemer med at passe ind i de danske samfund, for der er ikke den store forskel mellem kulturerne.
»De fleste klarer sig godt. I 70’erne, da der var stor arbejdsløshed i Finland, kom der mange, der havde problemer med druk. Men de er næsten allesammen døde nu,« siger Lasse.
Der er dog stadig en AA-klub i forbindelse med foreningens aktiviteter.

FAKTA
Finner i Danmark
*Der er omkring 300 medlemmer i Københavns Finske Forening, hvoraf
50-100 er aktive. Der er 2.085 finske statsborgere i Danmark, men omkring 4.000 med finske rødder

*Dette er tredje artikel i sommerserien om det kulørte Danmark. Serien fortsætter.
De foregående artikler blev bragt 25. og 29. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her