Birthe Rønn Hornbech
*Venstrekvinden optræder pt. som tv-anmelder i Ekstra Bladet. I forbindelse med en udsendelse om hushandel skriver hun: »Morale: tilkald altid en ekspert«. Mon det var en finte til hendes regering, der jo ikke er meget for den slags ufolkelige elementer?
Roere
*I denne weekend holdes et World Cup stævne i kano- og kajakmaraton ved
Maribo.
Anker Jørgensen
*Den ældre statsmand, fhv. statsminister Anker Jørgensen, København SV, fylder lørdag 80 år. Han er en lidt anden type end den nuværende indehaver af nøglerne til Statsministeriet.
George W. Bush
*Den amerikanske præsident skal have betroet premierminister Tony Blair,
at Frankrigs dårlige økonomi skyldes, at der ikke findes et fransk ord for iværksætter.
Jacques Chirac
*Ifølge offentliggjorte regnskaber spiste Jacques Chirac og frue for godt 1100 kroner frugt og grønt om dagen på skatteborgernes regning, da Chirac i sin tid var borgmester i Paris. De må være meget sunde.
Christos Verelis
*Den græske transportminister Christos Verelis fortæller glædesstrålende, at et nyt sporvognssystem, der skal aflaste Athens umulige trafiksituation under OL i 2004, er forud for tidsplanen.
Sepp Blatter
*Den anløbne FIFA-boss fortsætter sine udrensninger i det internationale fodboldforbund. Senest har informationschef Keith Cooper fået 24 timer til at rømme sit kontor.