Læsetid: 4 min.

Fremskridt kontra vækst

Ingen dommedag, intet grædekoneri her: Det er faktisk muligt at leve - som var der en fremtid og et håb
12. juli 2002

Frie ord
I SKOLEN VED SUNDET på Amager lærte klasse- og dansklærer Jansen os allerede i tredje klasse, at man ikke må begynde en fristil med jeg. Det gør disse frie ord så heller ikke, men derefter lufter jeg straks min dommedagsfrygt for den udbredte reaktion, som nu sidst også har ramt Verdensnaturfondens Living Planet Report, bebudet på forsiden her i bladet i tirsdags og kommenteret i en leder i går: »Dommedagsrapport, grædekoneri« bliver den og lignende fremstillinger af verdens tilstand affærdiget med, skønt deres (natur)videnskabelige skøn lever op til alle Karl Poppers krav om tilgængelighed for falsifikations-prøven.
Det er nemlig aldrig den, rapporterne i sidste ende dømmes på (heller ikke Bjørn Lomborgs fordømmelser af dem), men derimod forsikringer om, at det kan dog ikke være rigtigt, at naturen pludselig begynder at sætte sine grænser for menneskelig åndsmagt over den og økonomisk vækst i udnyttelse af den. Når det ellers er gået så ufatteligt godt, siden samler- og jægersamfundene blev forladt for en halv snes tusinde år siden til fordel for systematisk agerbrug, kvægavl og håndværk, arbejdsdelinger, bydannelser, markeds- og pengeøkonomier, statsforsvar og medfølgende religiøse og filosofiske forestillinger, kulminerende med de senere århundreders såkaldte moderne projekt og fremskridtstro. På denne liberalistiske tro lovede Chamberlain i 1938 verden om ikke evig fred så dog fred i vor tid – mens den konservative Churchill i den brede, populære offentlighed fremstod som dommedagsprofet og grædekone. Det kan ganske rigtigt få det til at risle koldt ned ad ryggen på mig, når Verdensnaturfondens, FN’s og mange andres nøgterne redegørelser udsættes for Churchills skæbne i 1930’erne.

Rapporterne om, at væksten i den rige del af verden truer den samlede menneskehed med ødelæggelse af dens natur- og hele livsgrundlag, bebuder ikke dommedag.
De er tværtimod udtryk for det sundhedstegn, at nogen dog kan ryste vækstreligiøsiteten af sig og se virkeligheden i øjnene. Afvisningen af at bremse den kræftsvulstagtige vækst kan derimod nok begrunde undergangsrædsel.

HVAD hovedindholdet af den seneste opmuntrende sundhedsrapport fra Verdensnaturfonden angår, henvises her alene til ovennævnte forsideartikel og leder med hovedkonklusionen: »Et hurtigt kik på de mange statistikker viser, at de skyldige i miljøudbytningen entydigt findes i den rige verden – og med en helt absurd takt i USA.« At det så helt aktuelt medfører »den allervildeste udbytning af skov, hav og floder i Den Tredje Verden«, som derfor uundgåelig bliver et hovedemne på det kommende Johannesburg-topmøde, må ikke forlede nogen til at tro, at u-landene er hovedproblemet. Deres ødelæggende vækst er jo entydigt en afledt følge af vores form for vækst, og først når den sidste ledes ind i helt andre baner får også Den Tredje Verden en mulighed for at være – i verden.
Med andre ord – fra et mødereferat i denne avis for et år siden: »Mødet var arrangeret af tidsskriftet SALT, dagbladet Information og Forlaget Hovedland. Når mødet svirrede med fremmede ord som ’decoupling’ (afkobling), ’efficiency’ (effektivisering, produktivitetsforøgelse) og ’sufficiency’ (tilstrækkelighed, opfyldthed, nok-er-nok), skyldtes det, at det af hensyn til de internationale deltagere foregik på engelsk.
Vicedirektør Wolfgang Sachs fra det tyske Wuppertal Institut lagde for med at beskrive det uholdbare i den nuværende globale udvikling: »De rige lande – de 20 procent af jordens befolkning – forbruger 80 procent af klodens ressourcer.« (Allerede nu, et år efter, har FN beregnet, at tallet er endnu større og nu sættes til 90 procent! el)
»Samlet forbruger mennesket 130 procent af, hvad biosfæren frembringer. Tager vi andre levende skabningers forbrug med, drejer det sig om 150 procent. Det er paradoksalt, men vi ser det ikke klart endnu, fordi vi tærer på de fossile ressourcer (og på jordens ’lagerbeholdning’ af levende dyr og planter, som Verdensnaturfonden påpeger, el). Skal kloden balancere miljømæssigt, og skal fordelingen af goderne være ligelig mellem mennesker, må de rige samfund inden for 50 år skrue ned med det, vi på Wuppertal Instituttet har kaldt ’faktor 10’: Forbruget skal nedsættes med 90 procent.«

Når jeg fremhæver citatet af Wolfgang Sachs, er det ikke blot for at understrege at de churchill’ske konservative og konserverende advarsler har lydt længe, men også og især for at fremhæve netop Wuppertal Instituttet, fordi det allerede for en halv snes ås siden gik i gang med at udarbejde basis-værtøjet for en økonomi, der ikke måler i penge, men i forbrug af den reelle og reale natur. (Hvad de post-modernistiske social-konstruktivister siger til det, synes jeg de skal have lov at muntre sig med i fred på deres universiteter og kultursider.
Det er nu engang (natur)videnskaben på Karl Popper’sk grundlag, som skal redde verden – fra det magt-, vækst- og Logos-vanvid, naturvidenskaben selv har bidraget stærkt til ved en religiøs fejludvikling siden den kristne middelalder).

I et fremragende papir om Wuppertal Instituttet skriver Henrik Weidling fra DAKOFA: »Det forekommer relevant at ’regne i natur’, d.v.s. anvende vægten af de ressourcer, der mobiliseres for at fremstille et produkt eller til at ’drive’ en hel økonomi, som en indikation på det pres, produktet eller økonomien lægger på naturen. Indikatoren erstatter imidlertid ikke andre indikatorer, som inddrager f.eks. toksicitet, og som kan bruges som prioriteringsværktøj i.f.m. valg af indsats over for bestemte stofstrømme. Omvendt erstatter traditionelle risikovurderinger ikke massestrømsregnskabet som overordnet indikator for, hvor stort et pres, der potentielt lægges på naturen. (...) Gennem opstilling af totale massestrømsregnskaber synliggøres også de såkaldte ’økologiske rygsække’, nemlig den del af det samlede materialeinput, som godt nok mobiliseres, men som ikke er at genfinde i produktet, og som aldrig gør sin entré i den økonomiske sfære. (...) Det vil i princippet allerede i dag være muligt for enhver producent, der kender sine underleverancer i detaljen, at beregne sit produkts økologiske rygsæk ud fra en veludviklet , dokumenteret metodik«, som ikke mindst Wuppertal Instituttet har præsteret.
Og det er, hvad Johannesburg-mødet bør pålægge hver eneste producent på jorden at beregne og stå til ansvar for – hvis misbrugen af kloden skal standses.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her