Jazzfestival
Tiden løber som bekendt nogen gange hurtigere, end man selv har registreret. Sådan oplevedes koncerten mandag aften med nogle af tidens fornemste amerikanske jazzmusikere, der gav en pragtfuld koncert i en varm og generøs atmosfære under Glassalens mægtige lysekrone. Det føles heller ikke som 10-12 år siden, at guitaristen John Scofield og saxofonisten Joe Lovano havde deres fine samarbejde i kvartetformat og sammen med skiftende rytmefolk indspillede tre album, hvor af de to udgør noget af det bedste akustisk baserede amerikanske jazz ved indgangen til 90erne: Time On My Hands (1990) og Meant To Be (1991).
Dengang var gruppen i Scofields navn, men den ny kvartet som vi hørte i Glassalen, og foruden Scofield og Lovano talte kontrabassisten Dave Holland og trommeslageren Al Foster, er ment som en ligeværdig enhed. I koncertannoncer optræder alle fire navne på lige fod, alle fire musikere har leveret numre til den igangværende turné, og under koncerten udfoldede de musikken med en imponerende balance imellem tæt samarbejde og rummelighed til individuelle udfoldelser.
Her må det indskydes, at vi med Scofield, Lovano og Holland har at gøre med jazzstjerner, der hver især har karrierer kørende som komponister og ledere af egne grupper. Store personligheder, kort sagt, der er vant til at være midtpunkt og tage ansvar.
Scofields lydhørhed
Koncerten satte i gang med et komplekst bop-agtigt tema, hvor den fyldige Lovano med gul sommerskjorte og cool solbriller (som en anden Sonny Rollins) pressede viltre tonerækker ud af hornet. Fra begyndelsen af magtfuldt og med den dobbelthed af virilitet og fabulerende skrøbelighed, der er et af særprægene ved Lovanos saxofonspil. I det modale andet nummer leverede Scofield en overlegen guitarsolo, hvor han indføjede mellemøstligt klingende figurer til nummerets basale bluesfornemmelse, som om de to stiltræk var ud af én og samme musikalske tradition. Og i udgangen af nummeret gik han ind i en herlig dialog med Lovanos tenor.
Scofield var med den næsten helteagtige status han nyder som guitarsolist måske den, hvis lydhørhed sprang mest i øjnene. Nok afleverede han en række rappe solo i sin kantede bop-stil, men som akkompagnatør var han helt enkelt fremragende.
I koncertens mest spændende nummer, Lovanos »New Amsterdam«, skabte han henover Al Fosters trommepuls og Hollands bas-drone en mørkt truende, katastrofisk stemning med akkorder og klangeffekter, som radbrækkede han sin guitar. Og ud nummerets åbne struktur formedes en frugtbar usikkerhed, som skabte spændende, frie udvekslinger imellem de fire.
Også Dave Holland imponerede med et sublimt basspil fuld af rytmisk drive og teknisk præcision, der som det også er fremtrædende i Hollands egen kvintet fra de senere år aldrig mister pulsfornemmelsen og orienteringen i et nummers struktur. Som solist matchede han fuldkommen både Lovano og Scofield.
Særlig i andet sæt i Lovanos »The Dawn Of Time« og Al Fosters »Brandon« var der saft, kraft og en herlig
bluesfeeling i bassistens soli. Al Foster gjorde sig ikke meget som solist, men akkompagnerede på elegant vis og gav plads til sine medspillere, uden at hans spil virkede det mindste undvigende.
Koncerten var en påmindelse om disse amerikaneres store format og overskud i en moderne, akustisk baseret jazzstil, som de er fuldstændig ét med, og som udgør en livskraftig strømning, der næsten forekommer tidløs i jazzen.
Slaviske udflugter
Fra et ganske andet musikalsk standpunkt og i stor musikalsk kontrast til ovenstående har man på Borups Højskole kunnet opleve to sjældne gæster i de slaviske solopianister Bojan Z og Matija Dedic.
Den kroatiske Bojan Z (Zulfikapasic) har udgivet adskillige plader på selskabet Label Bleu senest den roste Solobsession fra 2001.
Med kraftig inspiration fra den slaviske folkemusiks skæve taktarter og særlige melodiske egenart skabte han fine improvisationer. De havde som regel en på forhånd defineret formstruktur, som Bojan Z enten orienterede sig i eller brød i frie, teknisk overlegne udflugter. På netop titelnummeret fra den nævnte udgivelse vekslede han frydefuldt drillende imellem dur- og mol-tonaliterne, hvilket skabte fine harmoniske gnidninger.
I hans musikalske udtryk finder jazzharmonik sammen med slavisk folklore og inspiration fra den klassisk-musikalske tradition på en meget klar og fint struktureret facon.
En lidt anden type var jugoslaven Matija Dedic. Hans stykker virkede mere frit improviserede, de var længere og nåede videre omkring i følelsesregistret fra fintfølte, drømmende sekvenser til voldsomt aggressive udladninger, hvor han hamrede hænder og hele underarme i tangenterne. Associationerne i Dedics pianostil var således spændt ud imellem Keith Jarrett og Cecil Taylor. Begge pianister demonstrerede betydelig personlighed og mestring af solopiano-genren. Det kunne flere lyttere godt undes at opleve en anden gang også. I øvrigt fortsætter danske Carsten Dahl soloklaver-stafetten på Borups Højskole, når han optræder torsdag kl. 19.
*Giant Jazz: John Scofield/Joe Lovano/Dave Holland/Al Foster. Tivoli, Glassalen, mandag
*Bojan Z solopiano, Borups Højskole, lørdag
*Matija Dedic solopiano, Borups Højskole, søndag
