Læsetid: 4 min.

Giv en procent til de fattige

Minimal godgørenhed er elementær moralsk anstændighed
26. juli 2002

Kommentar
Mere end en milliard mennesker på kloden er nu henvist til at leve med mindre købekraft i deres land per dag, end hvad man i USA kan købe for en dollar.
I 2000 gav amerikanere private donationer til u-landene svarende til fire dollar per person eller cirka 20 dollar per familie. Over skatterne bidrog de med yderligere 10 dollar per person eller 50 dollar per familie – i alt 70 dollar per familie.
Til sammenligning modtog amerikansk Røde Kors efter ødelæggelsen af World Trade Center så enorme summer, at hjælpeorganisationen opgav at undersøge nærmere, hvor meget potentielle modtagere ville have behov for. Røde Kors trak en linje henover det sydlige Manhattan og tilbød enhver, der boede i området, et beløb svarende til tre måneders husleje eller en termin for boligejere. Hvis beboere hævdede at have lidt under ødelæggelsen af Tvillingetårnene, kunne de endog få udbetalt penge til varer og bekvemmeligheder.
Langt de fleste beboere i området blev ikke tvunget ud af deres hjem eller evakueret, men fik alligevel tilbudt pengehjælp.
Frivillige fra Røde Kors oprettede stande i lobbierne til dyre ejerlejlighedskomplekser, hvor finansanalytikere, rockstjerner og advokater bor, for at informere beboerne om tilbudet. Jo højere husleje folk betalte, desto flere penge fik de. Uanset om newyorkerne i det sydlige Manhattan var velstående eller ej, betød 11.9. at de fik i gennemsnit 5.300 dollar per familie.
Forskellen mellem de 70 og de 3.500 dollar giver et klart fingerpeg om, hvor højt amerikanere vægter deres egne medborgeres interesser i forhold til andre folkeslags. Hertil kommer selvfølgelig, at de amerikanere, der modtog pengehjælpen havde langt mindre brug for den end klodens fattigste.

Langsigtede mål
På et FN-topmøde for et par år siden forpligtede verdens nationer sig på en række langsigtede mål, hvoraf et af de mest ambitiøse var at halvere den globale fattigdom inden 2015. Verdensbanken vurderede, at dette ville kræve, at u-landshjælpen blev sat i vejret med 40-60 milliarder per år. Indtil videre har disse penge ikke været på vej.
Selv om den såkaldte millenium-målsætning blev betegnet som »ambitiøs«, er den i grunden ret beskeden, for alt hvad der kræves, er over 15-år at række ud til den bedre stillede halvdel af klodens fattige og flytte den et marginalt stykke over fattigdomsgrænsen. Dette kunne i teorien efterlade de fattigste 500 millioner mennesker i lige så dyb fattigdom som nu. Ydermere vil tusindvis af børn fortsat dø hver dag af fattigdoms-relaterede årsager.
Hvor meget vil det egentlig kræve per person at rejse de nødvendige 40-60 milliarder? Der er godt 900 millioner mennesker i de højt udviklede lande, og af dem er 600 voksne. En donation på godt 100 dollar om året fra hver af dem burde række til at indfri millenium-målsætningen. For en person, der tjener 27.500 dollar (210.000 kr.) om året – gennemsnitslønnen i de højt udviklede lande – svarer dette til mindre end 0,4 procent af årsindtægten eller mindre end en cent for hver to dollar de tjener.
Muligvis kan ikke alle indbyggere i de rige lande afse disse midler efter selv at have fået opfyldt deres grundlæggende behov. Men der bor faktisk også hundredvis af millioner rige mennesker i de fattige lande, som også vil kunne bidrage. Man kunne derfor advokere for, at enhver, der har tilpas stor indkomst tilovers efter at have fået dækket sine grundlæggende behov skulle bidrage med mindst 0,4 procent af den til de organisationer, der hjælper verdens fattigste lande – dette ville formentlig være tilstrækkeligt til at indfri millenium-målsætningen.
Et symbolsk mere tilfredsstillende tal end 0,4 procent ville være én procent. Og hvis man føjer dette til landenes eksisterende statslige udviklingshjælp vil vi kunne nå langt i retning at eliminere snarere end at halvere den globale fattigdom.

Moralsk valg
Vi er tilbøjelige til at betragte godgørenhed som en moralsk valgmulighed i den forstand, at det selvfølgelig er noget, som det er godt at praktisere, men ikke nødvendigvis forkert at afstå fra. Så længe man ikke dræber, lemlæster, stjæler, bedrager osv., kan man være en moralsk set dydig borger, selv hvis man ødsler store midler ud på sig selv og intet giver til godgørenhed. Men de, som har nok til at bruge store summer på luksus og alligevel afstår fra at bruge bare en beskeden brøkdel af deres indkomst på at hjælpe de fattige, må strengt taget bære et medansvar for de dødstilfælde, som de kunne have været med til at forhindre. De, som ikke engang lever op til den minimale én-procents standard, bør derfor betragtes som personer, der gør noget moralsk forkert.
Enhver, som tænker dybere over sine etiske forpligtelser, vil med rette beslutte – eftersom ikke alle vil give blot én procent af deres indkomst, ligegyldigt, hvad vi gør – at de bør give mere end dette. Jeg har da også tidligere advokeret for at give meget større summer. Men hvis vi skal ændre på vores standarder på en måde, der har realistisk chance for succes, må vi i stedet fokusere på, hvad enhver er i stand til. Og meget taler for at fastsætte en årlig donation på én procent af indkomsten for at overvinde den globale fattigdom, som det simple minimum enhver må bidrage med for at leve et moralsk anstændigt liv.
At give denne sum kræver ingen moralsk heroisme. At undlade at give den viser derimod en ligegyldighed over for den fortsat dybe globale fattigdom og fremtidens uundgåelige fattigdomsrelaterede dødsfald.

*Peter Singer er professor i filosofi ved Princeton University

© Project Syndicate og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her