Læsetid: 3 min.

Glamrock og weltschmertz

To kunstnerportrætter, ’Chelsea Walls’ og ’Hedwig and the Angry Inch’, viser bredden i et amerikansk filmmiljø, der insisterer på at bevare sin åndelige uafhængighed af Hollywood
26. juli 2002

(2. sektion)

Nye film
Den amerikanske independentfilm er efterhånden blevet erklæret død mange gange. Men i skyggerne af Hollywood bliver der stadig produceret film, som er om ikke økonomisk, så i hvert fald åndeligt og kreativt uafhængige af den etablerede filmbranches vanetænkning og selvcensur.
I sig selv er indie-mærkaten ikke nogen kvalitetsbetegnelse, men mange af de mest modige og interessante film kommer fra det uafhængige miljø. To af ugens filmpremierer, den noget indbildske kunstnerskildring Chelsea Walls og det kulørt-poetiske glamrockeventyr Hedwig and the Angry Inch, demonstrerer hver deres udtryk for kunstnerisk uafhængighed.
Chelsea Walls er skuespilleren Ethan Hawkes instruktørdebut, og ligesom Richard Linklaters Tape, der havde dansk premiere for et par uger siden – med Hawke i en hovedrolle – er den produceret af InDigEnt, Independent Digital Entertainment, der også har opdaget de mange kunstneriske og økonomiske fordele ved den digitale teknologi. Således har selskabet specialiseret sig i at udvikle og producere film på digital vis.

Weltschmertz
Hawkes film, som er baseret på et teaterstykke og et filmmanuskript af Nicole Burdette, er et fragmenteret portræt af en række menneske- og kunstnerskæbner på det berømte kunstnerhotel Chelsea Hotel i New York. Engang var hotellet befolket af tidens store stjerner – Lou Reed, Janis Joplin, Jimmi Hendrix – men nu eksisterer fortiden kun som et svagt ekko, som unge, aspirerende digtere, musikere og livskunstnere ivrigt forsøger at opsnappe på deres vej gennem hotellet.
Chelsea Walls er en ensemblefilm med mange karakterer og skuespillere, og den rummer adskillige gode, intense øjeblikke indfanget af det håndholdte kamera, hvor man fornemmer de mange skæbner og kunstneriske viljer, som til tonerne af Wilcos stemningsfulde musik væves sammen i det gamle, slidte hotel.
Desværre skæmmes filmen også af alt for mange klichéfyldte portrætter af Kunstneren med stort K. Kris Kristoffersen, en skuespiller, som jeg normalt nyder at se og høre på, spiller en falleret, fordrukken forfatter og har ikke meget andet end banale replikker at arbejde med.
I hotellets gange vælter en besynderlig mandsperson (John Seitz) rundt med stirrende øjne og udskriger beatpoetry-lignende tirader. Og weltschmertz driver ned ad væggene, mens to unge poeter (Uma Thurman og Rosario Dawson) kæmper med en temmelig uheldig smag i mænd.
Det forekommer meget selvoptaget, og filmen har for få duelige ideer, Hawke for lidt nyt på hjerte og Burdette ingen rigtig god historie at fortælle.
Så er der mere energi, originalitet og fandenivoldsk fortælleglæde i tusindkunstneren John Cameron Mitchells filmversion af sit eget Off-Broadway-stykke, Hedwig and the Angry Inch. Bygget op dels som et kulørt eventyr, dels som en humørfyldt glamrockopera fortæller filmen den i bund og grund tragiske historie om teenageren Hansel (Mitchell selv i en bravurrolle) fra Østberlin, der af en kvaksalver får kappet tissemanden af, bliver gift med en sort GI og flytter til den amerikanske midtvest, hvor han siden genopstår som den flamboyante glamrockdronning Hedwig med den vrede tomme - det er alt, hvad der er tilbage efter operationen, som har efterladt Hansel/Hedwig som hverken mand eller kvinde.
Filmen handler om Hedwigs søgen efter sin identitet og forsøg på at komme overens med sin kranke skæbne, og Berlinmurens etablering og fald og den storladne glamrocks androgyne udtryk får lov at fungere som symboler på den unge mands identitets- og kønsforvirrede psyke. Den eneste mand, Hedwig nogensinde har elsket, rocksangeren Tommy Gnosis (Michael Pitt), er stukket af med alle hendes sange, og de har gjort ham til megasælgende stjerne.
Selv henslæber Hedwig et selvvalgt, men ydmygende liv på små cafeterier og restauranter, hvor hun i hælene på Tommy turnerer med sit eget band, Hedwig and the Angry Inch. Med glamrock, der er en tidlig Bowie værdig, og en bizar, underholdende adfærd, fortæller hun sin vilde historie til et måbende publikum og sine få, hengivne fans.
Hedwig and the Angry Inch er en helt forrygende oplevelse, hvor man bliver ganske opslugt af John Cameron Mitchells selvbevidste stil, som altid holder sig for øje, at der sidder et publikum og kigger på.
Det er en ofte tragisk historie, og det kunne være blevet så vældig trist og træls, men Hedwigs rejse mod erkendelse og forløsning er endt som et poetisk og ganske excentrisk eventyr for voksne.
Filmen, der er produceret af bl.a. indieveteranen Christine Vachon, er tillige et godt eksempel på, at det er i den uafhængige del af filmmiljøet, hvor den gode smag har trange kår, at forandringer og udfordringer har det med at manifestere sig mest iøjnefaldende.
*Chelsea Walls. Instruktion: Ethan Hawke. Manuskript: Nicole Burdette. Amerikansk (Gloria, København)

*Hedwig and the Angry Inch. Instruktion: John Cameron Mitchell. Manuskript:
John Camaeron Mitchell og Stephen Trask (også musik og tekster). Amerikansk (Husets Biograf, København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her