Læsetid: 3 min.

Globale hop

Når Manila i en globaliseret verden kan synes tættere på end Maribo, hvor er Norden så, spørger samtidskunstudstilling på Vejle Kunstmuseum
10. juli 2002

Udstilling
Hvad betyder globaliseringen for vores identitet i Norden? Tag på Vejle Kunstmuseum og bliv forvirret på et højere plan. Ni kunstnere bosat i Norge, Finland og Danmark er under overskriften Clockwise. Ny nordisk samtidskunst sat stævne for at give deres bud på nordiske tilhørsforhold i den stakåndede mobilitet, der kendetegner vores ’globale landsby’, for nu at stable Marshall McLuhans samfundsdiagnose fra 60’erne op på krykkerne igen.
Det er et brandhedt emne, Clockwise kredser om. Ikke mindst efter 11 september og den generelle højredrejning i Europa har den kulturelle og nationale identitet været til debat. Råbene har været højest, når det gjaldt flygtninge og indvandrere. Der er, som den ene af udstillingens to gæstekuratorer Stine Høholt (lad os tage den anden i samme hug: Khaled D. Ramadan) skriver i sit præcise og velargumenterede katalogessay et udtalt behov for at kigge indad mod den nordiske egenidentitet.

Kunstneren som etnograf
Listen over kunstnere på Clockwise vidner om, at kultursammenstødet på nær tre etniske skandinaver er skrevet ind i deres egne historier. Marco Evaristti er født i Chile, Lilibeth Cuenca Rasmussen på Filippinerne, Amel Ibrahimovic i Bosnien-Herzegovina osv. En anden fællesnævner er, at kunstnerne arbejder både etnografisk og personligt med at definere skæringspunkterne mellem det lokale og det globale.
Som Cuenca Rasmussens fine, nænsomt fortalte video Seeing Pilar om hendes besøg hos bedstemoderen på Filippinerne. Indefra viser den kunstnerens forsøg på at finde fodfæste mellem fødestedet og det nuværende hjemland, og udefra hendes etnografiske blik på mødet mellem to kulturer.
Nu vi er ved højdepunkterne, giver Simone Aaberg Kærns videoinstallation Taraneh - Heading For The Stars et frapperende sindbillede på globaliseringens modsætninger. Det olympiske overblik, når man ser det hele fra luften og landjordens enkeltstående historier. På tre videoprojektioner og en tv-skærm følger man, hvordan den pilotuddannede Kærn flyver fra København til Stockholm for at møde Taraneh, Irans første kvindelige pilot, som nu stiller op for socialdemokraterne i Sverige. Videoen er fortalt i en dead pan, naiv stil, man ikke skal lade sig narre af: Kærns ærinde er kønspolitisk. Ligeså lakonisk er den allestedsnærværende, og tak for det, franskfødte Colonel, der giver den som »funny sociologist« i sine ransagninger af danskheden.
Nå ja og så er der Marco Evaristti, kåret som »Årets provokatør 2000« af Alt for Damerne.
I hans lækkert designede installation Junkkids, der har et slet ikke ueffent klinisk præg, indgår et maleri, smurt ind i en beigefarvet masse, som angiveligt er heroin mikset med piskefløde. Det kan ses som kommentar til dansk narkopolitik og sydamerikansk narko-trafficking. Men udsagnet bliver så bombastisk, at provokationen virker som et mål i sig selv og fuser ud, uagtet at politi og presse selvsagt var på gerningsstedet, hurtigere end man kan blende en sværddrager.

Spredte værker
Retfærdigvis skal det siges, at de forsimplede politiske budskaber er få, og at den etnografiske metode baner vej for undersøgende, overraskende værker, der giver plads til betragterens videretænkning. Når man går rundt på udstillingen, oplever man gennem de uensartede emner og udtryk på egen krop, hvordan kulturer og subkulturer er sideordnede, og hvor svært det kan være at orientere sig i Nordens kulturelle landskab. Det kan man så kalde en pædagogisk pointe, da det er de betingelser, globaliseringen sætter. Hvis man er i godt humør.
For det virker lidt frustrerende, at værkerne tit ikke taler til hinanden. Dødsmetalmusikere i fuldt nitte-læder ornat fanget af Torbjørn Rødlands linse side om side med Melek Mazicis teatralsk drømmeagtige installation med tre kjoleklædte giner er langt fra et enestående eksempel på udstillingens hop.
Glipper det med et pointeret udsagn om nordisk identitet, bliver man dog ved enkeltværker bestyrket i troen på, at samtidskunsten er en spiller på den politiske scene, der tager kompleksiteten på sig, og føjer nye dimensioner og nuancer til de verserende afsøgninger af lokale og globale selvforståelser.

*Cloclwise: Ny nordisk samtidskunst. Vejle Kunstmuseum til 18. aug. Herefter det nordiske hus i Reykjavik 31. aug.-20. okt. Katalog 63 s., 30 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu