Læsetid: 16 min.

Da grådigheden invaderede gaveøkonomien

Den ny netværksøkonomi vil blive drevet af kærlighed, sagde it-guruerne for bare fem år siden. I dag er aktiemarkedet braset sammen, rækken af konkursramte it-selskaber voksende, og stribevis af topchefer fyret eller på anklagebænken, skyldige i hensynsløs grådighed
27. juli 2002

Linda Lay har lavet sit eget private loppemarked på adressen 1302 West Gray i Houston, Texas. Som når børnene på vejen derhjemme slæber det gamle legetøj ud på fortovet for at rydde op og tjene til lommepengene.
Stilen er dog anderledes. Linda Lays loppemarked optager en stor toetagers ejendom og tilbyder nysgerrige besøgende alt fra 30 dollar-brevåbnere i sølv over 100 dollar-kaffekopper og 4.000 dollar-kopier af korintiske søjler til en statue af Eva for en pris af godt 27.000 dollar. Stort og småt, boligudstyr og antikviterer fra familien Lays forskellige hjem og ejendomme i Aspen, i Galveston og andre steder. Alt skal væk, for familien Lay er ramt af økonomisk ruin.
»Det er væk. Der er intet tilbage,« som en grædende Linda Lay sagde for åben tv-skærm på NBC tilbage i januar måned.
Linda Lay er gift med Kenneth Lay, den afskedigede øverste chef for energihandelsselskabet Enron, der i december 2001 gik bankerot efter afsløring af omfattende regnskabssvindel. Den første af en foreløbig endeløs række skandalesager, der har ramt amerikanske teknologi-virksomheder, revisions- og konsulentfirmaer, banker m.fl., og som har fået jorden til at skælve under aktiebørserne verden over.
Linda og Kenneth Lay er ikke de eneste, der har mistet alt (faktisk har de to sikret sig, hævder amerikanske medier, ved i tide at lave pensionsordninger, som ikke kan røres af kreditorer i en konkurssag, og som fra om fem år giver pensionist-parret Lay årlige udbetalinger på 900.000 dollar resten af livet).
Blandt de hårdere ramte ofre er de 5.000 fyrede Enron-arbejdere, der ikke blot mistede deres job, men for manges vedkommende også alle de sparepenge og pensionsmidler, de i tidens og firmaets ånd havde bundet i – nu værdiløse – Enron-aktier.
Ofre er tilsvarende de foreløbig 17.000 fyrede medarbejdere i telekom- og internetselskabet WorldCom, der for tre år siden havde en børsværdi på 180 milliarder dollar, men forleden gik fallit efter regnskabssvindel og aktiestyrtdyk. Ligesom de tidligere medarbejdere i bredbåndsselskabet Global Crossing, i kabel-tv-selskabet Adelphia Communications, i Qwest Communications, der alle er bankerot efter at have mistet over 90 procent af aktieværdien siden starten af 2001 og i dag står mistænkt eller anklaget for fusk. For ikke at nævne problemhærgede AOL Time Warner, Tyco International, Xerox, Lucent Technologies, AT&T.
Tabere er hundredetusinder andre ansatte i de flere hundrede amerikanske dot.com-, kommunikations- og hightech-virksomheder, der er lukket eller har indskrænket voldsomt under nedturen. Og tabere er de millioner, der har investeret og spekuleret i det aktiemarked for it- og andre virksomheder, der er kollapset og – målt efter Wilshire-indekset for alle børsnoterede virksomheder i USA – har sat 47 procent af sin værdi eller næsten otte tusind milliarder dollar over styr, siden markedet toppede tidligt i år 2000.
Tabere er endelig de lønmodtagere og forbrugere – i USA og verden over – der kan komme til at mærke de mulige følger på realøkonomien af aktieøkonomiens nedtur.
Er det børskrakket i 1929, vi nu skal genopleve, spørges der ængsteligt i alle lejre. Blot to-tre år efter, at paradisforestillingen om en ny krisefri, evigt voksende økonomi beherskede sindene.

Det startede smukt. Kevin Kelly, daværende redaktør for internetmagasinet Wired og forfatter til bl.a. bogen New Rules for the New Economy, var en af dem, der tilbage i 1998 formulerede tankerne bag den ’ny økonomi’.
Kelly talte om »det bløde« som det, der karakteriserede den ny økonomi. Ikke den gammeldags hårde industriteknologi og forsåvidt heller ikke selve den IT- og computer-hardware, som de seneste tiår har indtaget både erhvervslivet og privatsfæren. Men derimod systemernes software, informationerne, den viden der kan skabes og udveksles, netværkene, samarbejdet, kommunikationen.
»Kommunikation – som jo i sidste ende er dét, den digitale teknologi og medierne handler om – er ikke blot en sektor i økonomien. Kommunikation er økonomien,« skrev Kelly. Og fordi kommunikationen foregår i de nye netværk skabt af globalt forbundne computere, så »er nettet vores fremtid.«
»Denne nye globale økonomiske kultur er karakteriseret ved decentraliseret ejerskab og decentraliserede værdier, ved puljer af viden i stedet for koncentrationer af kapital, ved betoningen af et åbent samfund.«
Værdi skabes i den ny økonomi ved, at man deler og i fællesskab udvikler ny viden, ved at man samarbejder om at få nye ideer.
»Enhver person i vores adressebog er en potentiel partner for enhver, vi møder. Enhver kan passe et eller andet sted i vores evigt ekspanderende forretningsunivers. Og værdien af netværket er en funktion af vores villighed til at dele det, skrev en anden pioner, Tim Sanders fra Yahoo, der har sat budskabet på spidsen med formuleringen »Love is the Killer Application« – kærlighed, generøsitet, vilje til at dele viden med andre er den afgørende faktor, der får din forretning til at lykkes.
Det klassiske eksempel: Er du den eneste i verden, der ejer en faxmaskine, har den værdien nul, fordi du ikke kan bruge den til noget. Er I to, stiger værdien stærkt, fordi I nu kan kommunikere, udveksle viden, hjælpe hinanden. Og jo flere der kommer på fax-netværket, desto større værdi får den enkelte maskine, fordi dens muligheder for interaktion vokser for hver ny deltager. Alle får i videnssamfundet fordel og gevinst, når man deler – modsat den gammeldags industrisamfundstænkning, hvor værdien var størst, hvis man var alene om at besidde en bestemt vare.
Af samme grund gjaldt det for f.eks. internetudbyderne om at give deres tjenester væk næsten gratis, så nettet hurtigst muligt blev et tætbefolket, intelligent og værdiskabende univers frem for et dyrt, eksklusivt og dumt fællesskab for nogle få. »Gaveøkonomien« var et andet navn for det nye.
Samfundets omstilling til den ny netværksteknologi og den således definerede ny økonomi frembød et hav af projekter og forretningsmuligheder, som entusiastiske entreprenører for alvor tog fat på at realisere fra midten af 1990’erne. Pionererne var tidens superhelte, guruer og rollemodeller, og stemningen var euforisk, til tider næsten religiøs.
»Hvis I ikke er klar til at påtage jer rollen som evangelister for en genopfindelse af erhvervslivet, så gør jer selv og alle andre en tjeneste: forlad scenen,« sagde Tom Peters, selvudnævnt og højtbetalt ’leder af heppekoret’ for det ny erhvervsliv.
»Af alle de store historiske revolutioner foretrækker jeg Internet-alderen, fordi det er en revolution af bevidstheden (...) Vi taler om en demokratisering af magten,« skrev Nathan Myhrvold, stifter af selskabet Intellectual Ventures og før det ledende medarbejder hos Microsoft.

Omstillingen af samfundet og erhvervslivet til den netværksbaserede ny vidensøkonomi var karakteriseret af mere end troen på værdiskabelse gennem at dele. Den var karakteriseret af et rasende udviklings- og forandringstempo, af en voldsom konkurrence – som også havde med markedets globalisering at gøre – og af et stort behov for startkapital til udvikling og modning af de nye forretninger.
Og kapitalen var til stede i højkonjunkturens USA. Risikovillige, fremsynede venture-kapitalister skød penge i nye Internet-baserede projekter som Amazon, Cisco, Netscape, Yahoo og tusinder af unge dot.com-selskaber. Der var plads til alle. Internet-udbydere, softwareproducenter, hjemmeside-designere, indholdsleverandører, e-handelsselskaber, allehånde konsulenter og analytikere.
Venture-kapitalen gav dem en flyvende start, og for at muliggøre yderligere kapitaltilførsel og vækst gik de unge selskaber i hastig rækkefølge på børsen, hvor også pensionsfonde, småsparere og professionelle spekulanter kunne skyde penge ind i det nye eventyr og nyde oplevelsen af at deltage i en succes ved at se aktiekursernes himmelflugt.
Aktiekulturen blev en ny livsform, som op imod halvdelen af de amerikanske husstande nu deltager i som aktieejere. Og det hele byggede på forventninger. Forventninger til den ny økonomis idemagere og deres endnu umodne og ikke-overskudsgivende selskaber.
Og med den ny type selskaber fulgte en masse af de ’gamle’ revitaliserede selskaber – teleselskaber, hardwareproducenter, medieselskaber, lyslederproducenter og andre, der kunne levere isenkram eller indhold til netværkssamfundet.
Nasdaq-indekset over teknologi-aktier steg, ligesom Dow Jones-indekset over industriaktier gjorde det, markedet ekspanderede, og aktørerne svømmede i rigdom baseret på kursstigninger og venturekapital.
»Den ny økonomi har produceret gigantiske formuer og på rekordtid. Det tog Henry Ford og Andrew Carnegie årtier at komme op i ti millioner-klassen. Jeff Bezos fra Amazon.com har klaret det på tre år. Hans nettoværdi overstiger i dag bruttonationalproduktet i små lande som Fiji og Island,« skrev virksomhedsforskeren Dinesh Souza for to år siden i erhvervsmagasinet Forbes.
Hvor man også kunne notere sig, at nye virksomhedsledere som David Filo og Jerry Yang fra Yahoo, Margaret Whitman fra eBay og Steven Case fra America Online var blevet milliardærer på under fem år. At Michael Dell, chef for Dell Computers, var god for 16 milliarder dollar. At Larry Ellison, øverste chef hos Oracle, var ved at bygge sig et palads til 40 millioner dollar. Og dermed næsten kom i klasse med Bernard Ebbers, koncernchef hos WorldCom, der foruden sit domicil i Mississippi ejede en ranch i Canada til 67 mio. dollar. Det var en fest, det var afsindig spændende, og deltagerne kunne gå på vandet.

Med det nye fulgte nye former for honorering. Aktie-optioner – retten til i stedet for almindelig løn at erhverve sig aktier i det firma, man arbejdede for – blev fra midt i 1990’erne tilbudt mange ledere i de nye IT-virksomheder og siden også i mange af de traditionelle virksomheder.
Sidste år havde de hundrede bedst lønnede ledere i Washington-området aktie-optioner i deres virksomheder til en gennemsnitlig værdi af godt 53 mio. dollar. I gennemsnit udgjordes halvdelen af honoreringen til disse topledere af aktie-optioner. Hos Capital One Financial Corporation er man helt konsekvente. Her får topchefen Richard Fairbank ikke en krone i løn, men derimod aktie-optioner til en værdi af godt 100 mio. kr. årligt, hvis han får selskabets aktier til at stige i værdi. Lever han ikke op til det, får han intet.
Også mange almindelige medarbejdere i de nye og en række gamle virksomheder har fået aktie-optioner i stedet for løn. Enten for at forstærke medarbejdernes arbejdsmotivation ved at give dem følelsen af fælles ansvar og muligheden for fælles gevinst, hvis det går godt for selskabet – eller for at slippe for øjeblikkelige lønudbetalinger. Også en del advokat- og konsulentfirmaer har under opturen ladet sig betale i aktie-optioner fra det selskab, de betjente.
Konsekvensen af optionerne var en ekstrem orientering mod aktiekurserne – hos selskabsledelserne, hos de ansatte, hos deres advokater og konsulenter. Optagetheden af at stimulere kurserne og holde aktionærerne glade overskyggede ofte den energi, der blev brugt på selskabernes kunder og produkter.

På et eller andet tidspunkt begyndte noget at gå galt. Flere ting gik galt.
For mange af virksomhederne i den ny økonomi gik der det galt, at de ikke indfriede de stærkt opskruede forventninger på aktiemarkedet. Deres spændende ideer blev nok realiseret, men de viste sig ikke i stand til at give overskud.
Et klassisk eksempel fra småtingsafdelingen: Det lille visionære dot.com-selskab Salon gik på børsen i 1999 for at rejse ny kapital til sit projekt med et lødigt internet-magasin, www.salon.com, baseret på fri vidensdeling – dvs. gratis brugeradgang til alle artikler – og indtjening via annoncer på hjemmesiden. Salons aktie åbnede til en kurs på godt 10 dollar pr. aktie og steg i løbet af få dage med 50 pct.
Men annonceindtægterne kom aldrig i det forventede omfang, aktionærernes forventninger blev dermed ikke indfriet, og aktiernes værdi er faldet til en tiendedel af det oprindelige.
Salon har for nylig fået tilført en smule ny risikovillig kapital fra optimistiske eller idealistiske pengemænd, ligesom man er begyndt at tage brugerbetaling for dele af netmagasinets indhold, herunder en særlig afdeling om sex.
www.salon.com findes endnu, men det giver underskud, aktionærernes penge er spildt og ny økonomi-visionen om fri vidensdeling er ikke helt realiseret.

Nøjagtig samme fejlvurdering af indtjeningsmulighederne via internet-annoncer, omend i en ganske anden skala, har f.eks. ramt internet-udbyderen America Online, i dag del af verdens største mediekonglomerat, AOL Time Warner. Inden for det seneste halvandet år er AOL’s annonceindtægter faldet med over 100 mio. dollar, og samtidig er kursen på konglomeratets aktier blevet udhulet med 70 procent.
»Aktiemarkedet var blevet vildt overvurderet, og det gjorde dets ultimative fald uundgåeligt. Amerikanerne blev hypnotiseret af dumme historier om internettet og den ’ny økonomi’. Der opstod en sanseløs og stædig optimisme, som retfærdiggjorde vanvittige aktiepriser,« skrev Washington Post-kommentatoren Robert Samuelson forleden.
»En tid var optimismen selvopfyldende. Aktier steg, folk brugte penge, virksomhederne investerede. Men boblen begyndte at briste, da det blev klart, at mange af de nye selskabs-investeringer blev ødet bort.«
Dét var en anden undergravende faktor: At penge simpelthen blev ødet bort i mange selskaber i troen på, at træerne ville vokse ind i himlen, at rigdomskilderne ville strømme evigt, og at alt var muligt og tilladt.
Grundigst er ødselsheden indtil nu blevet afdækket for Enrons vedkommende. Amerikanske medier har blandt meget andet viderebragt eks-ansattes fortællinger om, hvordan selskabets 75 øverste ledere blev sendt til De Vestindiske Øer med ægtefæller på fornøjelsesture til en pris af 16.000 dollar pr. par, hvordan bogholderiet var vant til at bogføre ansattes udgifter til stripklubber og prostituerede, hvordan man brugte selskabets otte jetfly til forretningsrejser, der med ordinære rutefly kunne gøres for en tredivetedel af prisen.
Kenneth Lay og hans hustru brugte i 2000 flyene til private rejser for 334.000 dollar, og da han på et tidspunkt blev spurgt, hvordan det mon tog sig ud i Enron-medarbejdernes øjne, gav han et svar, som meget godt favner moralen og idealerne i de ledende lag: »Jeg mener, at det giver mine seniormedarbejdere noget at stræbe efter.«

Denne grådighedskultur var vidt udbredt i de selskaber, der – med en Enron-medarbejders ord – »var som på steroider hver dag«, så længe aktiefesten varede. Hos tele- og internetselskabet WorldCom fik topchefen Bernie Ebbers ikke blot sin årsløn på en million dollar og en bonus på 10 mio., men blev også over årene polstret med lån fra virksomheden på næsten 400 mio. dollar. Samt sikret en livsvarig pension på 1,5 mio. dollar om året.
Pænt, men dog småpenge i forhold til den pensionsordning, som den tidligere General Electric-chef Jack Welch nyder. Han får ni mio. dollar årligt af virksomheden i pension – foruden 17.000 dollar i dagshonorar, hver gang han giver den nye ledelse gode råd. Og foruden den kvarte milliard dollar i General Electric-aktie-optioner, han tog med sig i sit otium.
Hos det nu konkursramte teleselskab Global Crossing var skaberen og topchefen Gary Winnick for to år siden god for 3,2 milliarder dollar, bl.a. takket være udnyttelse af sin option på Global Crossing-aktier, som han gradvist afhændede og tjente 735 mio. dollar på – alt mens han offentligt forsikrede aktiemarkedet om det lukrative i fortsat at investere i Global Crossing-aktier.
I Adelphia Communications, USA’s sjettestørste kabel-tv-selskab skjulte ledelsen ikke blot en gæld på 2,3 milliarder dollar for at holde selskabets aktier i ro og muliggøre banklån. Selskabets stifter John Rigas, hans to sønner og flere ledende medarbejdere følte det også legitimt at trække på selskabets midler ved køb af personlige aktier og luksuslejligheder samt til anlæg af en golfbane. Adelphia er nu drevet til konkurs, og John Rigas blev i onsdags hente af politiet og sat i fængsel.
»En smitsom grådighed synes at have grebet en stor del af vort forretningsliv,« sagde den amerikanske forbundsbank-formand Alan Greenspan i sidste uge. I tankerne havde han formentlig også oplysningerne om, hvordan grådigheden har inficeret den branche af jurister, revisorer, finansrådgivere og andre, der har levet af de store selskabers aktiefest.
»Vi har en suppe af grådighed, overmod, udskejelser og finansiel ønsketænkning,« sagde den tidligere chef for forbundsbanken Paul Volcker i februar, da han i en Senats-høring beskrev, hvordan det store revisionsfirma Arthur Andersen – 28.000 ansatte i USA – var blevet »inficeret af grådigheden.«
Andersen, der som Enrons revisionsfirma skulle optræde som vagthund over for selskabet, anklages for at have hjulpet Enron med at sløre over for aktionærerne, at selskabet stod i gæld til halsen. Andersen er netop blevet dømt for at have destrueret bevismateriale i sagen.

Store hæderkronede virksomheder i finans- og rådgivningssektoren såsom Merril Lynch, Salomon Smith Barney og investeringsbanker som Goldman Sachs, J.P. Morgan Chase og Citibank undersøges nu af de amerikanske myndigheder for mulig medvirken til at føre bl.a. aktionærer bag lyset ved at yde hjælp til sminkning af regnskaber for at skjule underskud eller ved at anbefale aktiekøb mod bedre vidende. J.P. Morgan Chase og Citibank er mistænkt for at have deltage i Enrons selskabsfiksfakserier til sløring af selskabets store gæld og for at have anbefalet andre selskaber at anvende samme modeller til at »fjerne kravet om at give oplysninger til kapitalmarkederne og holde den økonomiske struktur privat,« som der står i nu fremkomne dokumenter fra Citibank.
Et eksempel på bevidst vildledning af aktiemarkedet var Merril Lynchs udadtil positive holdning til fortsat aktieinvesteringer i selskabet InfoSpace, samtidig med at Merril Lynch i interne analyser kaldte selskabet – hvis aktier i dag er faldet fra 310 dollar til 79 cent – for »a piece of junk«.
»Wall Street-analytikere anbefalede investorerne at købe aktier, som de internt kaldte ’dogs’. Disse analytikere blev belønnet for at gøre sådan af investeringsbankerne, der satte pris på at se (aktie)salget blive pustet op
af analytikernes overdrevne rapporter og salgsshow,« skriver Lynn Turner, tidligere revisionschef i den amerikanske Securities and Exchange Commission.
»Ingen bør være overrasket over dagens situation,« mener Turner.
»Nok var aldrig nok i et system, der levede af aktie-optioner, bestyrelseshonorarer og betaling for at rådgive og levere underskrifter. Da økonomien begyndte at vige, revnede det korrupte fundament og brød til sidst sammen.«
De første koncernchefer er nu blevet arresteret, en stribe store selskaber er på anklagebænken eller genstand for efterforskning, antallet af bankerotter stiger, og aktiemarkedet er helt i bund med tab og ruin tilfølge for også de almindelige amerikanere, der blev grebet af spekulations-euforien eller placerede deres pensionsmidler i nu værdiløse aktieoptioner.
»Boblen blev drevet af grådigheden og blåøjetheden hos os investorer, der troede, vi kunne blive rige i en fart uden at skele til forholdet mellem omkostninger og indtjening,« skriver Jack Kelly, journalist og en af de aktieinvestorer, der har brændt fingrene, i avisen Post-Gazette.
»Den første bølge af en hvilken som helst ny teknologi bringer en følelse af frihed, der er ufatteligt berusende,« skrev Irwin Kula, lederen af det jødiske center for læring og lederskab i New York, i en kommentar om den ny økonomi i Fast Company Magazine for to år siden.

Denne berusende, visionsbefordrende kraft i den ny netværksteknologi faldt tidsmæssigt sammen med økonomisk højkonjunktur, masser af risikovillig kapital og opfindelsen af aktie-optioner og bonusordninger som incitamenter til at jage forceret vækst på børserne.
Det kunne umiddelbart tage sig ud som om, resultatet er blevet, at den ny og den gamle økonomi har skabt en betændt synergi, hvor kapitalismens grummeste træk – begæret, hensynsløsheden, grådigheden – er blevet forstærket ud over anstændighedens og i visse tilfælde lovens grænser.
Eller?
»Den stærkeste kraft i forretningsvirksomhed er ikke grådighed, frygt eller blot den rå energi i fri konkurrence. Den stærkeste kraft i forretningsvirksomhed er kærlighed,« fremturer ny økonomi-pioneren Tim Sanders fra Yahoo.
Det samme gør Kevin Kelly.
»Dot.com-revolutionens død har udløst skepsis over for internettet og alt, hvad det gav løfte om. En ærlig vurdering må medgive, at det har været et meget dårligt år for opstart-firmaer, high tech-investorer og hundredetusinder af arbejdere i de teknologiske virksomheder,« skrev han for nogle måender siden.
»De hundreder af måder, som internettet ville ’ændre alting’, synes at være smeltet bort eller slet ikke at have fundet sted.«
Men i skuffelsen over den ny rigdom, som forsvandt, overser vi miraklet, der faktisk har fundet sted, siger Kelly.
Bare siden 1995 er der skabt tre milliarder offentligt tilgængelige sider på nettet, der sendes 3.500 milliarder e-mails mellem mennesker, der eksisterer i dag et tætvævet globalt kommunikationsnetværk, som ændrer menneskers viden, relationer, økonomien og demokratiet.
»Økonomisk hænger denne præstation ikke sammen. Den er umulig. Alligevel er nettet her, levende og voksende. Det er et mirakel.«
»Hvorfor ser vi ikke miraklet? Fordi store pengemængder kan overskygge stærke beviser. Der har flydt så mange penge rundt i dot.com-sektoren, at det skjulte den vigtigste begivenhed på nettet: udvekslingen af gaver.«
Kelly siger, at nettet vil blive ved at vokse, men kun en brøkdel af det vil tjene penge. Langt det meste vil være pengefri gaveøkonomi.
»Nettet lever af kærlighed, ikke af grådighed,« skriver manden, der for bare fire år siden nærede markedets eufori med sin bibel om den ny netværksøkonomi som landskabet med »tusind punkter af rigdom.«
Skal dét være facit: En smuk gaveøkonomi uden for de tunge økonomiske kredsløb, side om side med en gammelkapitalistisk, højteknologisk realøkonomi drevet af grådighed?

FAKTA
Gråd i økonomien
Er visionen om en ny økonomi, hvor alle vinder på at dele, blevet kvalt af gammelkapitalistisk hensynsløshed og grådighed? Er aktiekulturen gift for netværkssamfundets smukkeste drømme?
I en ny artikelserie ser Information på it-boblens bristen og aktiekursernes nedtur. Var det grådigheden, der tog magten? Var det forretningsmæssig naivitet? Er der nogen visioner tilbage?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her