Graffiti
Går man ned ad Tømmergravsgade og passerer det gamle H.C. Ørstedsværk, møder man et gigantisk, sammenhængende graffitimaleri. Det udfylder en fem meter høj og over 100 meter lang mur omkring det øde lagerområde, som indtil for et par dage siden skulle have huset hiphop-festivalen Meeting of Styles.
Det kæmpe område er fyldt med graffiti. Murmalerierne afløser hinanden så langt man kan se; nogle med kæmpe, fordrejede bogstaver; nogle med billeder, figurer og mønstre og alle i mængder af farver, der skaber en skarp kontrast til det grå cement og den susende trafikstøj i resten af området.
Jeg står og kigger på to store pieces, da en af arrangørerne af Meeting of Styles, Lars Pedersen, kommer.
»Det der er lavet af nogle svenskere, der har været på Roskilde, kan jeg se. Der bliver lavet nye ting næsten hver dag herude, og tit får de ikke lov at blive hængende mere end en uge eller to.«
Rundt om vores fødder ligger spraydåser i hundredevis. Lagerpladsen, der i gamle dage blev brugt til kul til H.C. Ørstedsværket, har været lovligt maleområde i et par år. Det startede med, at en graffitimaler fik Energi 2 med på ideen om at sponsorere
Danmarks største graffitimaleri.
»Foreløbig må han have malet over 1.000 kvadratmeter på to år,« fortæller Lars. »Det har så betydet, at en masse andre malere også er begyndt at komme herude.«
Og det har Energi 2 været indforstået med lige indtil de fik en opringning fra Københavns Kommune for et par dage siden og i 11. time aflyste weekendens hiphop-festival. Meeting of Styles er oprindeligt en tysk begivenhed, men er i år taget på turné i Europa. I Paris bliver den åbnet af borgmesteren; i København er den blevet bombarderet med mistro.
Mens jeg taler med Lars, drejer en bil fra TV 2 Lorry om hjørnet og kører væk. De har ligesom Københavns Kommune og DSB gennemført al deres dækning af sagen uden en eneste gang at ringe til arrangørerne. Lidt efter kommer et hold fra TV-avisen kørende som de første repræsentanter for den presse, Lars skal have besøg af hele dagen. Information er de første, der har villet tale om graffiti, fortæller han. Resten vil diskutere hærværk.
Nede ad muren er Mac i gang med et to meter højt, metallisk-farvet portrætmaleri. Mac er kommet fra Arizona for at være med i festivalen.
»Jeg har malet graffiti i syv år,« fortæller han. »Jeg kan godt lide bevægelsen i det både i værkerne og i det, at man selv rejser, møder folk, arbejder med andre. Desuden er graffiti en tiltalende kunstform, fordi man er sikker på at få et publikum. Mange folk gider ikke gå ind på et galleri med graffiti får de det lige i ansigtet.«
Macs maleri skiller sig ud fra mange af de andre, fordi det er så naturalistisk. Graffiti kan være mange ting.
På Nørreport mødes jeg med S., som har været en del af dansk graffiti siden 1984, hvor det hele startede:
Graffiti er ikke kunst
»Det begyndte lige herinde i Thomas P. Heiles Ungdomsklub. Vi kom fra hele København for at hænge ud med de andre, male og snakke. Ligesom i USA skulle vi også have en writers bench; den var lige hernede.«
Vi går ned på perronen på Nørreport, men der er ikke nogen bænk tilbage. Ikke mange spor af de unger, der hang ud, når klubben lukkede, drak cola og løb på sporene.
»Det handlede da også om at være lidt vild,« siger S. »Det ville man jo gerne. Og så handlede det om at have noget, som var vores. Graffiti har altid været noget, som man ikke blev klappet på skuldrene for. Som ikke ragede andre. Derfor er jeg fuldstændig ligeglad med, hvad Søren Pind og kommunen siger. Jeg ville ikke tage til Meeting of Styles for at komme i pressen; jeg ville gøre det for at møde de andre. Graffitimalere har ikke brug for nogen debat, vi er ikke ude på nogen accept fra samfundet.«
S., som er i 30erne, hører til den gamle skole i graffitimiljøet. I modsætning til flere af de yngre malere gider han ikke blande graffiti ind i andre sammenhænge.
»Graffiti, som jeg ser det, er ikke kunst. Graffiti er graffiti. Da jeg startede, var der to konger på scenen: Freez og Kyle. Dem så man op til, og dem ville man gerne overgå selv om de var meget bedre end én selv. Så jeg malede og malede, og jeg synes selv, jeg toppede i 1987. Siden har det ikke så meget været teknikken, jeg har udviklet, men mere indholdet. Min stil er New York Style det var den, det hele startede med. Den har meget energi og power og lægger meget vægt på originalitet. Det, den unge generation laver, kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Vi gamle synes, det ser håbløst ud og de unge synes bare, vi er old school. Det, der burner for mig, er det, der er godt udført, og som har en stil og et sprog.«
S. maler stadig men ikke om dagen. Han viser mig et billede af en production, han har været med til at lave for nylig ude i Valby.
»Vi tager stadig af sted om natten, det er bare mere planlagt i dag. Nu mødes vi en gruppe venner og har skitserne klar. Så spiser vi mad, drikker vin, kører af sted i en bil. Det er meget smart, fordi det tit er på vej til og fra stedet, man bliver snuppet.«
Et gigantiske maleri på fotografiet er resultatet af fire-fem timers fælles arbejde. Men om natten bliver man tit afbrudt af vagter, så det har taget et par nætter at gøre det færdigt.
»Det handler ikke om debat, men det handler om at blive set. Det er derfor, S-tog er sådan en stor ting i graffitien at ens værk kører rundt i hele byen, det er jo det fede. Når vi laver sådan et piece, tænker vi på de stakkels funktionærer, som sidder i toget og kører på deres kedelige arbejde. Dem vil vi gerne have til at smile.«
Selv om ingen underskriver graffiti med deres eget navn, handler det stadig om at promovere sig selv:
Modsat af Big Brother
»Det er da rimelig ego at gå hen og tagge på den der bus, når man ved, at de fleste af dem, der sidder i den, er imod det. Og de rigtige malerier, dem ligger der masser af stolthed i. Vi er jo nogen, der har arbejdet på at blive gode til det her i 16-17 år. Det gælder om at komme op, at brande dit navn. Der er masser af konkurrence, og i miljøet ved alle, hvem eliten er. Men det fede ved graffiti er, at det ikke har noget at gøre med, at du som person bliver anerkendt ude i den almindelige verden. Det er det modsatte af Big Brother. Graffiti kommer af din indre drift, at du har en kreativitet, som du skal af med og at du tager sagen i din egen hånd.«
»Lige så snart graffiti bliver kommercielt eller kommer på et lærred inde i et galleri, holder det op med at være graffiti. Det kan godt være, det bliver noget andet, at det bliver kunst eller reklame, eller hvad ved jeg, men graffiti hører til ude på murene og på S-toget. Det sjove er, at når jeg har malet på en mur, så er den min. Den er ikke husejerens. Og der er ikke nogen, der skal komme og male hen over den bagefter. Så når jeg tager toget ude fra den forstad, jeg kommer fra, kan jeg se mine mure og mine pieces stå der helt fra engang i 80erne. Du ved måske ikke, det er min mur, men det gør jeg.«
FAKTA
Graffitiparlør
Graffiti kan være tags (kun initialer), throw-ups (bogstaver fyldt ud med farve), pieces (større malerier med billeder og figurer) og productions (malerier med alle elementer: bogstaver, baggrund og figurer).
