(2. sektion)
Fjernsyn
dk 4 præsterer af og til noget af det mest interessante tv i Danmark. Iblandt måske lidt amatøragtigt. Men hvad der måtte mangle af elegance og smartness, kompenseres der for med smittende entusiasme. Som nu det program om middelalderens mad og drikke, TV 3 havde produceret for dk 4, (eller som dk 4 viste for Tv 3?)
Museumsinspektør Bo Gregersen ved Øm Kloster Museum nær Mossø gelejdede os gennem sporene af klosterets køkken og spisekammer uden at give hverken sig selv eller os andre tid til at trække vejret.
»Guld værd for arkæologerne,« sagde han om de middelalderlige toiletsæder og dertil hørende fækalier, man har fundet ved Øm kloster. Her sad de gamle munke på tandemlokummer og fik sig en sludder, mens de overlod vidnesbyrderne om deres spisevaner til os. Øl, brød, grød og sild var deres daglige kost. Da vi tilmed fik at vide, at øllet kun holdt én til halvanden procent, må vi nok konstatere, at der, trods udsagn om det modsatte, er sket fremskridt siden da.
Dokumentar
Tv 2 viste mandag aften en såkaldt dokumentar om en dame, der blev skudt i hovedet på kort afstand af en sort ung mand uden for et motel i Florida. Ægtemanden ved hendes side var eneste øjenvidne, mens røveren slap bort med hendes taske. Kort tid efter kommer en sort
teenager gående på gaden i nærheden af mordstedet. Politifolk beder ham sætte sig ind på bagsædet af deres bil og gøre rede for sin færden i kvarteret. Den nybagte enkemand kommer forbi og udpeger på stedet den unge mand som morderen. Det må jo være ham, når han er sort og tilmed sidder på bagsædet i en politibil.
Da det er det nemmeste, godtager politiet på stedet vidneudsagnet. Sagen går sin gang som ren rutine og med tilsidesættelse af de mest elementære grundregler for en efterforskning, hvori afgørelsen om skyld kan få de voldsomste konsekvenser for den mistænkte. Man gik ikke efter en morder. Man gik efter en sort, efter en syndebuk og efter en let og overkommelig tilståelsessag, hjulpet på vej med lidt politivold.
Sen redning
Den unge mand bliver heldigvis reddet af en begavet forsvarer, mens filmen bekræfter, at politi verden over elsker de hurtige løsninger med ringe hensyn til retssikkerheden. Men at kalde det en »dokumentar« er falsk varebetegnelse, når mere end halvdelen af filmen foregår i en amerikansk retssal. Enhver ved, at man i USA (som i Danmark) ikke må filme i retssale (derfor de mange tegninger af Mogens Amdi Petersen). Altså er der tale om rekonstruktion, og selv om den er vel fortalt, går det ikke så lidt ud over troværdigheden at man ikke spiller med helt åbne kort.
Det gjorde til gengæld Los Angeles politi, da vi allerede tirsdag aften på alverdens nyhedsudsendelser kunne se dem gennemtæve en bagbundet, ligeledes sort, teenager. Bortset fra, at vi havde hørt en tilsvarende historie aftenen før, skulle man have troet, at netop L.A.-politiet havde Rodney King-historien så meget i erindring, at de vidste, hvad dette kan føre til.
Politi og SiD
Politifolk er en slags specialarbejdere. Men medlemmer af SiD er de ikke. Politifolk skal ifølge sagens natur stå til rådighed for den til enhver tid siddende regering. Altså opretholde ro og orden på magthavernes præmisser. Tænk på, hvor lang tid der gik, inden politiet følte sig kaldet i bogstaveligste forstand til at rykke ud i Farum sagen, hvis venstrefolk i lang tid ikke var undsagt af regeringen endsige af dens evigt smilende chef. Og sammenlign det med, hvor hurtigt man rykkede ud kun overhalet af den ganske presse da informationer slap ud om at der måske var noget galt med etikken i SiDs top.
Man kunne få den tanke, at informationerne var viderebragt af folk, der fandt det betimeligt med lidt balance i uregelmæssighederne i de forskellige lejre. Måske føler nogen, at kreativ bogføring på højeste niveau, generel ind-under-gulvtæppe-fejning samt bataljen i venstreborgen Farum ikke er vejet op med balladen om Arbejdernes Ligkistemagasin, Lejerbo, Folkeferie og hvad der ellers har været. Det ville måske lune med en vaske-ægte skandale under de røde faner.
Der er brådne kar i alle lejre. Jeg får selv 10 procent rabat, der hvor jeg køber papir og farvebånd, fordi jeg kender en pige, der ekspederer i butikken. Så jeg skal ikke sætte mig til dommer over SiDs formand. Men det synes jeg nu heller ikke Mette Vibe Utzon skulle have gjort, da hun havde Poul Erik Skov Christensen som gæst i Profilen og spankede ham, som var hun selveste statsadvokaten.
Toiletsæder kan nok være guld værd. Men de kan også bringe en på skideren.
