Læsetid: 2 min.

En hårdhudet romantiker

Jens Nauntofte som lettere melankolsk sommergæst på P1
12. juli 2002

(2. sektion)

Radio
Når man er ung og har mange somre og mange år foran sig, er årstiden til fis og ballade. Men for mange med gråt hår og/eller skæg, fremkalder den lidt stille og langsomme sommertid snarere eftertanke – måske med et strejf af melankoli.
På DR’s P1 kører en serie, der hedder Sommergæsten, og det program, jeg faldt ind i til tonerne af Brecht og Weills Alabama Song med The Doors og Jim Morrisons hæst/desperate vokal i forgrunden, havde en gæst af den gråhårede slags.
Gæsten var i gang med at fortælle nogle ungdomserindringer om engang, hvor han havde hjulpet kabaret-divaen Lulu Ziegler med at få orden i hendes papirer. Han spillede sange som Sakta gå hem genom stan med Monica Zetterlund og Cykelpiger, og det var med til at placere ham aldersmæssigt, men der gik lidt tid, før den behagelige stemme faldt på plads som tihørende journalisten Jens Nauntofte.

Roligt program
Sommergæsten er et stille og roligt program, hvor gæsten får lov at causere og digressere, som han vil, kun afbrudt af selvvalgt musik – intet nævenyttig interview eller andre forstyrrelser.
Det, vi fik lov at dele med Nauntofte, var nogle geval-dige hop frem og tilbage i det, vi engang kaldte for ’efterkrigstiden’. Fra Lulu, der charmede sig til rabat på
oksemørbrad i Kødbyen, hoppede vi til den uvaskede, ’Rasende Reporter’ midt i et sydende ghettooprør i South Central Los Angeles efter frikendelsen af de hvide betjente, som havde tævet Rodney King, og så tilbage til 1968, til mordene på Martin Luther King Jr. og Robert F. Kennedy – akkompagneret af (Feel like) A Natural Woman og uddrag af et interview med Ku Klux Klans Imperial Wizard, som mente, at de sorte havde farven, fordi de bærer på Kains synder. Samt højdepunkter fra dr. Kings I Have a Dream-tale, som man stadig ikke kan høre uden at få gåsehud og en klump i halsen. »Let Freedom Ring.« Indeed!

Berlin og Saigon
Nauntofte tog lytteren med til Berlin lige efter murens fald og til Saigon 1975 – to slags genforening med to forskellige sejrherrer.
Der bor en stor romantiker og en stor nostalgiker i den hårdhudede reporter – som spiller Die Dietrich, der synger om den gang, verden var ung, og æbleblomsterne blomstrede, Vera Lynn, som synger, at vi skal mødes igen, og Kim Larsen, der fortæller, at om lidt bli’r her stille. En nostalgiker, der på en gang kan kalde DDR for en monster- og stikkerstat og samtidig lader brunkulsdyngere, lugten af kål og de krogede æbletræer i Østberlins for-stæder transportere ham tilbage til et Jylland i slutningen af 1940’erne.
En nostalgi af den slags, man erhverver sig ved at have levet et liv i begivenhedernes centrum og set en verden af lys og skygge opløse sig i forvirrende nuancer af gråt.
Give me back the Berlin Wall synger en hæs Leonard Cohen, og Nauntofte stemmer i – sådan da.
I en vag lede ved tilværelsens ulidelige lethed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu