Læsetid: 5 min.

’Hellere 30 kroner’

Planteavler Flemming Andersen er tilfreds med EU’s landbrugsstøtte. Papirarbejde og kontrolbesøg klager han ikke over, dog skal man helst ikke mene, at hans marker er en omgang EU-støttet pløre
11. juli 2002

I år er det første gang siden 1992, at landmand Flemming Andersen ikke har sendt en kuvert med støtteansøgninger ind til EU-direktoratet.
»Vi gjorde det for første gang i år online, altså lige over e-mail,« forklarer han, »og det er jo fantastisk nemt at arbejde med. Før i tiden sad vi med en ordentlig stak papirer, men nu er det virkelig overskueligt. Der har de lavet noget, der virker.«
Den 52-årige planteavler viser med to fingre, at den årlige konvolut til EU var tyk, tre-fire centimeter med oplysninger om de enkelte markers areal i hektar (med to decimaler), om sorter, momsnummer, kommunenummer og så videre.
»Men jeg har aldrig gjort det til noget større problem,« understreger han.
»Jeg har haft den indstilling, at når vi får en pose penge derfra, så er det helt naturligt, at der skal være en kontrol. Og jeg føler da, at det er en særdeles god timeløn, man får for at udfylde EU-skemaer.«
Flemming Andersen dyrker 240 hektar jord – et areal, der omtrent svarer til 500 fodboldbaner – og det udløser en årlig ’timeløn’ på en lille halv million støttekroner, oplyser han.

Alt skulle måles
Vi sidder i stuen på Fruegård, som Flemming Andersen købte i 1992 og flyttede ind i for tre år siden sammen med hustruen Bodil og deres yngste søn, Mads. Gården er bygget i 1854 og ligger gulkalket og stråtækt på en bakke nær Flyvestation Værløse, gennem stuevinduerne er der udsigt til hvedemarkerne, og lidt længere nede ad vejen bor en landinspektør.
Ham fik Flemming Andersen god brug for i 1992, da EU gennemførte en omfattende landbrugsreform, som bevirkede, at landbrugsstøtten ikke længere skulle regulere marked og priser. For planteavlernes vedkommende ville støtten fremover blive beregnet ud fra markernes areal samt typen af afgrøder, og så var der ingen vej udenom: Hver eneste mark på Flemming Andersens jord skulle måles.
»Der var mange landinspektører, som var ude at måle marker op på det tidspunkt,« husker Flemming Andersen, »for EU har jo nogle sanktioner, hvis man måler forkert. Skriver man for meget, og der kommer kontrolmål, så falder hammeren. EU-direktoratet har da også været her på gården og måle samtlige marker op to gange.«

Hellere 30 kroner
Han konstaterer tilfreds, at der ikke har været problemer, selvom EU-folkene er gået grundigt til værks og ved begge kontrolbesøg har brugt fem dage på at måle markerne. I det hele taget har han »ikke noget at udsætte« på støttesystemet. Men:
»Hvis jeg skulle vælge mellem at få 30 kroner mere per 100 kilo korn eller at få EU-støtte, så tror jeg nok, jeg ville vælge de 30 kroner. Det ville da gøre det hele meget enklere, og så kunne vi sige, at det er markedsvilkårene. Det andet er sådan lidt planøkonomi.«
I dag får Flemming Andersen 70-80 kroner for 100 kilo korn, og når snakken nu falder på kornpriserne, kan han ikke lade være med at tænke tilbage på årene midt i 80’erne, hvor 100 kilo kunne indbringe cirka 200 kroner. Så gode tider regner landmanden ikke med at se igen.
»Men jeg synes, det ville være sjovt at kunne sige: I får 30 kroner mere per 100 kilo, og så væk med alt det der,« siger han med henvisning til landbrugsstøtten. I samme åndedrag gør han opmærksom på, at han da heller ikke er mere blåøjet, end at han godt kan se, hvordan nogle arealer i Danmark giver så dårligt udbytte, at det for dem er en god forretning med den nuværende støtteordning.
»Hvis prisen steg med 30 kroner, vil jeg heller ikke udelukke, at man så kunne høste fem eller 10 hektokilo mere per hektar,« vurderer han.
»Jeg tror, de fleste landmænd i dag høster det, der er økonomisk optimalt.«
EU lægger med den nye landbrugsreform op til, at støtten til landbrug som Fruegård skal beskæres med i alt 20 procent over de næste syv år. Det har Flemming Andersen naturligvis svært ved at glæde sig over:
»Det drejer sig jo om en 75-100.000 i mistet indtægt om året, så dem skal jeg ud at finde. Det er svært at sige hvordan, for jeg kender jo ikke udviklingen på salgsprodukterne over de næste syv år,« ræsonnerer han.
Flemming Andersen nævner de østeuropæiske landbrugs tiltagende dygtighed som en faktor, der ikke ligefrem forbedrer fremtidsudsigten, og konklusionen er klar: Han må forsøge at blive mere effektiv. Desuden ville det heller ikke skade med en slags statslig kompensation, for eksempel gennem ejendomsskatterne, synes han.
Som gårdejer med egen maskinpark vil Flemming Andersen også overveje at udføre mere arbejde ’på regning’. Det vil sige praktiske opgaver som snerydning, rendegraveri og slåning af større græsarealer – faktisk har han allerede en mand ansat, som ikke laver stort andet end at slå græs hele sommerhalvåret.
»Her skal man huske på, at vi ligger i et godt område med både byudvikling og industri, hvor man rimelig nemt kan udnytte de døde perioder,« lyder det optimistisk.

Ikke kun pløre
Når man modtager op mod en halv million kroner om året i støtte, kan det næsten ikke undgå at udløse lidt kommentarer og småbrok. For Flemming Andersens vedkommende er det »kun sådan noget med, at hvis vi er til fest en aften, så kan der godt være nogle, der sidder og siger ’årh, bønderne de får så meget i EU-støtte’«. Men det sker kun i sjov, understreger han, og kun én gang har han følt sig lidt krænket:
»Dengang der blev bygget golfbaner her i Værløse, der var der en mand i byen, som skrev læserbreve. Han skrev, at det her var jo kun nogle plørede pløjemarker med EU-støtte,« fortæller han.
»Jorden havde kommunen købt op 15 år i forvejen, men jeg havde så forpagtet den og drevet den i mange år, og jeg var lidt ked af at skulle afgive den til golfbane. Og da det blev stillet sådan her op i den lokale avis, blev jeg simpelthen nødt til at ringe redaktøren op og sige, at det kommer vi altså til at skrive et modsvar på.«
»Vi skrev så, at det her, det var altså ikke kun plørede pløjemarker, men at det var et seriøst erhverv, som var med til at holde hjulene i gang i Danmark. Vel modtog vi EU-støtte, men vi skulle da også være nogle skarn... Selvfølgelig kan man bare lade være med at sende en ansøgning ind – men det er der ikke ret mange, der gør.«
»Jeg blev måske ikke sur, jeg blev mere ked af det,« kommer det så eftertænksomt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her