Læsetid: 3 min.

Hjerternes triumferen

Legende og levende Shakespeare: Grønnegårds Teatrets smittende hyldest til kærligheden
2. juli 2002

Teater
Skovdød? Ikke tale om. I hvert fald ikke på Grønnegårds Teatret. Her er så sandelig liv i skoven fra start til slut. Og liv i kludene. Instruktøren Madeleine Røn Juul skyr de tunge fortolkninger og satser i stedet alt på kærligheden. Hun gør Shakespeares berømte komedie Som man behager til det, den skal være: En fejende festlig og dynamisk hyldest til forelskelsen, hvor hjerterne kan få lov til at triumfere mellem alle forvekslingerne og forklædningerne, intrigerne og de falske identiteter.
Udgangspunktet er den velkendte replik: Verden er en scene. Rammehandlingen – et maskespil ved George den 1.’s hof – giver anledning til en spillevende pendulering ind og ud af handlingen. Snart er de medvirkende
amuserte bivånere til den artige omgang teatersport, der velarrangeret udspiller sig på gulvet. Snart er de fuldt optaget af at give muntert liv til den sceniske leg, som altså så er opførelsen af Shakespeares komedie om kærligheden, der læger og forvandler. Det er vitalt og raffineret. Og samtidig giver turen i tidsmaskinen scenograf Jesper Corneliussen mulighed for at pifte kostumesiden op til en pastelfarvet barokpastorale, der står godt til omgivelserne – lavtflyvende svaler, nedgående sol, lammeskyer og tæmmede lindekroner inklusive.

Poesi og erotik
Men forestillingen, der er den bedste i Grønnegården i mange år, lykkes så fint, fordi den har et solidt dobbeltgreb om teksten. Dels er der poesien, som den ikke er bange for. Der tales faktisk forbløffende flot, den åbne himmel taget i betragtning. Dels er der erotikken, som den formår at formidle så klokkerne bimler og fuglene fløjter. Indblæst nyt liv og nye følelser af et ensemble, der præcist ved, hvor det skal hen.
Rollebesætningen er rent guf. Det hele står og falder jo med Shakespeares største kvinderolle, den forviste hertugdatter Rosalinde, der forklæder sig som dreng i skoven og møder kærligheden. Hvis nogen ellers havde været i tvivl, så er der her tale om den rigtige rolle til den rigtige skuespiller – på det rigtige tidspunkt.
Charlotte Fich er et under af kvindeligt vid og piget rådvildhed i en figur, der har det hele. Rørende i sin fortvivlelse, sød i sin forundring, skæg i sit drengeagtige drilleri. Med styr på blankversene og så alligevel helt moderne i sine ture op og ned ad følelsesbarometret. Det store gennembrud i gammeldags forstand? Det er vist ikke for meget sagt. Brug hende efter fortjeneste, teaterchefer!

Skuespillernes aften
Hun matches fuldt ud af Morten Staugaard, der er en ilter og mandig Orlando med oprørsk temperament. Rosalindes søstersolidariske kusine Celia er i gode hænder hos en indtagende Camilla Bendix, der gør hende til et legende og frodigt livstykke med Nørbysk perlelatter. Med en herligt frisat Peter Gilsfort som hendes bejler, først meget ond, siden meget forelsket.
Man kunne blive ved. Og det gør man så. For forestillingen er velspillet til sidste mand. Og det er skuespillernes aften: en vidunderligt original Kristian Halken gør ræsonnøren Jacques til en blegnæbbet og krøllet gnavpot, hvis tankespind løber snurrigt løbsk. En professionel, temmelig elskelig melankoliker, der er i sine fandenivoldske drifters vold.
Talentet Johannes Hillersborg får en sød, tuttenuttet figur ud af den håbløst forelskede fårehyrde, der efterstræber Anette Støvelbæks kølige kollega. Læg dertil Steen Stig Lommers resignerende nar, Susanne Juhaszs landligt-pikante bondepige, Peter Oliver Hansens bøssede og velsyngende hofmand, Helge Scheuers bevægende, trofaste tjener og Lars Junggreens dobbeltrolle som gennemgiftigt ond hertug og godmodig hyrdefar. Med Joen Bille som de myndige, kronede hoveder – både i den ene og den anden afdeling.
Nej, sommerens teatrale udflugt er ikke så langt ude i skoven, altså. Det skulle da lige være elskoven. Forelsket eller ej, så kom og bliv det igen: i Charlotte Fich, i Shakespeare og i kærligheden.

*Grønnegårds Teatret: Som man behager. Komedie af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Jesper Corneliussen. Koreografi: Ann Crosset. Til 17. aug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu