Læsetid: 4 min.

Højskolerne må se at komme af med Grundtvig

Når man tror, at ’folket’ er grund-enheden, eliten er modstanderen og dunkelhed vidensidealet, spiller højskolen sig fremtiden af hænde
1. juli 2002

Åndsforsnottet
For nylig havde jeg den fornøjelse at holde foredrag ved de danske højskolers årlige generalforsamling. I de kredse fatter man sig ikke i korthed, så det, jeg sagde, var for langt til at blive gengivet inden for nærværende beskedne rammer. Men her er, hvad jeg sagde – i kort form.
Mit hovedbudskab var, at højskolerne står over for en fantastisk udfordring, som man kunne kalde den tredje oplysningsbølge, men at de tilsyneladende ikke er i stand til at tage imod denne udfordring. Situationen synes ikke præget af muligheder, men af desperation. Af kamp for overlevelse, discountkurser, nichespecialiseringer, svigtende offentlige tilskud og identitetsforvirring.
Hvad er grunden? En af årsagerne til at udfordringen fra den tredje oplysningsbølge ikke tages op er, at højskolernes glorværdige fortid (læs: Grundtvig) står i vejen.
Men hvad mener jeg med »den tredje oplysningsbølge«? Den første oplysningsbølge var den, som skabte den akademiske elite og brød med religionens monopol på sandhed. Den daterer sig til den tidlige renæssance og til de første europæiske universiteters oprettelse.
Den anden oplysningsbølge var den, som var forudsætningen for det moderne demokrati, og som rullede gennem store dele af Europa i 1700- og 1800-tallet. Målet var politisk frigørelse. Men bevægelsen havde to forskellige varianter. I den ene – den tyske og franske – var modstanderen despoten, d.v.s. den politiske suveræn, og midlet var oplysning. Oplysning til individuel frihed. I den anden variant – den grundtvigianske – var modstanderen den sociale elite, og midlet var det frie, oplivede folk.

Den tredje bølge
I dag står vi imidlertid midt i den tredje oplysningsbølge. Her er målet ikke blot politisk frihed, men en bred økonomisk og social frihed. Det er realiseringen af videnssamfundet, sådan at dette samfund i såvel politisk som økonomisk og erhvervsmæssig forstand bliver et samfund for alle.
Skal højskolen have en plads i den tredje oplysningsbølge må den identificere sin rolle. Jeg mener, at højskolens fokus bør ligge på det, jeg vil kalde den moderne almendannelse: Værdsættelsen, d.v.s. evnen til at stå ved ens egne umistelige værdier, samtidig med at man anerkender, at andre kan have andre værdier.
Hvorfor bør og kan netop højskolerne tage sig af denne opgave? Jo, ganske vist er forudsætningen for at den tredje oplysningsbølge kan lykkes, at alle får adgang til formaliserede og kompetence-orienterede uddannelser. Men de bør suppleres af dannelsesforløb, hvor man kombinerer læsning, foredrag og diskussion, teoretisk og praktisk arbejde og menneskeligt samvær. Jeg tror, at internatet – det over en periode at være sammen med ikke alene andre mennesker, men med fremmede mennesker – er almentdannende i netop denne betydning. Det er, hvad højskolen kan tilbyde.

Samarbejde med eliten
Forudsætningen for at højskolen kan løfte denne opgave er, at den indplacerer sig i forhold til uddannelsessystemet. Den må ikke opfatte den akademiske elite og de formelle uddannelser som en modstander, men som en samarbejdspartner. De som gennemfører en formel uddannelse, bliver – når det går godt – både højt-kvalificerede, kompetente og kreative.
Men jeg tror ikke, at vi på universitetet er gode til at udstyre de studerende med almendannelse i den forstand, jeg har forsøgt at skitsere. Her kunne jeg godt tænke mig et formaliseret samarbejde, så mine universitetsstuderende havde et eller flere højskoleophold – for eksempel af en måneds varighed – som en del af deres uddannelsesforløb.
For at højskolen kan spille denne rolle må den imidlertid genbearbejde sin egen
historie. Den må gøre op med den fundamentalistiske grundtvigianisme, den som Harald Holm i oktober 1871, få måneder før Grundtvigs død, sammenfattede således:
»Der findes hos os egentlig kun to Hovedretninger, der staar som Modstandere paa Liv og Død, det er den gamle klassiske og den ny folkelige Dannelse, eller, om man vil, Universitets- og Folkehøjskoledannelsen. De brydes med hinanden, den ene trænger ovenfra nedad og vil gennemsyre hele Folket, den anden baner sig Vej indefra udefter og vil udfolde Folkets inderste Væsen.«
Problemet er, at dele af højskolebevægelsen stadig dyrker denne modsætning, og at andre – måske de fleste – blot er identitetsforvirrede, fordi de gerne vil noget andet og nyt, men samtidig hænger fast i det gamle og ikke fuldt ud har forstået, hvorfor det ene står i vejen for det andet.
Man hylder dunkelheden, det uudsigelige, og ser ikke, at det står i vejen for oplysningens ideal om akademisk klarhed. Man priser det folkelige og ser ikke modsætningen mellem det og de globale menneskerettigheder. Man opretholder en kulturkristendom og tør derfor ikke adskille religion og politik.

Individets frihed
Så længe man opretholder den opfattelse, at ’folket’ er grundenheden, eliten er modstanderen og den essentielle dunkelhed et ideal, kan man ikke spille nogen rolle i den tredje oplysningsbølge.
Så længe folkets enhed og ikke individets frihed er udgangspunktet, kan man ikke spille nogen rolle i den del af den moderne oplysning, som handler om kritisk globalisering, menneskerettigheder, integration – d.v.s. at samfund ikke forudsætter enshed, men opstår i samspillet mellem forskelligheder.

*Lars Qvortrup er professor i interaktive medier ved Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her