Læsetid 5 min.

Homo i hemmelighed

Indtil i år har det været kriminelt at være homoseksuel i Rumænien – nu er loven lavet om, men det er holdningen ikke
22. juli 2002

BUKAREST – Når Ilincas mor ringer, lyder også de indre alarmklokker i hendes lejlighed: Hendes kæreste må forholde sig i fuldstændig ro, så længe telefonsamtalen varer. Gulvene må ikke knirke, og dørene må ikke smække, så Ilincas mor dermed finder ud af, at kæresten er på besøg.
»Jeg hader at have det sådan,« siger hun, »men jeg er bare ikke modig nok til at gøre det anderledes.«
Ilincas kæreste er nemlig en pige. De har været sammen i et par år, og Ilinca har fortalt sine forældre, at hun var lesbisk, men siden er emnet blevet tabu i familien.
»De vil ikke høre om det,« siger hun.
Alligevel er Ilinca en af de heldigere i Rumænien. Andre homoseksuelle, der fortæller familien om deres seksualitet, bliver ganske enkelt smidt ud hjemmefra. Det skyldes, at homoseksualitet ikke er accepteret i Rumænien og indtil januar i år i princippet har været strafbart med fængsel i op til fem år.
Efter lang tids interna-
tionalt pres – bl.a. fra EU, som Rumænien gerne vil ind i – måtte landet æde sin berygtede paragraf 200 i straffeloven og afkriminalisere homoseksualitet.
Men der er milevidt fra lov til liv. Så langt, at homolivet i dag stadig leves i dybeste hemmelighed for de fleste.

Bøsser om natten
I en mørk kælder bag en anonym hvid facade i Bukarest, er kulørte lamper blevet tændt over et tomt dansegulv. Aftenen er først ved at begynde og én efter én kommer de nu listende ned ad trappen: Bøsser, biseksuelle og lesbiske, der ikke tør springe ud, og som er trætte af at mødes til anonym sex på de offent-
lige toiletter og parker, der ellers fungerer som mødested for homoseksuelle i byen. I stedet har de nu fundet et åndehul i byens nye og eneste homoklub ’Queens’.
Små sofagrupper i sort læder med metalborde og orange væglamper på svagt blus sørger for den helt rigtige intim-stemning, når der skal tungekysses og nulres i hår. Øjne glider undersøgende nedover nyankomnes kroppe, og der tales med lave stemmer.
»Folk kan kun være bøsser om natten,« siger 29-årige Dennis, der er professionel danser.
»Hvis jeg sagde åbent, at jeg er bøsse, ville jeg blive fyret øjeblikkeligt.«
Dennis har haft en kæreste i fire år. De kan ikke holde i hånd offentligt, kysse eller omfavne hinanden. Sker det f.eks. på en café eller et værtshus, bliver de smidt ud med besked på aldrig at vise sig mere.
Mens Dennis snakker, har Marian på 22 år sat sig i lædersofaen.
»Fá,« siger han og forklarer grinende, at det er noget, man siger om gamle damer på landet, og at det nu er blevet slang blandt bøsser.
»Det betyder noget a la ’Yo, girl’,« forklarer han.
Der er ellers ikke meget af grine af for den unge fyr med en perlebroderet taske slynget om brystet.
»Min mor slog hånden af mig for et år siden, da vores hushjælp fandt mig i sengen med min kæreste.«
Nu er det kun lillebroderen på syv år, Marian ser af sin familie. Det sker en gang om måneden.
»Min mor fortæller ham, at jeg har travlt med at arbejde, så jeg ikke kan komme.«

Offentlig skandale
Som den så ud i år 2001 forbød paragraf 200 i den rumænske straffelov ikke direkte homoseksualitet. Men den forbød mennesker at ’forføre’ eller ’opfordre’ personer af det samme køn til seksuel samkvem. Foreninger, møder eller materiale, der var relateret til homoseksualitet var ligeledes forbudt. Og endelig straffede paragraffen alle former for homoseksuel adfærd, der kunne føre til en ’offentlig skandale’.
»Det betød, at din nabo – hvis han mistænkte dig for at være homoseksuel – kunne ringe til politiet og sige: ’Jeg er oprørt!’ og dermed få dig spærret inde i fem år,« siger Florin Buhuceanu, formand for ACCEPT, der er Rumæniens landsforening for bøsser og lesbiske.
Selv blev Florin smidt ud fra sit studium på grund af et læserbrev, han havde skrevet i et af Rumæniens førende magasiner.
Han læste teologi, var en af de mest anerkendte studerende på fakultetet og havde vigtige tillidsposter som f.eks. religiøs rådgiver for sin årgang, da spørgsmålet om kriminaliseringen af homoseksuelle i 1996 blev taget op i det rumænske parlament. Da den rumænske ortodokse kirke gik på gaden for at samle underskifter imod, at paragraf 200 blev slettet fra straffeloven, skrev Florin et læserbrev, hvor han argumenterede for, at der ikke findes nogen dogmatisk legitimering af, at kirken kan blande sig i det lovgivende arbejde.
»Det skabte skandale på fakultetet,« fortæller han.
»Professoren mente ikke, jeg var egnet til en fremtid som præst, og mine studiekammerater mente, at jeg havde begået en stor synd over for Gud.«
Det er stadig den almene holdning i befolkningen, at homoseksualitet er en genetisk sygdom, der skal bekæmpes og kan kureres.

Hjemløs
ACCEPT driver i dag et åbent mødested for homoseksuelle, hvor de kan få psykologisk rådgivning, medicinsk behandling eller f.eks. deltage i den religiøse gruppe, Florin er barfodspræst for.
90 procent af de, der kommer, er homoseksuelle hemmeligt. Nogle er så langt ude psykisk, at de ønsker at begå selvmord. Andre kommer for at få hjælp, fordi de er blevet smidt ud hjemmefra og står uden penge og tag over hovedet.
»Desværre kan vi kun henvise dem til herberger for hjemløse,« siger Alexandra Arambasa, der er projektmedarbejder i ACCEPT.
Hun betegner sig selv som biseksuel i heteroretning, men har ikke tænkt sig at
eksperimentere mere med sin seksualitet, end med de to kvinder, hun hidtil har kendt.
»Når jeg ser de problemer, folk har, vil jeg hellere bare lade være,« siger hun, »jeg har haft nok af problemer i mit liv allerede.«
Hver weekend tager Alexandra og nogle frivillige socialarbejdere på klub
Queens for at dele kondomer og adresser på klinikker, der laver aidstest, ud – og for at lytte til problemer.
»Det er svært at være sigøjner og bøsse samtidig,« betror en ung mand sig til ACCEPTS socialarbejder i kælderen med diskolys og lædersofaer.
»Enten vil de bare have penge ud af mig eller også vil de bare have et éngangs-knald.«
Efter et par trøstende ord og et klap på skulderen bevæger han sig forsigtigt over mod en af sofagrupperne.
Inden Information forlader klub Queens har også sigøjneren nogen, der nulrer fingre i hans hår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu