Læsetid: 4 min.

’Alle mine honningbier’

27. juli 2002

Ja, vi har fået bier. Lidt brat

Haven i juli
Bag højbedskøkkenhaven står fire bistader. Ud af det ene sværmer bierne op, når solen rammer det. Bier navigerer efter solen, og deres syn er følsomt for dens ultraviolette stråler, så de kan orientere sig i gråvejr.
Så bier ser solen, selv når den ikke skinner.
Vi har forberedt os. Siden foråret har vi gået i ’biskole’ hver fjortende dag, kurser, som Dansk Biavlerforening arrangerer for nye biavlere. Det går tilbage med biavlen i Danmark, så det er vigtigt at nye kommer til, for bestøvningen såvel som for honningen.
Honningen, ikke mindst! Vores nyvundne værdighed har åbnet dørene til en hidtil uprøvet aktivitet: Honningsmagning. Besøger man en biavler, vil man blandt hans udstyr finde poser med plasticskeer nok til flere års børnefødselsdage. De er til honningsmagning. Vi har været med til slyngningen og stået med plasticskeen nede i den nyeste flydende honning og beruset os.
Vi har været til honningsmagnings-komsammen: Første, anden og tredje slyngning af en anden nyslået biavlers egen honning samt smagsprøver af lind, kløver og skovbryn, af honning med propolis og pollen.
Vi har opdaget, hvor forskelligt, honning kan smage. Og dermed selvfølgelig også hvor ens den, man køber, smager, selvom den nok så meget er »avlet i egen bigård«, som skrevet står på biavlerforeningens etiket. For erhvervsbiavlerne med mange hundrede stader rører ikke selv den flydende honning stiv, men lader den stivne i store transportkar. Før tapningen bliver de opvarmet, så honningen kan komme ud. Og den enkelte slyngnings særpræg forsvinder.

En flyvende start
Men vores biavler-veninde har fået 25 kilo fra to stader – flot for en nybegynder – med helt forskellig smag: Den sene har næsten lidt citrusmag, uden at hun kan forstå, hvad der giver den. En af hendes krydderurter, måske.
Selv har vi ikke fået noget endnu, for vi har først lige fået bierne – alt for sent til at de kan nå at suge nektar til andet end deres egen yngel. Hvis blot de kan det.
Egentlig havde vi kun tænkt at suge lærdom til os i denne sæson, for der er meget at lære.
Men så dukkede et tilbud op i lokalavisen – til spotpris. Vi slog til og stod pludselig med fire stader, en honningslynge, magasiner, tavler og meget andet, foruden et hvepsebo i det ene stade og lille rest bifamilie i ét af de andre.
Iført vore nye bidragter med net og lange handsker, gjorde vi kort proces med hvepseboet. – En flovt-meleret følelse af ny almagt. I hvepseselskab plejer man selv at være den afmægtige.
Men hvad med den lille, dronningeløse familie? I skal da have et par yngeltavler, sagde vores bilærer, Verner. Så forærer han os fem tavler med yngel, for så kan bierne selv lave en dronning. Det afhænger nemlig af fodringen, om en larve udvikler sig til en dronning eller en arbejderbi. Det var den 16. juli.
Bierne blev godt sure: De var blevet flyttet, de blev sat sammen med en familie, der lugtede helt forkert, og de havde ingen dronning. Det første de gjorde, var at fare over hegnet og stikke vores nabo midt i panden. En flyvende start. Heldigvis er han af den slags, der tager naturen roligt.
Så fik jeg en bi i håret, som jeg dog nåede at slå ihjel – så panikslagen, at jeg havde hovedpine flere timer efter. Og så blev husets herre stukket på øret. De var sørme sure.
I skal give dem noget at leve af, sagde Verner. Så fik de sukkervand af fire kilo sukker, som de slubrede i sig på ingen tid – og blev roligere. Nu har vi kigget tavlerne igennem, og der er flere dronningeceller under udvikling. Den 1. august skulle der være en dronning.
Men det er kun begyndelsen. Hun flyver nemlig ud for at blive befrugtet én af de første dage af sin levetid, og det kræver droner, hanbier. Der skulle dog være en chance, for droner kan lugte en ubefrugtet dronning på tre kilometers afstand, siger Holger, vores anden lærer. Og nede i mosen har han stader.
Den største gåde, jeg endnu er stødt på, er for resten dronerne. De udvikles nemlig af ubefrugtede æg, og hvordan kan noget levende udvikles af noget ubefrugtet? Jeg troede kun dén gik med Jesus.
Honning kan vi ikke vente i år, men også for alle andre har det været et magert honningår. Det begyndte godt i maj, men i juni, netop som familierne havde ynglet sig store, blev det koldt, og de gik i stå. Da varmen kom i juli, var det meste for sent. Kort er eders sommer,/aldrig mer den kommer, digter Ludvig Holstein.
Samme skæbne har vist ramt pieris brassicae, den store kålsommerfugl. Vi var henne i juli, før jeg så de første, og da var kålen allerede for stor og sej for dens glubske afkom. Så kålen knejser om kap med alt andet, der står så frodigt og grønt, fordi vi har fået regn.
– Ind imellem høje, klare sommerdage, hvor varmen åbnede døre og vinduer døgnet rundt. Den fuldkomne blanding for en sommer – hvis blot den var kommet lidt tidligere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her