Læsetid: 6 min.

Hvem var Jackson Pollock?

Ny film kalder på svar, der blæser i vinden – ’Pollock’ behandler stort set slet ikke Pollock som maler!
5. juli 2002

(2. sektion)

Ny film
Da den amerikanske maler Jackson Pollock i slutningen af 1940’erne begyndte at lægge sine kæmpelærreder på gulvet i laden ude på Long Island, hvor han boede og arbejdede, ændrede han betydeligt mere end bare den traditionelle måde at male malerier på. Ikke bare skiftede han fra lodret til vandret, han dansede også ind på lærredet som et uberørt landskab, dryppede højglanspolerede industrifarver over det i arabesker, skubbede rundt i malingen med den forkerte ende af penslen og lod ting fra omverdenen gå direkte ind i kompositionen – glasperler, småsten, knust glas, trådnet og tubekapsler.
Han åbnede et helt nyt rum, som på en måde aldrig for alvor blev hans, og døde efter et par års tilbagegriben i totemiske figurspekulationer i en tragisk bilulykke. Det var i efteråret 1956. Der var ingen vej tilbage. Skridtet var taget. »They’ll never fence the silver range,« som digteren Frank O’Mara formulerede det. Han arbejdede for Museum of Modern Art.
Man kunne jo godt mene, at Pollocks liv og værk, og den myte de hænger sammen i, måtte være et godt emne til en film. Action Painting som en af den tids to altafgørende kritikere, Harold Rosenberg, kaldte det, er jo næsten film i sig selv. Noget i den retning har vel foresvævet Shepard-skuespilleren Ed Harris i de 10 år, hvor han angiveligt har tænkt over filmen Pollock, instrueret af og med ham selv i titelrollen, der lå færdig i år 2000. Tankevækkende årstal, fordi hvorfor skulle et nyt årtusind ikke være begyndt i f.eks. i 1950 eller 1956 og være trådt ind gennem Pollocks billeder?

Liv og kunst
Filmen, der ikke rører ved malerens barndom eller læretid på kunstskoler i Los Angeles og New York, men kun dækker årene fra ca. 1944-1956, kolporterer desværre først og fremmest det nu over 50 år gamle idiotiske portræt af maleren Jackson Pollock som en fordrukken, moderbunden pivskid af en forloren cowboy, for hvem det kommer ud på et, om han smadrer en stol eller maler et billede, bare det gigantiske indre overtryk ligesom kommer ud. Mand!
Der er ikke noget specielt forkert i det, eftersom Pollock selv dyrkede det billede som en slags maleriets superstar i Life Magazine, men filmen behandler stort set slet ikke Pollock som maler, hans banebrydende og den i dag på mange måder uforklarlige indsats eller det miljø, han som maler og menneske var en del af, det samfund og den verden, han levede i, og slet ikke det samfund og den verden, vi lever i nu og her.
Film kan mange ting, men maleri kan den ikke være. Pollock var måske en skuespiller, og han var bestemt ikke noget lykkeligt menneske i normal forstand. Alkoholiker var han også, men hvad rager det egentlig nogen? Og ville han interesserer os, hvis ikke hans malerier var der?
Både Ed Harris og Marcia Gay Harden, der fik en Oscar for sit portræt af Lee Krassner, Pollocks hustru gennem alle de afgørende år, tog maleundervisning for at sætte sig ind i sagerne. Men man kan ikke blive Pollock på en malerskole, selv om alle hans tricks hurtigt indgik i undervisningen på den slags steder og har været der siden 1950’erne.
For en egentlig maler, og Pollock var sådan en, er maleriet en nødvendighed, der grænser til totemisk besættelse. Det kan man ikke lære, det kan man bare være.
Men man er ikke alene. Maleriet er der allerede, og Pollock ville ikke bare lave noget nyt, selv om det skal være nyt, han ville fortsætte, hvad der allerede var.
I New York i 1940’erne var det først og fremmest surrealismen, med en rod i kubismen. Hans dripping var en direkte kropsliggørelse af de surrealistiske digteres berygtede automatskrift, og baggrunden var en ofte fortvivlet kamp med en figuration, der hos Pollock blev forenet med den opfattelse af Jungske arketyper, han havde mødt i 1939, da han gik i jungiansk analyse som del af en kur for alkoholisme.
Truende stammefigurer, der kunne optræde som direkte huller i billeder eller som overmalede, dansende kulørte skygger.

Stammen
New York var en lille by dengang som nu. En provins, der pludselig, som følge af krigen, bomben og alt det, der stod blitzet i rædsel som der, hvor det ny måtte ske. Andre Masson var der og Andre Breton, Max Ernst som var gift med Peggy Guggenheim, hvis galleri var først til lancering af Pollock. Med en kontrakt, der kun lige netop gav anledning til overlevelse, hvis ikke billederne blev solgt, hvad de ikke lige umiddelbart gjorde, den slags kommer efter den tidlige død – det siger myten. Europas førende malere og digtere i eksil fra krigen.
En lille gruppe malere, der kendte hinanden fra det store Federal Arts Projekt, der de foregående år havde sat dem
i gang med blandt andet murmalerier i stort format: Arshile Gorky, Willem de Kooning, Baziotes, Philip Guston, Lee Krassner, Franz Kline. En lille håndfuld gallerister – først Guggenheim, så Betty Parsons og sidst Sidney Janis – og de to mægtige kritikere, der ville bevæge malerne i bestemte retninger med deres spidse penne: Harold Rosenberg og Clement Greenberg.

Feltet
Og rundt om det, beslægtet gennem den unge sydamerikanske surrealist Matte med Cobra og Jorn i Europa, men stadig provinsielt, digterne fra Black Mountain med Charles Olson i spidsen, ham der sagde, at »den mur, der skal være der«, for ellers kan man ikke male på den, eller de yngre, som Jack Kerouac, der opsøgte malerne i deres hovedkvarter, som var The Cedar Bar på Union ned mod Greenwich Village, veteraner som komponisten Edgar Varese og hastigt forbipasserende gæster som den walisiske digter Dylan Thomas.
Noget skulle ske. Et næste skridt skulle tages. Og det var Jackson Pollack, der tog det.

Den nye verden
Pludselig lagde han muren på gulvet. Den som de store mexikanere, Rivera, Orozo og Sequeiros, havde malet deres sociale og politiske visioner på, og trådte ind på lærredet som en arena.
Han trådte ind i billedet, og samtidig ud af det. Knægten fra Cody, Wyoming, vokset op i en trailer med sin far, der tegnede kort, i Arizona og Californien, det vilde vesten, var vendt hjem til det helt og skræmmende ny.
Man kommer dansende ind på scenen på sine vaklende ben som en troldmand, der uophørligt skifter alder (sådan ser den franske digter Marcelin Pleynet ham i den film, Hans Namuth drejede, mens han endnu levede), Pollock er en olding af et barn med ingenting imellem, og det er det ingenting, hans billeder sætter lys på. Det ingenting, som er os, og det liv, vi lever.
Han pisser i Guggenheims kamin og smadrer en stol, han vælter et bord, og efter ham har generationer af håbefulde malere pisset i kaminer, smadret stole og væltet borde, som i en film af Ed Harris, men det hjælper ingenting. Og faktisk er det jo i filmen alligevel, der hvor Lee giver sig til at belære Jackson om, at man er nødt til at have naturen som grundlag, når man vil abstrahere, og Jackson svarer: »I am nature!«

Pollocks børn
I en anden scene af den mislykkede, men velmente film sidder Jackson med en bajer og lytter til Billie Holliday. Lee kommer ind, og Jackson siger til hende, at han gerne vil have børn. Han elsker børn og hunde filmen igennem. Lee siger nej: »Vi er malere, Jackson!« – og hun har måske allerede barn nok i ham. Filmens groteske barn reagerer selvfølgelig, som han altid gør. Han smadrer grammofonen og går i gang med resten af huset.
Men Pollock fik masser af børn. De fleste af dem ved det bare ikke, og de vil desværre ikke kunne genkende deres far i den her film.
Deres far var maler!
Hans tunge, slidsomme arbejde med udgangspunkt i kubismens strenge regelsæt eksploderer på ladegulvet og spreder sig nu som graffitimaleres totemiske strammetegn på alle mure over det hele. Nej, der kommer aldrig hegn om det sølverne landskab, som en af Pollocks direkte efterkommere happeningkunsteren Allan Kaprow slog det fast to år efter faderfigurens tragiske død:
»Objekter af enhver art er den ny kunsts materialer: maling, stole, mad, elektrisk lys og måneskin, røg, vand, gamle sokker, en hund, film, og tusindvis af andre ting... uhørte hændelser og begivenheder, fundet i skraldespande, politiarkiver, hotelrum, set i butiksvinduer og på gaden, fornemmet i drømme og rædselsfulde ulykker... tre bank på fordøren, en kradsen, et suk og en stemme, der kværner endeløst, et blændende stakkato lysglimt, en bowlerhat – alt er den ny kunsts materiale.«
Det er kunsten siden 1956 i en nøddeskal!

*Pollock. Instruktion og manuskript: Ed Harris. Amerikansk. Gloria, Dagmar og Empire Bio

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu