Læsetid: 4 min.

Hvid støj og sort magi

Roskilde trådte fredag og lørdag i karakter med et slaraffenland af musikalske sammenstød
1. juli 2002

Roskilde
Allerede kort efter at overtegnede duo forlod tastaturet efter en lunken anmeldelse af Roskildes første dag viste festivalen sig fra sin mest belønnende side med japanske Cicala Mvta. Angiveligt traditionel gademusik fra hjemlandet, men med masser af freejazz-elementer og denne åbenbart meget genkendelige forsirede og klagende melodiøsitet, som man finder hos diaspora kloden rundt. Og tilsat en sund portion vanvid udartende sig i øllede – men rentsyngende – mandekor, pludselige støjkramper ikke mindst fra en Charles Mingus-klon på cello – blandt andet udsat for vinkelsliber.
Vitaminerne, vitaminerne… Roskildes fornemste opgave – udover selvfølgelig den omsiggribende hedonisme – at fylde så mange fremmede vitaminer på festivalgængeren som muligt. Og det lykkedes allerede tidligt fredag med Cicala Mvta.
Til gengæld er udbuddet af den hårde rock nærmest grinagtigt ringe i år. Undtagelsen er sure, sataniske Slayer, der stak sit grimme fjæs frem fredag eftermiddag på Orange Scene. I bagagen har bandet det bastant tæskende God Hates Us All, en plade i et skånselsløst tempo, og selv om thrash-metal-veteranerne stort set har skrevet den samme melodi, siden de brød lyd- og hastighedsrekorden med albummet Reign In Blood, er bandets særegne wall-of-noise stadig så tænderraslende kompromisløs, at man er tæt på at mærke hadet flyde gennem sine arterier.
Kompromisløshed har også altid kendetegnet funk-metal-veteranerne Red Hot Chili Peppers, der står til et klart 13-tal i faget for skambrug af rockklicheer. Druk, narko, dødsfald, vilde koncerter, smadrede hotelværelser, damer og coke i stribevis har siden starten fulgt dette band af desperadoer. Heldigvis for dem har de også været i stand til at holde på instrumenterne og gradvist forædle deres musikalske udtryk fra plade til plade.
Det var således en sammentømret enhed, der stillede op i fredag aftens silende regn. Showet bød på gruppens kendte numre, der udløste fællessang og -dans over hele pladsen, samt forsmag på skæringer fra den kommende plade, uhøjtideligt styret af bassisten Flea, der enten er et pjathoved eller bare skulle have tiden til at gå. Det blev både til vrøvlesang, børneviser og en hyldest til den afdøde The Who-bassist, John Entwistle, afleveret af et band, der har valgt at tackle alle op- og nedturene med et skævt smil.
Derimod blev der grebet dybt i hjertekulen på Blå Scene, hvor nordmanden St. Thomas og hans band så forunderlig ubesværet pustede liv i deres gennemamerikanske singersongwriting fuld af vemod og, ja, noget der nærmer sig mesterlighed. Enkelt tegnede sange, underspillede orkaner båret af et smukt indfølende band, der syntes at hæge med dyb passion om hver enkelt sang. Og St. Thomas er ikke kun en stor sangskriver, men ditto sanger, der trods ukristelig mange feedbackproblemer lod sin stemmepragt – tænk Neil Young med større fylde – ramme hver og en under teltdugen – gerne båret om muligt mere hjerteskærende af bandets korharmonier. Det bliver ganske enkelt ikke mere gribende.

Guitartvillinger
Televisions koncert fokuserede på det, det handler om, nemlig musikken. Det efterhånden aldrende band leverede minderige numre fra deres gyldne sangkatalog, med vægten lagt på albummet Marquee Moon, og står som det levende bevis på, at der også findes poesi i et bæst af en storby som New York. Tom Verlaine synger stadig lige elendigt, men for ham og resten af bandet handler det om at komme hen til guitarsoloen, og hans og makkeren Richard Lloyds fingerspil endte også med at blive en af fredag aftens store attraktioner. Når de to enæggede guitartvillinger slap sig løs i lange lyriske forløb, lød deres numre, som var de så unge og friske som dagen i går.
Magien var dog langt fra overstået med fredagen. Et forventet men alligevel overrumplende indfølt klimaks blev således nået med tyske The Notwist lørdag eftermiddag. Et fem mand højt liveband med så meget indbyrdes nærvær, varme og åbenbar nydelse ved at spille deres musik at alene synet af deres ordløse kommunikation var en gave. En gave, der kun blev større, fordi de konstant forsøgte at underspille – selv i de mest dynamiske og støjende passager. Sangenes melodiøse sensitivitet blev sublimt forløst på trommer, bas, guitar… og computer, synth, orgel og pladespillere. Og netop i dette krydsfelt, hvor gruppen helt ubesværet sammenblander analog og digital lyd er The Notwist trods deres alternativt rockede sensibilitet et hypermoderne band, der som det naturligste af verden lader deres himmelske indiepop-sange forgrene sig ud i breakbeats, støj, vinylkunster og sugende dubrytmer. Men det er en modernitet der ville forstene i formeksperimentet, hvis ikke The Notwist var så insisterende lyriske i al deres udadvendte indadvendthed. En åbenbaring.

Oral boogie
Kort efter leverede Newyorkske Antipop Consortium festivalens formentlig bedste hiphop-koncert: En avantgardistisk oral boogie med pust fra old school-hiphoppens minimalisme og analoge, rudimentære synth. Ekvilibristisk udført af en trio, der foretrækker den halsbrækkende og rytmisk kringlede ordguirlande fremfor b-boy-sing-a-long bøjet i neon.
De engelske popveteraner New Order guidede publikum rundt i deres mageløse sangkatalog. Det var hit på hit, der inkluderede de dugfriske fra sidste års overbevisende comebackalbum, Get Ready, men som også rakte tilbage til Joy Division-tiden og bandets første leveår i den sofistikerede ende af new wave-genren. Numrene blev pisket frem af en sprælsk Peter Hook, hvis karakteristiske bas rungede ud over hele festivalpladsen, når tonerne blev slået an til klassikere som ’Ceremony’, ’Temptation’, ’Atmosphere’ og naturligvis ’Blue Monday’, som bandet i sin tid bragede igennem med – men i sammenligning med de andre numre faktisk stod tilbage som et af de svagere indslag. Ikke mindst holdt op mod det afsluttende, majestætisk elektropoppede ’Your silent face’, hvor det pludselig gik op for en, hvorfor man stod en lørdag aften i en mudderpøl syd for Roskilde.

*Cicala Mvta, Ballroom, St. Thomas, Blå Scene, Slayer, Red Hot Chili Peppers, Television, Grøn Scene, fredag. The Notwist, Hvid Scene, Antipop Consortium, Blå Scene, lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu