Analyse
Læsetid: 5 min.

Hygger I jer? Jaaaaah!

Roskilde Festival er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at de danske musikfestivaler først og fremmest er til fest og hygge. Musikken er ikke altid lige så vigtig, til gengæld er den ofte dansk
3. juli 2002

Med den netop godt overståede Roskilde Festival er den danske festivalsommer for alvor skudt i gang. Allerede nu er stikket sat i til den næste store på Midtfyn i den kommende weekend, og over sommeren kommer turen til flerdagsfestivaler i blandt andet Skanderborg og Tønder, for ikke at tale om de utallige idrætsparker, dyrskue- og eksercitspladser og andre rekreative områder, der vil lægge arealer til rytmiske endagsarrangementer.
Om sommeren bliver Danmark omdannet til festivalland, og sådan har traditionen været for et par hundrede tusinde danskere, der hvert år vælger denne form for ferie, siden den for alvor blev populær i midten af 80’erne. Historisk begyndte de første i starten af 70’erne, inspireret af engelske og amerikanske festivaler. Af de store, udenlandske forbilleder hører Monterey Pop Festival og Woodstock, gigantiske kollektive sammenkomster, der realiserede blomsterbørnenes drømme, men også deres mareridt, for eksempel ved Rolling Stones’ fatale optræden på Altamont-festivalen, hvor vagtkorpset, det lokale
Hell’s Angels, mistede så meget kontrol over publikum, at en mand, der tilsyneladende truede med en pistol, blev stukket ihjel af en HA’er.
Men hvis man ser bort fra Roskilde-ulykken for et par år siden, er festival-begrebet absolut positivt ladet. Her samles høj som lav, hvid, brun og gul over en weekend til fælles dans, sang og fest, og glemt er for en stund tilværelsens mere trivielle gøremål.

Roskilde er det store, nordeuropæiske musikalske og kulturelle manifest og med under halvdelen af de besøgende med dansk pas, den suverænt mest internationale, både målt med dansk og udenlandsk alen. Mange tyskere, nordmænd og svenskere besøger hvert år festivalen, hvilket klart afspejles i programmet, da mange bands fra netop disse lande gæster scenerne. Men mange andre nationer er også repræsenteret, gerne fra fjerne verdensdele, med et eksplosivt udbud af stilarter som resultat. Det er en del af festivalens ånd at fremvise den rytmiske mangfoldighed fra hele verden til hele verden, der for en weekend er gæst i det globale diskotek.
Midtfyns Festival og Skanderborg Festival, som i størrelse følger efter Roskilde, og i musikalsk kvantum er reduceret til en tredjedel i forhold til deres sjællandske storesøster, har på grund af en begrænset nysgerrighed i udbudsvalget ikke nær så stor tiltrækningskraft på den kræsne, aktive musikforbruger. Alligevel formår man ligesom Roskilde både på Fyn og i Østjylland at servicere sin målgruppe.
Midtfyns Festival er meget indenrigsorienteret, og for de danske gæster er hyggen og festen lige så vigtige ingredienser som musikken. Og skal der hygges, er parolen ofte, at der skal serveres noget kendt, for så har man det trygt og rart. Og det skal et eller andet inferiørt slovensk dødsmetalband ikke gribe forstyrrende ind i. Derfor gæstes festivalen også i år af gamle kendinge som Gnags, Lars Lilholt Band og Paul Krebs (men mærkeligt nok ikke af skotske Run Rig). Generelt er der mange danske navne på Midtfyns, et par enkelte internationale trækplastre, mens marginal-rocken i år stort set kun repræsenteres af de amerikanske blues-punkere Jon Spencer Blues Explosion.
Det samme billede tegner sig stort set for de andre af sommerens arrangementer: musikprogrammer, der vil være et let offer for en rutineret (fordrukken, københavnsk) musikskribents kritik. Men fraset Roskilde, som naturligvis også skal have folk igennem tælleapparaterne, men alligevel gør en dyd ud af den musikalske åbenhed, handler det for de andre festivaler først og fremmest om at give det, publikum tilsyneladende ønsker.
Og som de gode danskere, vi er, skal vi først og fremmest hygge os og slappe af i rare omgivelser, have en lille skid på, spise en ordentlig røvfuld grillmad og høre nogle velkendte rytmer, som ikke bringer os i alt for dårligt humør.
I det lys bør det dog bemærkes, at Skanderborg Festival, der som bekendt kalder sig for Danmarks smukkeste festival, i år eksperimenterer med at være både børs og katedral og har haft overskud til at sætte kløerne i Elvis Costello, Suede og Stereo MC’s, solister og bands, der er i stand til mere end at spille op mod gamle travere som Gary Moore og Big Fat Snake.

Bemærkes skal også den styrke ved festivalerne, at de over et par måneder sikrer en nogenlunde stabil indkomst for en pæn række danske bands. Og her er det ikke kun Thomas Helmig & Co., der får chancen. Specielt Midtfyns præsenterer i år mange nye, håbefulde bands. Måske sker det ud fra en økonomisk nødvendighed fra festivalens side, da omkostningerne til sikkerheden for publikum er steget voldsomt efter Roskilde-ulykken for et par år siden, at valget falder på unge og billige danske bands. Men det er underordnet, al den stund, grupperne får chancen for at vise, hvad de dur til, ikke mindst set i lyset af den nok så omtalte krise i den danske pladebranche. Hvad der ikke kan tjenes på pladesalg, må komme ind på koncert-job, og hvis Midtfyns & Co. kan hjælpe lidt til i den strategi, behøves det sidste danske band måske alligevel ikke at lukke og slukke efter sig.
Tønder Festival, der afslutter festivalsommeren ultimo august og som har specialiseret sig i folkemusik, har dog ingen køb-dansk-klausul i sit grundlag. Således er det kun godt ti procent af det samlede udbud, der er danskhyret. Årsagen til det er givetvis, at folkemusikken markerer sig skarpere uden for landets grænser, og med hovedvægten lagt på angelsaksiske navne som veteranerne The Dubliners, Donovan og Arlo Guthrie er festivalen orienteret mod især de vesteuropæiske og amerikanske folk-traditioner.

Noget yderligere bemærkelsesværdigt er den tendens, at mange udenlandske bands, som har toppet kreativt for mange år siden og nu kun lever højt på opsamlings-cd’er, hvert år er sikret fast arbejde på mange danske festivalpladser. Der går nærmest ikke et år, før Smokie kommer forbi, og hvem det gavner, får stå hen i det uvisse. I hvert fald ikke musikbranchen på langt sigt, som netop i mange år har gjort meget for at promovere lignende kreativt udtørrede band og dermed dresseret forbrugeren til, at musik er en kommerciel vare på linje med ost og pålæg. Ikke kunst og kultur, men et objekt, man for eksempel kan undlade at betale for og i stedet samvittighedsløst få brændt en kopi af.
Men trods krise i branchen, programudbuddet og ulykken på Roskilde Festival for to år siden, er der umiddelbart intet, der tyder på, at interessen er faldende. De samme mennesker, og stort set også de samme bands, vil befolke de danske græsarealer de næste par måneder. Festivalsommeren er skudt i gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her