Læsetid: 5 min.

Indiansk gennembrud i Bolivia

USA’s ambassadør forsøgte at fortælle bolivianerne, at de ikke skulle stemme på cocabøndernes fortaler Evo Morales – så det gjorde de
2. juli 2002

Alt tyder på, at den tidligere præsident Gonzalo Sánchez de Lozada (1993- 1997) atter vil sætte sig i Bolivias præsidentstol efter valget søndag. Men en ny højreregering vil møde voldsom opposition ikke kun i gaderne men nu også i parlamentet, hvor indianske bondepartier fik et sensationelt gennembrud.
Den foreløbige opgørelse af det kombinerede parlaments- og præsidentvalg, der blev afholdt i Bolivia søndag, tyder på dødt løb mellem den liberale, kompetente teknokrat Sánchez de Lozada kaldet Goni (23 procent) og kaptajnen fra den bolivianske hær, højrepopulisten Manfred Reyes Villa (22 procent).
Det fattigste land i Sydamerika tæller kun otte millioner indbyggere, men er 25 gange så stort som Danmark. De officielle resultater vil først foreligge om 12 dage.
Ni partier skal nu forhandle og pege på landets kommende præsident, der skal træde til den 6. august. Fordelingen af mandater i de to kamre peger på Goni som favorit. Men komplicerede forhandlinger mellem ni partier venter, og det vil blive nødvendigt at danne en flerpartiskoalition.
Gonis come-back er en overraskelse. Mange analytikere havde afskrevet de Lozada, fordi den 72-årige storrige mineejer, der taler spansk med nordamerikansk accent, mere end nogen anden personificerer landets nu udskældte ortodokst liberale kurs. Under hans tidligere regering blev Bolivias store, statslige selskaber privatiseret. Privatiseringerne foregik på lyssky vis og f.eks. er det tidligere velfungerende luftfartsselskab LAB nu på fallittens rand.

Til det sidste var favoritten i valget, borgmesteren i fire omgange i landets fjerdestørste by Cochabamba, Manfred Reyes Villa, kaldet Bombón (bolsje) på grund af sit flot svungne overskæg og glatte, velsoignerede ydre. Manfred Reyes, som har samlet overløbere fra andre partier, formåede at præsentere sig som et nyt ansigt i boliviansk politik.
Men efter seks måneders valgkamp begyndte NFR’s slogans som »Bombón pura corazón« (Bombón, det rene hjerte) at virke hule selv for en i udbredt grad analfabetisk befolkning, som i valgkampe ofte lader sig spise af med gaver fra besøgende kandidater, tomme løfter og lette løsninger.
Mange bolivianerne vragede i sidste ende det ubeskrevne kort Reyes Villa til fordel for Goni, som havde et konkret program med bl.a. at indlægge strøm i landdistrikter, opføre huse, anvende landets naturgas i husholdningerne, skabe job og bekæmpe den udbredte korruption. Mens den nuværende storkoalition kendetegnes ved handlingslammelse og korruption, huskes Gonis præsidentid som de store reformers tid. Det gælder først og fremmest den i latinamerikansk sammenhæng meget avancerede decentraliseringslov, der sikrer at 20 procent af statsbudgettet fordeles i kommunerne, og skolereformen, der i princippet skal sikre, at indianske skolebørn de første skoleår undervises på deres modersmål.
Valgets sensation er cocabøndernes parti MAS, som under ledelse af Evo Morales Ayma har vundet stillingen som landets tredjestørste parti.
Sammen med det lille indianske parti MIP, der ledes af den aumara-indianeren Felipe Quispe Huanca, vil MAS sidde på over en femtedel af landets deputerede. Det betyder intet mindre end en revolution i Bolivia. Politik har traditionelt været forbeholdt nogle få, stenrige familier. Ideologien blev gemt væk på partikontoret, mens studehandler i kongreskorridorerne fordelte ben i det offentlige.

Morales’ succes afspejler følelsen hos det indianske befolkningsflertal, som på ingen måde føler sig beslægtet med den overvejende hvide elite, der regererer landet.
Under ledelse af cocalederen Evo Morales har MAS formået at etableret sig som et bredt, indiansk bondeparti med fremtrædende skikkkelser fra venstreorienterede kredse fra fagforeninger og byernes mellemlag.
I sit valgprogram har MAS nedtonet sit forsvar for »den hellige kokaplante« til fordel for krav med bredere appel som afvisning af udlandsgælden, gennationalisering af »strategiske« virksomheder, der f.eks. udvinder olie og naturgas, forbedring af kreditmuligheder for bønderne og overdragelse af traditionelle territorier til indianske folk.
Lige op til valget advarede den nordamerikanske ambassadør i uforblommede bolivianerne mod Evo Morales. Iagttagere vurderer, at dette gavnede Morales, idet mange bolivianere med en nationalistisk refleks og følte sig kaldet til at reagere på den nordamerikanske indblanding. Med vanlig ironi takkede Evo Morales den nordamerikanske ambassadør for hans bidrag til sin kampagne.
De bolivianske cocabønder har under Evo Morales længe været en torn i øjet på Bolivias regering og dens nordamerikanske mentor, som kalder dem »narkoproducenter« og »talebanere«.
Cocablade er imidlertid ikke narko men en traditionel indiansk plante, som bruges ved spådomskunst og religiøse ceremonier og i øvrigt tygges ivrigt af en stor del af befolkningen i Andesbjergene – med en mild virkning til følge på linje med kaffes. Men bladene kan også bruges til at fremstille kokain. Derfor presser USA Bolivia til at udrydde alle cocabuske bortset fra 12.000 hektar.
Ved en hårdhændet politik har den regerende koalition på fem år nedbragt landets ulovlige produktion af cocablade fra 38.000 hektar til angiveligt 4.000.
De 30.000 familier i Chapare, som har levet af salg af cocablade, er kommet i klemme. Landbrugsprogrammer sponsoreret af USA, EU og FN skal med beplantning af banan- og ananaspalmer m.v. sikre bønderne et alternativt udkomme. Men monokultur tærer på den tynde muld i regnskoven, og bønder klager over manglende afsætningsmuligheder efter sammenbruddet i den argentinske økonomi.
Den ulovlige cocaproduktion har ikke gjort Chapare-bønderne rige – kun forhandlerne. Repressionen rammer derimod kun bønderne. 32 cocabønder samt otte politifolk og soldater er blevet dræbt de sidste fem år. Regeringen har indsat et særligt ekspeditionskorps bestående af 1.500 tidligere soldater betalt direkte af USA’s ambassade og rådgivet af nordamerikanske militæreksperter. Menneskerettighedsgrupper rapporterer om overgreb som tortur og mord begået af korpset mod befolkningen i Chapare.
I håb om endelig at få bugt med den genstridige cocaleder bortviste et politisk flertal Evo Morales fra parlamentet i januar, skønt han havde fået det højeste antal personlige stemmer ved parlamentsvalget i 1997. Morales blev beskyldt for at være »intellektuel ophavsmand« til drabet på to politifolk.
Morales’ status som uforsonlig lederskikkelse – i et land, hvor fagforeningsfolk og oppositionspolitikere rutinemæssigt opkøbes af regeringen – er en vigtig faktor i hans overraskende fremgang.
Morales har på forhånd sagt, at han ikke vil indgå kompromisser med de traditionelle partier. Den egentlige kamp skal fortsat foregå på gaderne og i de sociale bevægelser, lover han.

*Niels Boel er journalist og arbejder for u-landsorganisationen Ibis i Sydamerika

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu