Læsetid: 6 min.

Den israelske fæstning

I stedet for at bruge energi på at bygge en fæstningsmur, burde Israel bruge energien ved forhandlingsbordet
29. juli 2002

Kommentar
For øjnene af os er en mur ved at blive rejst mellem Israel og palæstinenserne. Den fremstilles som ’tidsbegrænset’ og ’udelukkende af sikkerhedsmæssige årsager’. Størstedelen af bosættelserne i de besatte områder bliver berørt, og muren har tilsyneladende ikke som formål at markere den fremtidige politiske grænse mellem Israel og det palæstinensiske selvstyreområde.
»Tydelige grænser giver gode naboer,« lyder det fra digteren Robert Frost. Men hverken Israel eller Palæstina er ’gode naboer’, og netop derfor findes dette uopsættelige behov, både konkret og principielt, for at etablere en grænse mellem dem; en grænse i forsvarsøjemed som også fungerer som et sofistikeret skel, hvor kun aftalt passage tillades. En sådan grænse beskytter den ene fra den anden og hjælper med at etablere relationer, men fremfor alt tvinger den begge parter til at vænne sig til til selve tanken om en sådan grænse i det lange løb.
Efter min mening er det et yderst farligt tidspunkt at konstruere en sådan grænse på denne unilaterale måde uden nogen form for fredsaftale. Konfliktens centrale brændpunkter ulmer stadig, og de to parter har endnu ikke udtømt alle muligheder for dialog. Selv om muren måske begrænser terrorhandlingerne her og nu, forekommer den mig at være endnu et initiativ, som har til formål at give israelerne en tidsbegrænset illusion af sikkerhed og, fremfor alt, at udstyre dem med en falsk forhåbning til fredsprocessen.
Efter endnu et forsøg mellem de to parter, mere seriøst og helhjertet end de foregående gange, vil der uden tvivl komme et tidspunkt, hvor Israel konkluderer, at det i denne generation ikke er muligt at indgå en sådan aftale. Derfor, og kun derfor, vil Israel se sig tvunget til at forlade de besatte områder, at evakuere næsten alle bosættelser, at lukke sig inde bag en tyk mur og gøre sig klar til at fortsætte kampen. Men så længe der stadig er håb – hvor svagt det end måtte være – for en fredsaftale, bør Israel afstå fra denne overilede handling.

Ingen af forhandle med
Den sædvanlige reaktion på en sådan påstand er: Men der er ingen at indgå en aftale med! Selv Shimon Peres og ledere fra venstrefløjen er ikke tilbøjelige til at ville tale med Arafat, og i mellemtiden bliver Israel nødt til at forsvare sig mod terrorismen på en eller anden måde!
Det er indlysende, at muren ikke kan stoppe granatild fra de palæstinensiske selvstyreområder i hjertet af Israel. At spærre israelerne inde bag en mur vil for palæstinenserne være et incitament til at anmode om ’militærhjælp’ udefra som f.eks. Iran eller Hezbollah.
Den israelske hær vil så se sig nødsaget til at reagere fra den anden side af muren for at forsvare de isolerede bosættelser, som er blevet ladt i stikken, og det er ikke svært at forestille sig, hvilke forviklinger sådanne handlinger vil foranledige.
Muren vil heller ikke give noget passende svar på den komplicerede situation i Jerusalem.
Men hvad gør man, indtil situationen viser sig moden til at indgå en aftale? Er det ikke at foretrække at rejse denne mur for at sætte en stopper for i hvert fald en del af terrorhandlingerne?
Er der nogen grund til at tro, at denne mur med tiden ville kunne stoppe terrorismen, d.v.s. få en del af terrorhandlingerne til at ophøre?!
Uden en fredsproces er jeg bange for, at om end terrorhandlingerne blev bremset på kort sigt i visse områder, ville andre attentater blive udøvet på mere udsatte steder; Som billedet er for øjeblikket, er der et umådeligt antal huller i ’sien’.
Israelernes følelse af afmagt er forståelig med de grusomme selvmordsattentater og følelsen af dødvande. Men israelernes iver for at bygge denne mur lader mere til at være af psykologisk karakter end en del af et velovervejet sikkerhedspolitisk program.
En unilateral opførelse af en mur vil også betyde, at Israel giver afkald på et adgangskort til noget essentielt– de besatte områder – uden aftale og uden indrømmelser fra palæstinensernes side.
Yasser Abed Rabbo, palæstinensisk informationsminister, erklærede i sidste måned til israelske fredspartisaner: »Hvis I trækker jer tilbage bag jeres mur, så vil vi hele dagen fejre, at besættelsen i det store og hele er slut, og næste dag vil vi fortsætte intifadaen for at få vores andre krav igennem!«
Disse ’andre krav’ er som bekendt en 100 pct. tilbagetrækning fra de territorier, som Israel erobrede i 1967; udflytning af alle bosættelser; udnævnelse af det arabiske Jerusalem som Palæstinas hovedstad samt anerkendelse af returretsprincippet (genbosættelse), når de palæstinensiske flygtninge vender tilbage til Israel. Men alle disse spørgsmål kan løses via forhandlinger. ’Clinton-oplæggets’ løsningsforslag er blevet delvist accepteret af de to parter, blot formår de ikke at åbne forhandlingerne og gøre det til virkelighed. Men hvis kravene ikke accepteres eller opfyldes gennem forhandlinger, vil palæstinensernes kamp fortsætte og det uden tvivl med øget kraft, når palæstinenserne fyldes af en sejrsfølelse, fordi det med terrorismen lykkedes dem at trænge israelerne ind i en ny ’ghetto’.
Hvis israelerne således forlader de besatte områder, vil palæstinenserne ikke give afkald på retten til at kræve jord tilbage.
I tilgift til en sådan mur vil bosættelserne blive indlemmet i det israelske territorium sammen med mange palæstinensiske lokaliteter i nærheden samt de veje, som fører til disse. Det drejer sig om omkring 150.000 palæstinensere, som på den måde vil blive ’annekteret’. Med araberne i Jerusalem vil det dreje sig om 400.000 palæstinensere. De vil ikke blive betragtet som statsborgere, ikke tale om. Det vil Israel ikke. Ingen fastlagt retsstilling, ingen stemmeret. Hvad vil så være deres lod? Tror man for alvorlig på, at de ikke bliver arnested for en endnu mere voldelig og desperat terrorisme?
Men på denne måde flytter de ind i hjertet af vores territorium og ikke udenfor, og vejen til de israelske byers centrum vil stå åben for dem. Eller har Israel tænkt sig at omslutte dem med endnu en mur? Israel har god grund til at frygte ’returretten’, som risikerer at sende en strøm af flere tusinde palæstinensere ind midt i Israel (i henhold til Taba-aftalen fra 2001), og netop derfor er det svært at forstå, at de er parat til uden videre at integrere flere hundrede tusinder fjendtligtsindede palæstinensere.

Enighed om grænsen
Grænsen mellem Israel og Palæstina bør fastlægges i fuld enighed mellem de to folk.
Den mulighed kan måske virke urealistisk i dag, men selv om det er svært at bevare troen, må vi ikke miste håbet. I mine øjne er det tilrådeligt at afvente situationens udvikling og at leve endnu nogen år uden denne illusoriske mur hellere end at lade os forføre af nogen formodede fordele.
Muren, som nærmere burde kaldes ’fæstningsmuren’, er et billede på en total og definitiv mangel på en tro på en aftale i vores generation og på en naturlig integration af Israel i denne del af verden. Kort sagt vil rejsningen af en mur kunne tænkes at forlænge konflikten og mindske chancen for at finde en fredelig løsning.
Der er sket alt for mange unilaterale tiltag i denne del af verden. For meget tvang og for mange krænkelser begået af politikere og militær; muren vil blot være endnu et skridt i den retning.
Muren tillader ekstremisterne – som allerede er talrige – at fremstille situationen, som om der ikke er nogen at forhandle med.
I stedet for at lade sig forføre af sådanne vildledende idéer er det bedre, at Israel sætter al sin energi ind på at genoptage forhandlingerne. Hvis Arafat ikke har den fornøjelse at behage Sharon og Bush, så må disse to ledere forklare os, hvordan de påtænker at forbedre situationen, og hvordan de vil ’sikre’, at Arafats efterfølger accepterer alle deres diktater. Indtil da bærer de det tunge ansvar, som er lige så alvorligt som Arafats ansvar, for den indefrosne situation, fanatismen, håbløsheden, som præger de to folk, og den fortsatte vold og død.

*Oversat af Runa Trosborg

© New Internationalist og Information

*David Grossman er en israelsk forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu