Læsetid: 3 min.

Jazz på menuen

Copenhagen Jazzfestival har i år en stærk europæisk profil. Ellers er programmet traditionen tro et monstrøst konglomerat a la carte
4. juli 2002

Jazzfestival
I morgen blæses Copenhagen Jazzfestival i gang og vil frem til d. 14. juli være en synlig, hørlig og miljøskabende del af gadebilledet i indre by. Arrangørerne af festivalen holder stadig fast i den brede profil som ved tidligere årgange og præsenterer i det 100 sider store trykte program – i år mangfoldiggjort med tegneren Ib Spang Olsens streg på forsiden – et omfangsrigt jazzmusikalsk konglomerat af mere end 600 koncerter på 10 dage fordelt på ikke færre end 75 spillesteder plus det løse.
Det plejer ellers ikke at skorte på store amerikanske navne på Copenhagen Jazzfestival. Men i år er den europæiske jazz prioriteret højt, hvilket kan vise sig at være et kunstnerisk interessant tiltag.
Amerikanske trækplastre er her dog repræsenteret af John Scofield Quartet og Randy Crawford, men aflysningen af koncerten med Dr. John i Tivoli styrker indtrykket af en mindsket amerikansk dominans. Ellers afspejler festivalens europæiske profil såmænd det forhold, at der i disse år ikke sker væsentlige fornyelser på jazzscenen i USA, mens det grøder i Europa.
Det er ikke mindst det europæiske fællesprojekt Europe Jazz Odyssey, som bl.a. Copenhagen Jazzhouse har valgt at satse på i år, der tegner sig for koncerter med fremstående europæere. Jazzhouse får besøg af større orkestre som European Jazz Youth Orchestra & Django Bates på lørdag og Pierre Dørges specialudgave af sit jungleorkester med den uberegnelige trommeslager Han Bennink søndag.
I duoformat kan franskmændene Michel Portal (klarinet) og Richard Galliano (akkordeon) høres mandag, og samme Portal kan opleves i en på papiret lovende trio med den tjekkiske bassist Miroslav Vitous og percussionisten Mino Cinelu i Tivoli-Glassalen, tirsdag 9. juli.

Mulig overraskelse
Endvidere ligger en overraskelse måske og lurer med besøget af tre tyske grupper fra det eksperimenterende jazzmiljø i Køln.
Koncerten foregår i Jazzhouse lørdag 13. juli og tæller navnene Box Of Toads, vokalisten Celine Rudolph med gruppen Fabula og dj-makkerparret Total Confusion, der er kategoriseret under temaet Future Sound of Jazz.
I den afdeling kan man torsdagen inden opleve The Orchestra spille med ’live electronics’ ved koncerten Beats & Big Band. Og vil man lodde karakteren af de eksperimenterende tendenser i det fortrinsvis dansk-europæiske jazzmiljø, præsenterer bl.a. spillestedet KANTEN og arrangøren SPOR i Huset i Magstræde en stribe koncerter bl.a. med grupperne Fumier, Beautiful Day, Tim Berne’s Accidental Tourist Band og Pontoppidan 4.
Årets jazzfestival adskiller sig ellers ikke formelt fra de senere års.
Her afspejles jazzens betydelige stilistiske spredning, gjort overskueligt i programmet ved en vejledende kategorisering af musikalske stilarter som swing, bop, moderne, R & B-jazz, vocal jazz, avantgarde jazz m.m. Et navneindeks, en daglig programkalender med tid- og sted-angivelser for koncerterne og adresser på spillestederne gør programmet til en brugbar guide.

Publikumsmagneter
Naturligvis samler opmærksomheden sig om de store navne, som skal trække læsset og gøre festivalen til en attraktion, der kan trække mange folk til. Det sidste skal nok lykkes.
Især for Tivoli, der ganske som sidste år markerer sig med et stort jazzprogram. Plænen danner i overvejende grad rammen om effektive publikumsmagneter med Randy Crawford onsdag, Bo Kaspers Orkester fredag og Maceo Parker lørdag. Under mottoet ’Giant Jazz’ er de akustiske orkestre klogeligt henvist til Glassalens ro og gode akustik.
Søndag er det NHØP Trio, mandag guitaristen John Scofield med Joe Lovano (sax), Dave Holland (bas) og Al Foster (trommer), og tirsdag spiller den ovenfor nævnte trio med Miroslav Vitous.
Under festivalen skal der deles priser ud. I morgen kl. 14, en halv time inden festivalen officielt åbner på Nytorv med en særlig tale af jazznestoren og violinisten Svend Asmussen, vil Palæ Bars Jazzpris blive overrakt i Ny Adelgade til den dansk-amerikanske guitarist Doug Raney.
Og lørdag i forbindelse med European Jazz Youth Orchestras koncert i Jazzhouse vil årets danske prisvindere af Django D’Or-prisen blive afsløret.

www.jazzfestival.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu