Verdens skabelse
Dogon-folket fra Mali har en særlig skabelsesmytologi, der er gengivet i adskillige versioner. I dem alle var det Amma, der skabte verden, men dermed hører enigheden også op. Sikkert er det, at Amma skabte solen og månen og stjernerne. Først skabte han solen, som han formede som en rund kugle og varmede op indtil den var hvidglødende. Han drejede den rundt og rundt og sendte den så ud i mørket. Kort efter skabte han månen, som han gav et kvarters varme ad gangen. Derfor har månen fire faser. Til sidst tog han noget gammelt, tørt ler og kylede det ud i universet, så langt han kunne. Og leret gik i stykker og blev til en masse små lysstumper, nemlig stjerner. Herefter skabte han jorden. Da han rejste ned til jorden, for at gå sig en tur, så han, at jorden var en sovende kvinde.
Da Amma så denne kvinde, blev han straks forelsket. Men kvinden havde ingen speciel interesse i ham, og til sidst var Amma så desperat, at han voldtog hende. Universets balance blev alvorligt forstyrret, og nu fødte jorden en hvid ræv, der var både ond og asocial. Ræven blev et symbol på, hvad manden er uden en kvindeligt selskab.
Jorden blev gravid igen. Denne gang med to tvillingepar. Det ene tvillingepar er dem, menneskene nedstammer fra, en bror og en søster. Broderen havde desværre så travlt med at komme ud af sin mors mave, at han og hans søster ikke blev helt færdige, før de blev født. Og derfor er de den dag i dag så mangelfulde.
Det andet tvillingepar var specielt derved, at det var tvekønnet. Disse tvillinger var grønne og rødøjede og himmelske og fik snart en plads i himlen.
Det var mens de således sad i himlen og kiggede ned på jorden, at det forekom dem, at deres mor var meget blottet. Derfor besluttede de at væve et rødt tæppe, de kunne dække deres mor til med. Dette tæppe var sproget.
*Syvende artikel af en serie, hvor forfatteren Katrine Marie Guldager genfortæller alverdens skabelsesberetninger
