Læsetid: 3 min.

Jylland hang nedad

Palle Kjærulff-Smiths tolv skridt på savannen er en overvindelse, der åbner en verden
2. juli 2002

Ny bog
Det er længere siden end i går, at Palle Kjærulff-Smith samlede danskerne med sine instruktioner af Leif Panduros tv-stykker.
Han har siden også gjort sig i et andet rollefag: Som forfatter af rejsebøger. De er af den reflektoriske slags, springer mellem tid og sted, er essays. I hans tredie bog i ’serien’ skriver han med afsæt i rejser til Afrika, Sydamerika, USA, Indonesien og Polynesien. I år 2002 står 70’ernes og 80’ernes rejser stadig knivskarpt i hukommelsen.
De er eventyrlige som Troels Kløvedals og Carsten Jensens, men med en mere stille, indlevende oplevelse af det almindelige liv, kulturen, menneskene, på de steder, han besøger. Vinklen er netop ikke at se det eksotiske som eksotisk. Målet – eller alibiet – er, at han skal blive bedre til at instruere ved at lære menneskene at kende. At rejse alene er en udfordring, som koster en overvindelse. Han vandrer alene i Andesbjergene, skønt der advares mod det.

Undvigerefleksen
Men i Ghana er han undtagelsesvist ikke alene, men på research med sin filmfotograf, Claus Loof, da han ved et autoværksted på savannen (op til halvandet års ventetid på tændrør) bliver råbt an af en afrikaner, der står på den anden side af vejen. Straks sætter undvigerefleksen ind. Man vil helst ikke involveres i det, den fremmede vil, hvad det så end er. Afrikaneren vinker igen, og de to danskere begiver sig over til ham, de tolv skridt, som bogens titel hentyder til.
»I am John,« siger den glade mand, der inviterer på en øl.
Han viser sig at være skolemand (som ikke har fået løn i et halvt år), intellektuel og humoristisk som en kulturradikal skandinav, og han åbner døre til den afrikanske virkelighed for de rejsende, som aldrig havde åbnet sig ellers.
En grundoplevelse, som bliver retningsgivende. Han opsøger kontakt i stedet for at sky den (men bliver til sin ærgrelse bondefanget på Bali).
Iblandt sender Kjærulff-Smith en uvenlig tanke til konferencen i Berlin 1885, hvor Afrikas grænser blev lagt med lineal og fyldepen af de europæiske koloniejere tværs gennem familier og stammer. Det handlede om at fordele råstofferne. Han rejser med en skyldbevidsthed om de ødelæggelser, det hvide menneske er ansvarlig for (men er opmærksom på problemets kompleksitet). Skylden mindes han meget kontant om i Peru, hvor han pludselig får et brutalt slag i mellemgulvet, da han går i en menneskestrøm på gaden i Lima – og ikke når at se, hvem der har slået. Hævn over herrefolket?
Hændelsen får ham til at tænke på engang, da han i New Zealand købte et populært drillekort over verden, hvor dette land var anbragt i centrum, mens han Jylland hang omvendt »som en dum forkrøblet tap« helt nede i korthjørnet. At nord peger opad og syd nedad på de autoriserede kort er en kulturel afgørelse, som cementerer vores »indlærte kulturfornemmelse af at tilhøre klodens mest rigtige mennesker«.
Han besøger filmbyen Universal i Los Angeles, men fascineres mere af New York, som til hans overraskelse er ganske hyggelig at færdes i.
»Havde en mand lyst til at hente dagens avis iklædt slåbrok, ja, så gjorde han da det«. Han forstår den amerikanske hang til individualitet og til det selvhjulpne ud fra historiske forudsætninger.

Ildfluer og bøfler
Landsbyerne, udstederne, de små samfund er dem, han med forkærlighed opsøger. I Latinamerika møder han en dansk jesuiterpræst, der tidligere var på landsholdet i håndbold og basketbold, men som droppede en omvekslende, rig og behagelig tilværelse og i stedet opnåede en mere meningsfuld blandt fattige bønder.
På et par koraløer i Stillehavet havde folk nok anskaffet sig transistorradioer og fulgte med i nyhederne, men »i det egentlige liv var landsbyens egne erfaringer langt vigtigere«.
Palle alene i verden oplever det, som også andre har oplevet, at de fleste mennesker, uanset, hvor de bor, i grunden er venligtsindede og gæstfrie over for fremmede. Hans rejseoplevelser under det store himmelhvælv mellem ildfluer og vandbøfler minder lavmælt læserne om, hvad vi som civilisation mister, mens verden hastigt... jeg havde nær sagt DJØFiciferes, men mener asfalteres og systematiseres. Han beskriver det uden sentimentalitet.

*Palle Kjærulff-Schmidt: Tolv skridt – et rejseforløb. 237 s. 300 kr. Christian Ejlers

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her