(2. sektion)
Den spanske instruktør Julio Medem laver sanselige, stilistisk temperamentsfulde og strukturelt komplekse film om kærlighed og naturmystik. Nu er han danmarks-aktuel med sit vel nok mest dristige men også mest helstøbte værk,
Sex & Lucía
Portræt & ny film
Hvad gør en manuskriptforfatter, når plottet går i hårdknude? Den spanske instruktør Julio Medem, som selv skriver sine manuskripter, har til sin seneste film, Sex & Lucía, fundet en original løsning: Han lader simpelthen personerne falde ned i et stort, mørkt hul, hvorved de automatisk føres tilbage til et punkt midtvejs i historien, der derpå kan ændre retning efter behag. Lidt som i et computerspil.
Hvis man ikke kendte til hans værk i øvrigt, kunne man godt mistænke den 44-årige basker for at slippe lidt let om ved det. Intet kunne imidlertid være mere forkert, for dette er bestemt ikke nogen let løsning. Tværtimod. I kompleksitet er den beslægtet såvel med Borges og hans Have med forgrenede gange som med den moderne naturvidenskabs sære sløjfer. Et radikalt opgør med den rette linjes tyranni på dramaturgiens område.
Mystik og matematik
Julio Medem er en af de mest spændende magiske realister på den aktuelle europæiske filmscene og danner sammen med Pedro Almodóvar og Alejandro Amenábar (The Others) en dynamisk trio, som har skabt fornyet opmærksomhed om spansk film.
Medem, der er uddannet læge (efter eget udsagn for at have noget at falde tilbage på, hvis filmkarrieren skulle kikse), har begået i alt fem spillefilm. Debutfilmen Vacas (1992, Køer) er en saftig slægtskrønike, hvor alle de karakteristiske Medem-ingredienser allerede er på plads: grænsesprængende kærlighed, naturmystik, liv og død, skæbne og tilfældighed store, eksistentielle temaer, der præsenteres med en egen stilistisk energi og i uhyre stoflige billeder inden for rammerne af en nærmest geometrisk afmålt struktur.
Gennembruddet kom med Det røde egern (1993), på én gang en skæv Pygmalion-historie i spansk antimacho-aftapning og en finurlig og kalejdoskopisk beretning om et kærlighedsforhold mellem en kvindelig motorcyklist med hukommelsestab og en mandlig plattenslager, der udgiver sig for at være hendes kæreste.
Tierra (1996) delte vandene. Men hvad enten man fandt denne film om en skizofren skadedyrsbekæmper forskruet og overspændt, eller man tværtimod syntes, at Medem her overgik sig selv i sanselighed og strukturel kompleksitet (der var ligefrem nogle, der talte om fraktal dramaturgi), med sin forankring såvel i den baskiske muld som i en slags matematisk tilhugget metafysik bar Tierra i alt fald Medems helt umiskendelige signatur.
Ind i varmen
De elskende ved polarcirklen (1998) er Medems hidtil største succes. Den begynder og ender med et nærbillede af den kvindelige hovedperson, Anas øjne, hvori man ser en afspejling af den mandlige hovedperson, Otto. Efter mange års kærlighed med forhindringer er Otto rejst helt til det nordligste Finland for at blive genforenet med sin elskede, kun for at se hende blive kørt ned og dø i samme øjeblik, som han når frem.
En ubønhørligt tragisk udgang på en film, der er bygget op som to parallelle forløb, der følger hhv. Ottos og Anas point-of-view, inden for rammerne af en dramaturgisk struktur, som synes at mime personernes palindrom-navne. For tragisk, syntes Medem selv. Hans næste film skulle derfor være De elskende ved polarcirklens diametrale modsætning. Ikke alene ville han nu placere de elskende på en varm og solbeskinnet ø, de skulle også have hinanden i enden. Resultatet blev Sex & Lucía, der ikke er slet så banal, endsige lys og lykkelig, som oplægget kunne give indtryk af men sløjfestrukturen levner i det mindste mulighed for, at den kan ende lykkeligt.
Sløjfer
Det starter dog langtfra lykkeligt (omend det i virkeligheden er midten på historien, vi får serveret først): Lucía har en lang telefonsamtale med sin stærkt depressive forfatterkæreste, Lorenzo, der vil gøre det forbi. Hun styrter hjem til hans tomme lejlighed, hvor hun modtager en opringning fra politiet, som meddeler, at der er indtruffet en ulykke. Syg af sorg flygter Lucía ud til en lille ø, som Lorenzo har talt meget om, og her falder hun så ned i det omtalte sorte hul, der som en freudiansk godbid er placeret ved siden af et prægtigt erigeret fyrtårn.
Og fra hullet springer filmen seks år tilbage i tiden, til en fuldmånenat, hvor to mennesker, der er lige så ukendte for hinanden som for os, oplever det ultimative undervandssamleje. Vi erfarer siden, at den mandlige part er Lorenzo, og først langt senere erfarer han, at det våde møde er resulteret i et barn.
Er der tale om et simpelt flashback, eller har vi nu taget et spring ind i en af Lorenzos romaner? Og de personer, som Lucía møder på øen, er de virkeligt eksisterende eller blot romanfigurer? Eller er de måske et resultat af læserens, dvs. i første omgang Lucías, aktive meddigtning?
Intet er sikkert, bortset fra at det er halsløs gerning at forsøge at give et resumé af denne film. Plottets mange tråde er spundet sammen i et væv af sære sløjfer, som man kan bruge meget tid og energi på at forsøge at binde op. Man kan imidlertid også lade være og simpelthen lade sig føre med på en både lystfyldt og intellektuelt udfordrende tur ind i drifternes forunderlige verden.
Sex en masse
Titlen er ikke falsk varebetegnelse, for vi får mindst lige så meget sex, som vi får Lucía. Men vel at mærke hverken i form af pornografiske kødkonvulsioner, pseudo-intellektuel softcore-fims à la française eller pikant Hollywood-simili i følsom belysning og diskret violinsovs, nej, vi får sandelig den rene vare (inden for fiktionens rammer, forstås): nøgne kroppe, der leger med og begærer hinanden.
Faktisk kan jeg ikke mindes at have set nogen anden film med et så ligefremt forhold til sex. Sex i mange forskellige varianter fra de forelskedes kåde udforskning af hinandens kroppe til vekslende grader af det mere kinky: mere eller mindre incestuøse fantasier og instrumentelle udlevelser af disse. Det er dog alt sammen begrundet i historien og efterlader derfor ingen bitter bismag af spekulativ leflen for husarerne.
Sex & Lucía har alle de vanlige Medem-kvaliteter herunder kompetent skuespil og en kraftfuld visuel æstetik, hvor der bl.a. er manipuleret effektfuldt med farverne. Men netop den konsekvente kombination af kontant kødelighed og svimlende kompleksitet gør den ikke bare til hans dristigste og mest udfordrende film, men, på komplementær vis, også til hans mest helstøbte.
Eneste indvending er, at den er for lang!... Og så kan man jo spekulere over, hvordan den mon ville have set ud, hvis personerne en gang imellem var blevet sendt op i fyrtårnet i stedet for ned i hullet.
*Sex & Lucía (Lucía y el sexo). Manuskript og instruktion: Julio Medem. Spansk. (Dagmar, Grand, Kinopalæet/Lyngby, Palads/Århus, Café-Biografen/Odense)
