Festival
Sliksutter, striknisser og oppustelige stranddyr. Tre t-shirts med byskiltet fra Snave til 100 kroner og blomstrede bluser fra small til XXXXL.
»Alle de nye ting hører ikke hjemme på et kræmmermarked,« siger Svend foran sin kræmmerbod. Med sin kone Lillian sælger han ren nostalgi i form af gamle bryllupsbilleder i guldrammer, kobberlyssestager og suppeteriner. Men i langt størstedelen af de 200 boder på Ballerup Kræmmerfestival bliver der solgt nye varer.
Bent på 47 er enig med sin kollega.
»På et kræmmermarked skal man prutte om prisen, og det kan man ikke så godt med nye ting,« siger han. Bent rejser rundt på de store kræmmermarkeder i landet i sin varevogn, som han har indrettet med drømmeseng og hjemmestrikkede tæpper. Samværet med de andre er den vigtigste grund til at stille sin bod op år efter år.
Arbejdernes viser
I Viseteltet, hvor man kan få biksemad eller skipper labskovs til 45 kroner spiller Fin Alfreds trio »Vi er alle smede fra vugge til grav.« Ved langbordene med rødternede plastikduge nynner en mand med cigar og hans kone med. Flere kommer til med halvliters fadøl i plastikkrus. Der er 10 for 200 kr, hvis man køber et øl-klippekort.
»Du får steg, kammerat. Kalvesteg bliver i Himlen serveret for dig« synger Fin Alfred, men sangen er skrevet af en gammel fagforeningsmand i begyndelsen af 1900-tallet. En mand med fuldskæg, kasket og lædervest klapper i takt til harmonikaen og alle synger med på omkvædet »kalvesteeeeg kammerat«. »Skåååål,« råber trioen og tager en tår af deres fadøl. »I skal bare drikke for i Himlen er der kun kildevand,« siger Fin Alfred, som selv er tidligere maler, og får et »skååål« tilbage.
Manden med cigaren renser neglene med sin lommekniv: »Vi kender sangene. Vi er jo arbejdere og er kommet i de miljøer,« siger han. Kenni har været fabrikselektriker i 30 år og tager ofte på kræmmermarked med sin kone Inger, som er pædagog.
»Ja, vi kan godt lide arbejdermiljøet. Det er ligesom mere ærligt og medmenneskeligt. Og så er der selvfølgelig fællesskabet,« siger Inger.
»Der er også mere indhold i de her sange end de der popmelodier, hvor hjerte bare skal rime på smerte,« siger Kenni og hentyder til musikken, der kommer dunkende ud af Festivalteltet ved siden af, hvor der er børnekaraoke.
»Er vejret klamt og koldt, så gør et lille holdt,« skratter det ud af højttalerne, der reklamerer for Bjørn, der spiller keyboard i Kaffeteltet og Hjemmeværnets forhindringsbane »der er sværere end du aner«, hvor man også kan få et kunstigt skudsår eller blive malet som en rigtig soldat.
Hjemmeværnsfolkene er dog lusket over til Friluftsscenen for at se Asbjørn, som er stærk mand i turkis tights og røde snørrestøvler og råber »Jææ, jææ« efter hver sætning. Publikum i sandaler og soltoppe ignorerer de truende sorte skyer, der hænger tungt over markerne på den tidligere Skovlunde Flyveplads og lader sig ikke mærke af dryppene, der bliver tættere og tættere. Luis fra Ecuador tørrer vanddråberne af cderne på bordet af med sin stribede poncho. Han og de andre i poncho spiller klassikere som »Let It Be«, »My Way« og »The Sound of Silence« på panfløjte.
»Musik er et sprog, som alle kan tale på tværs af kulturer, så vi kan komme tættere på hinanden,« siger han. En enkelt kvinde kigger på cderne, mens resten stiller sig i kø ved siden af, hvor man kan få del i et spiddet vildsvin, der langsomt snurrer rundt over en bunke grillkul.
Gadekulturarven
Det er blevet svært at klemme sig ned mellem folk ved de rødternede langborde i Viseteltet, hvor Rendestenens Liljer spiller »Blomstrende Jasminer« på savblad, gulvbas og harmonika. En mand med ørering og solbrune overarme i en skrigpink t-shirt uden ærmer synger med, så man kan se hans enlige tand i undermunden.
»Denne her lærte vi af en af gårdmusikanterne på Vesterbro,« siger Marianne Kibenich som spiller på harmonika og skeer.
»Jeg har sendt en masse roser hjem til dig, en for hver gang du har svigtet mig,« synger hun. Rendestenens Liljer opstod i 1977 og har siden insisteret på at gårdens og gadens musik er kultur.
»Det er en ringeagtet tradition, som ikke accepteres i de finkulturelle kredse. Nogle af sangene er over hundrede år gamle og ikke skrevet ned i nogen sangbøger. De handler om det hårde liv for arbejderne, fængsler og prostitution. Alle de ting som der ikke tales om,« siger Marianne. Gruppen har lært sangene af de gårdmusikanter, der stadig er tilbage, på værtshuse eller har fundet sangene i gamle bøger. Da gruppen fandt sammen, var de fleste baggårde allerede låst af, så nu spiller den på værtshuse, medborgerhuse og arbejdspladser.
»Der er meget identitet i sangene. Vi kan se på folk, at når vi spiller er det som om de finder sig selv. Det giver en meget stærk kontakt til publikum,« siger Marianne.
Ud på aftenen er der kun få klip tilbage på ølkortene, mændene taler snøvlende alvorligt over bordene, mens deres damer danser hylende rundt til 60-er musikken i Festivalteltet med børnenes ballonhatte på hovedet.
FAKTA
For fjerde år
Det er fjerde år, at der er Kræmmerfestival i Ballerup. 22 lokale foreninger lige fra bridge, teater, petanque og sportsforeninger arrangerer i fællesskab festivalen og deler efterfølgende overskuddet.
I år bestod underholdning blandt andet af Benny Bomstærk, Jodle Birge, Dario Campeotto og Birthe Kjær.
*www.kraemmer.balk.dk
