Læsetid: 2 min.

KLIP

5. juli 2002

(2. sektion)

*Sommerbio På hverdagsformiddage i hele juli måned bliver det muligt for de mindste biografgængere i København at se gratis film. Under overskriften Sommerbio for børn inviterer Det Danske Filminstitut og Københavns Kommune både børn og deres voksne til at se filmprogrammer af en halv til en hel times varighed i samarbejde med en række københavnske biografer. Fra den 8. til den 12. juli er det Park Bio, som viser film, mens det 15.-19. juli er
Palads og 22.-24. juli Empire Bio. Se programmet på www.kk.dk/sommerprogram.

*Peter Pan Den australske filminstruktør P.J. Hogan (Muriels bryllup) går snart i gang med optagelserne til en ny live action-udgave af J.M. Barries børnebog Peter Pan. Filmen, der skal optages i Australien, får premiere til jul næste år. P.J. Hogan og Michael Goldenbergs manuskript er blevet godkendt af Great Ormond St. Hospital for Children i London. I 1937 arvede hospitalet rettighederne til Peter Pan efter Barrie, og det er forpligtet til at sørge for, at eventuelle film baseret på bogen er tro mod ånden i historien. Titelrollen skal spilles af en ukendt dreng, som filmskaberne stadig leder efter, og det amerikanske special effects-firma Industrial Light & Magic skal levere de visuelle effekter, som bl.a. får Pan til at flyve.

*Porno Ifølge det engelske branchemagasin Screen International bliver det snart lovligt at vise pornografiske film i visse indiske biografer. I dag er det forbudt at vise film med pornografisk indhold i Indien, men fordi det er blevet sværere og sværere at håndhæve loven på området, har landets statslige og ellers så strenge og ultrakonservative censurinstans altså besluttet sig for at uddele tilladelser og gennem samtidig beskatning af forestillingerne skaffe penge til statskassen. I flere af Indiens storbyer, bl.a. Bombay og Calcutta, har man ansat detektivbureauer og tidligere politifolk til at holde øje med i alt 800 biografer og skride ind over for det mindste tilløb til vulgaritet, nøgenhed og obskønitet. Det indbefatter bl.a. sexscener klippet ud af mainstreamfilm af censorerne og indsat af biografen eller distributøren igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her