Læsetid: 2 min.

K'NYT

9. juli 2002


Jackson langer ud efter chefen
*Michael Jackson har lanceret et angreb på musikbranchen generelt: »pladeselskaberne konspirerer virkelig, virkelig mod kunstnerne.« Og mere specifikt på sit pladeselskab, Sony Musics formand Tommy Mottola: »han er ond, han er racist og han er meget, meget, meget diabolsk.« Ifølge Jackson er branchen racistisk og fremdrager flere eksempler på store, sorte musikere, der udsultes p.g.a. urimelige kontrakter. Sony betegner i en pressemeddelse beskyldningerne som bl.a. »sårende« og mener, at sangeren spekulerer i sine egne interesser i borgerrettighedernes navn.

Statens Museum fornyer kontrakt
*Trods megen kritik fra kunstnere, kunstkendere og museets personale, bliver der ikke ændret i Statens Museum for Kunsts strategi frem til 2005. Museet har netop indgået en ny resultatkontrakt med Kulturministeriet, hvor det blandt andet forudsættes, at det årlige besøgstal fastholdes på 250.000. Det er især dette fokus på antallet af ’hoveder’, der har mødt kritik. Men også indsatsen for forskningen er kritiseret efter en massiv nedskæring i foråret, hvor 21 stillinger blev beskåret. På trods af det, mener museumsdirektør, Allis Helleland, godt, at et højt forskningsniveau kan opretholdes.

Henning Larsen bag Frederiksberg Gymnasium
*Entreprenørvirksomheden NCC skal bygge det ny Frederiksberg Gymnasium, der skal ligge i en ny bydel, der er ved at blive skabt i området mellem Frederiksberg Centret, Handelshøjskolen og Falconer Hotel & Conference Center. Frederiksberg Gymnasium – der er 9.000 kvadratmeter stort med plads til ca. 620 elever og koster 192 mio. kr. – er tegnet af arkitekt Henning Larsens Tegnestue, og Moe & Brødsgaard er ingeniører på projektet, der får byggestart den 1. august og afleveres den 1. december 2003. ritzau

Otte cd’er med Harry Potter
*På fredag indtræder Danmark i et finere selskab med blandt andre Israel, Frankrig og Rusland, når Harry Potter og de vises sten også bliver auditivt tilgængeligt på vort modersmål. Den uforkortede version med en sammenlagt spilletid på 10 timer fylder otte cd’er og udgives af Gyldendal. Stemmen leveres af Jesper Christensen.

Film på den swingende måde
*Til trods for at samspillet mellem jazz og film har været »mere svingende end swingende«, har Christian Braad Thomsen bestræbt sig på at sammensætte et filmprogram for juli og august måned i Cinemateket, hvor jazzen hyldes og bruges – på den swingende måde. Her kan man bl.a. opleve musik af Miles Davis i filmene Elevator til skafottet og Jack Johnson, Glenn Miller i Moonlight Serenade og Kødets lyst og Duke Ellington i Et mords analyse og Howard Alden i Dur & Mol. Også Braad Thomsens Den blå munk med Jan Kaspersens fortolkninger af Thelonius Monk har fundet vej gennem nåleøjet.

Lolitaer i lukket galleri
'»I det overfladiske travle liv får manden dækket sit seksuelle behov i ’byen’ eller forlyster sig med en Lolita-dukke foran fjernsynet, mens konen sover, fordi lysten er forsvundet med den travle hverdag eller blot drømmer om de første års forelskelse, hvor erotikken var ægte og udfordrende.« Således lyder den spektakulære samtidsdiagnose i det sommer-lukkede Galleri
Pythons pressemeddelelse for Réne Holms aktuelle udstilling, der kan ses gennem vinduerne i Borgergade 91, Kbh. K. Installationen, der bl.a. udgøres af svævende lolitaer, kan opleves indtil 10. august.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu