Læsetid: 2 min.

K’nyt

17. juli 2002


63.000 til ny dansk komedie
*Endnu en dansk spillefilm har fra starten markeret sig som en overvældende publikumssucces. 63.000 købte på premieredagen fredag samt lørdag og søndag billetter til Gamle mænd i nye biler, som er instruktøren Lasse Spang Olsens efterfølger til succesen I Kina spiser de hunde. Flere biografer meldte om udsolgte forestillinger. Med denne tilstrømning forventer direktør for Sandrew Metronome Filmdistribution Loke Havn, at mindst 350.000 danskere vil have set filmen, inden sommeren er forbi. ritzau

Robert Wilson på kulturbro i Roskilde
*Den amerikanske teaterkunstner Rober Wilson og studerende ved Arkitektskolen i København, Malmö Högskola og Lunds Universitets Etnologiska Institutionen har gennem et workshopforløb skabt 10 billeder af Øresundsregionen, Come in – Go out. Værkerne samt en Wilson installation m.m. vil blive udstillet på Museet for Samtidskunst og rundt om i Roskilde by i dagene 4.-15. september i anledning af Kulturbrobiennalen 2002.

Vand i Silkeborg
*6.-8. september afholdes symposium på Kunstcentret Silkeborg Bad, som en del af samme bads projekt Vandskel. Det overordnede tema er: vand. Første dag, hvor vægten lægges på de miljømæssige aspekter af fænomenet, taler bl.a. den indiske forfatter Vandana Shiva og Maude Barlow. Kl. 14.30 er der kaffepause på AQUA Freshwater
Aquarium. Lørdag vil bl.a. Mikael Wivel tale om vand i billedkunsten og søndag oplyser Finn Bro Rasmussen om ’vand og toksikologi’.

Kommunale dansetilbud i Fælledparken
*Tango, afro-cubansk dans og taekwondo henholdsvis i dag, torsdag og søndag er planerne i den nærmeste fremtid for de gratis undervisningstimer i dans og det, der ligner, som Københavns Kommune tilbyder juli ud. Stedet er en lille idyllerisk lysning i Fælledparken på hjørnet
af Øster Allé og Borgmester Jensens Allé. Næste uge på den lille dansescene kan man blandt andet muntre sig (og sine medmennesker) med en gang jitterbug, salsa eller græsk folkedans.

Bowies generte generøsitet
*I the ultimate music magazine, Blender, forklarer David Bowie, at han bl.a. begyndte at tage coke, fordi han var sky: »Når du er på coke, taler du nok for flere folk.« Men han fortæller også, at han i selskab med Dennis Hopper generøst lagde sin vej forbi det psykiatriske »efterlad-dine-stoffer-ved-døren hospital«, hvor Iggy Pop var indlagt i 1975: »ah, det var så dumt ... vi tænkte vi skulle overbringe ham nogle stoffer, fordi han sikkert ikke havde fået nogen i dagevis!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu