Liv efter 60?
Når tidligere departementschef og stiftamtmand, cand.jur. Henning Strøm om morgenen står i nattøj og spiser morgenmad ved køkkenbordet, er der to personer, han sender en lidt undskyldende tanke.
»Den ene er Poul Hartling, som havde det princip, at det var meget vigtigt for en pensionist at bevare sin rytme. Man skulle stå op til samme tid som før, barbere sig og klæde sig på, inden man gik til morgenbordet.«
»Lise Nørgaard tænker jeg også tit på, for hun har sagt, at når man er alene, er det vigtigt, at man hygger om sig selv, ikke står og spiser ude i køkkenet, men går til et veldækket bord med levende lys og lidt blomster.«
Så Henning Strøm, 77 , enkemand og pensionist på syvende år, har altså lidt dårlig samvittighed hver morgen.
»Men jeg nyder at stå der i mit køkken. Stå op, når jeg vågner, somme tider meget tidligt, spise, når jeg er sulten, gå i seng, når jeg er træt. Og hvis man skulle barbere sig hver morgen og stå op på nøjagtig samme tid som før hvorfor skulle man så overhovedet pensioneres?« ler han.
Droppede alt
Henning Strøm har haft en stor karriere og regnes for en institution i dansk forvaltningspolitik. Han var arkitekten bag den kommunalreform, der i 1970 forvandlede Danmarks 1.300 sogne til 275 kommuner, markerede sig senere som en stærk og nu og da kontroversiel stiftamtmand i Københavns amt og siden som pennefører for den store betænkning, der skulle vende Københavns negative udvikling og som gjorde det så godt, at politikerne nu igen prøver at hæmme hovedstadens vækst, som han lidt ironisk siger.
Han arbejdede, til han blev 70, og har ikke savnet position og topjob et øjeblik. Han droppede alt, også udvalgsposter, fra dag et. Bagefter er det gået op for ham, at han har brugt alt for meget af sin tilværelse på hårdt arbejde, og at det bekommer ham fremragende ikke at bestille noget videre.
»Så derfor er jeg ikke særlig aktiv. Jeg læser ikke på universitetet som nogle af mine gamle embedsmandskolleger og spiller ikke golf. Kun en smule selskabelig bridge. Jeg plejer altid at sige, at jeg har fået tre ting opfyldt. Tre F-er. Fred, fritid og familie-relationer. Jeg har en dejlig tilværelse.«
Morgenmadsvanerne til trods er den nydelige, velsoignerede mand skam ikke gledet ud i en tilværelse med rod og forfald. Han elsker at købe ind og laver middag til sig selv hver dag gerne en ordentlig portion, så han kan fryse den ene ned til en anden god gang. Og der er pænt og ryddeligt i hans stuer.
Henning Strøm passer selv sit sommerhus og har indtil nu plejet den frodige have omkring villaen i Virum. Den har han netop solgt til fordel for en mindre ejerlejlighed i nærheden af sine to døtre og har allerede skaffet sig af med de ti hyldemeter bøger, der ikke bliver plads til.
Og lige til han for nogle måneder siden fik en rygoperation, har han også selv gjort huset rent.
Jeg svigtede
»Et af esserne på mine ældre dage er , at jeg har fået adgang til min familie og et virkelig tæt forhold til mine fire børnebørn, som jeg ofte passer. Man benytter mig, og det er jeg utrolig glad for.«
»Jeg synes nok, at jeg svigtede mine to døtre meget, da de var små. Det var under mit arbejde med kommunalreformen, lige i den fase, hvor jeg var meget ude at rejse og til mange aftenmøder. Og de blev da også kun så vellykkede mennesker, som de er blevet, fordi deres mor tog sig så godt af dem på alle måder.«
Døtrene er cand. polit. og journalist Benedicte Strøm og Henriette Strøm, der er dyrlæge og lektor på Landbohøjskolen. De har to børn hver og bor på hver sin etage i samme villa på Kildegaardsvej i Gentofte.
»Og hos dem kan jeg, som Benedicte siger, endelig bruges til noget fornuftigt. I en periode kom jeg tre-fire gange om ugen og spiste morgenmad med dem. Når forældrene så løb ud af døren, sagde børnebørnene altid: Nu skal vi rigtig hygge os. For nu var der fred for al den stress, og alt det med at børste tænder var overstået. Og så spiste de, mens jeg læste op for dem, og bagefter kørte jeg dem i skole og børnehave,« siger Henning Strøm glad.
At leve alene
Men pensionisttilværelsen blev i øvrigt slet ikke som planlagt for Henning Strøm. Fem år før han trak sig tibage, mistede han pludselig sin kone Inge, der var fysioterapeut og fire år yngre end ham.
»Det kom bag på os alle, at hun pludselig fik kræft og døde meget kort tid efter. Hun var så sund og frisk og det var helt klart, at hun nok levede længst. Hele vores tilværelse var bygget op på, at jeg måtte lære hende om selvangivelser og regnskaber i tide, for hun blev nok den ældste.«
»Men hun fik aldrig lært mig, hvordan vaskemaskinen fungerede. Det var der jo ingen grund til. Så derfor stod jeg pludselig i en situation, hvor jeg skulle lære en masse ting.«
Mange mænd af hans generation har svært ved at leve alene, men Henning Strøm har aldrig følt sig fristet til at gifte sig igen.
»Jeg vil ikke sige, at jeg ikke har haft kontakter, og man skal aldrig sige aldrig. Men jeg har ikke været på jagt.«
Nu har jeg fred
»I dag nyder jeg, at min tilværelse ikke mere er præget af, at andre bestemmer, hvad jeg skal arbejde med. Når jeg om morgenen stod op, vidste jeg jo aldrig, hvordan dagen ville forløbe.«
»Nu har jeg fred. Der er ingen, der ringer, ingen, der forlanger noget af mig, ingen der generer mig, heller ikke inspirerer mig. Men jeg har fred til at være mig selv.«
Kan det ikke betyde, at man går i stå oplever tomhed og ensomhed?
»Man skal selvfølgelig kunne udnytte det, at andre ikke mere kan stresse ens tilværelse. Det er et tilbud og en risiko. Men jeg keder mig ikke. Jeg ser en del fjernsyn, det erkender jeg men aldrig før om aftenen. Jeg læser også meget, især biografier og historiske værker fra nyere tid. Og jeg bruger mindst to timer hver dag på at læse aviser.«
Jo, Henning Strøm følger med, og han synes da også, det dejligt, at tv engang imellem har bud efter ham til en kommentar omkring hans specialer. Han skriver enkelte artikler og bidrag til bøger. Men han har ikke nogen erindringsbog på vej, vil ikke være »den gamle mand, hvis tid er forbi og som skulle holde sin mund.«
De unge er klemt
Han har svært ved at forarges over, at der tales om ældre som en byrde for samfundet i de kommende år.
»De unge mennesker i dag har pæne indkomster, nogle af dem, men de betaler også nogle meget store skatter. Og hvis de skal have eget hus, sidder de jo for en kolossal udgift. Så kan det jo godt irritere dem noget, at der render velbjergede pensionister rundt og danderer den. Og at de tilmed klager.«
Der er svage og syge gamle, der ikke er så privilegerede som du?
»Ja, det er der, og jeg har været meget heldig. Men politikere og journalister er tilbøjelige til at gøre utilfredsheden større end den i virkeligheden er. Jeg tror, at mange ældre er tilfredse. Og jeg har hørt mange sige, at de aldrig har haft det bedre end nu, hvor de har en stabil økonomi, også selv om det er på et lavere plan.«
Fremtidens kapitalister
Men en gang imellem kommer der nogle ungdomspolitiske hedsporer og spår, at fremtidens ældre ikke skal regne med folkepension?
»Sådan noget skal man passe på med at sige. Men der er ingen tvivl om, at det bliver et problem, at stadig flere bliver ældre, og jeg synes godt, at efterlønnen kunne justeres, så det blev mere fristende at blive ved noget længere.«
»De kommende årtiers kapitalister, de velhavende pensionister, bliver i vidt omfang 68erne. De fik store lønninger, mens de endnu var i de lavere lønklasser, de fik høje stillinger og gode pensioner og bliver, tror jeg, den mest forgyldte generation i tidsbilledet fra 1950 til 2050. Derimod er de, der er meget unge i dag, hårdt ramt. De har haft en svær start, de har ikke alle fået arbejde og mange af dem har slet ikke fået det arbejde, de ville have.«
Koldt på toppen
Fik du selv det?
»Jeg har jo været så heldigt stillet, at jeg selv kunne bestemme, hvad jeg ville studere og til en vis grad hvor jeg ville ansættes. Jeg havde nogle virkelig spændende år med arbejdet med kommunalreformen. Og jeg har også haft lejlighed til at have topstillinger.«
»Men det er ubehageligt at være topchef. Det er svært, og det er koldt. Og egentlig er det uinteressant. Da jeg var departementschef i Boligministeriet, gik alt for mange kræfter med det administrative, mens der blev stadig mindre plads til at støtte for ministeren og være rådgiver for politikerne.«
»Det var en belastende tid. Men jeg havde formentlig ærgret mig, hvis jeg ikke havde prøvet det,« siger Henning Strøm.
