Krigen er slut – sulten fortsætter

SANZA POMBO, ANGOLA – Jamba Maneli har en lille trædukke i en snor om halsen.
Den symboliserer hans lillesøster Francisca. Hun døde af leverbetændelse i marts, og nu skal hendes ånd beskytte Jamba,« fortæller moren, Magdalena Chiclombo.
Måske burde Jamba have haft flere dukker om halsen. For han mistede sin storesøster sidste år. Og nu risikerer den fem-årige dreng selv at dø.
»Både hans øjenvipper, hænder og fødder er opsvulmet Det er et symptom på ekstrem underernæring. Væske fra kroppen har hobet sig under huden på grund af proteinmangel,« forklarer Marta Cereceda fra Læger uden Grænsers klinik i den lille krigshærgede by, Sanza Pombo, i det nordlige Angola.
Den spanske læge fandt Jamba og hans mor vaklende rundt i en opsamlingslejr for tidligere UNITA-soldater og deres familier. Hun beordrede dem op på ladet af en lastbil fra Dansk Flygtningehjælp, som var fyldt med andre sultende børn og mødre. Efter en times kørsel ad en hullet jordvej nåede de frem til Læger uden Grænsers center for alvorligt underernærede børn på den katolske missionsstation i Sanza Pombo.
Centret åbnede sidst i juni. Siden er to af de 68 indlagte børn blevet begravet.
FN’s Verdensfødevarehjælp skønner, at mellem 50 og 100 mennesker dør om dagen i Angola på grund af sult. Men ingen har præcise tal for den fødevarekrise, der er fulgt i hælene på tre årtiers borgerkrig.

Sex med soldaterne
Jambas Manelis krop er så medtaget, at han ikke kan tåle fast føde. Han skal leve af mineral- og vitamin-beriget mælk, indtil han bliver stærk nok til at spise majs- og soyagrød.
»Jamba siger ikke ret meget længere. Da han var lille, var han mere snakkesagelig,« oplyser Magdalena Chiclombo.
»Måske er han for udmattet. Eller måske synes han ikke, at han har noget at sige«.
Til gengæld fortæller hun sin egen historie, der ligner tusinder af andre i det sydvestafrikanske land.
»Jeg blev bortført af UNITA-soldater for fem år siden. Dengang var jeg 20 år. Jeg var gift og havde lige født Jamba. Da UNITA stormede Soyo (en by ved grænsen til Den demokratiske Republik Congo, red.) tog de alle med sig – både børn og voksne. Vi blev tvunget til at bære ammunition og mad, men fik ikke ret meget at spise selv. Mange af de unge kvinder blev tvunget til at have sex med soldaterne. Jeg blev gravid, og året efter fødte jeg Francisca,« beretter Magdalena.
Da våbenhvilen mellem UNITA og regeringshæren blev underskrevet i april i år, vandrede hun og Jamba i 10 dage for at nå frem til opsamlingslejren uden for Sanza Pombo.
»Vi levede af frugter fra skoven, men blev svagere og svagere. Da vi endelig nåede frem, var der ikke mad og medicin nok i lejren,« fortæller Jambas mor.

Brændte landsbyer
Internationale hjælpeorganisationer skønner, at der er over fire millioner internt fordrevne i Angola. Dertil kommer næsten en halv million angolanske flygtninge i nabolandene, især Zambia. Det vil sige, at over en tredjedel af Angolas cirka 12 mio. indbyggere flygtede under borgerkrigen, der begyndte ved selvstændigheden i 1975.
Omkring 400 nationale og internationale NGO’er (ikke-statslige organisationer) og 10 FN-organisationer forsøger at hjælpe de fordrevne og de tidligere UNITA-soldater og deres familier med alt fra sukker og medicin til hakker og såsæd.
FN’s kontor for Koordinering af Humanitær Hjælp, OCHA, har det overordnede ansvar for at dirigere indsatsen.
Men OCHA er både blevet kritiseret af Læger uden Grænser og menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, HWR, for at reagere for langsomt. OCHA’s koordinator, Eric de Mul, har stemplet kritikken som fejlagtig og malplaceret.
Skældsordene er også regnet ned over Angolas regering, der har et medansvar for den nuværende fødevare- og flygtningekrise.
Både UNITA og regeringshæren tvangsflyttede titusinder af mennesker og brændte landsbyer og marker af for at forhindre modparten i at finde husly og føde og få hjælp af lokalbefolkningen.

Landminer
Efter våbenhvilen lovede regeringen at levere fødevarer til de cirka 85.000 UNITA-soldater, der strømmede til 36 opsamlingslejre over hele landet. Mens internationale hjælpeorganisationer, bl.a. Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors og Den Lutherske Verdensføderation, ville sørge for mad til den kvarte million familiemedlemmer, som fulgte med dem.
Men den korruptions-plagede regering løb hurtigt tør for ressourcer, og hjælpen til mange af familierne er blevet forsinket af landminer, dårlige veje og sammenstyrtede broer. Den 9. juli kørte en lastbil med nødhjælp på en landmine i den centrale Bie-provins. To personer blev såret.
Det meste af fødevarehjælpen stammer fra FN’s Verdensfødevareprogram, WFP, som i øjeblikket brødføder cirka 1,2 millioner angolanere. Men fødevareprogrammet er også presset af den tørke, som har ramt store dele af regionen, især Malawi, Zimbabwe, Zambia, Mozambique, Swaziland og Lesotho. Over 13 mio. mennesker i det sydlige Afrika er truet af hungersnød, og WFP har appelleret til det internationale samfund om at give en langt større hånd end hidtil.
I sidste uge havde fødevareprogrammet modtaget 110,7 mio. dollars i krisehjælp til det sydlige Afrika. Det er cirka en femtedel af den støtte, som WFP har søgt om til de kommende måneder.

Livet vender tilbage
Mens sultende angolanere fortsætter med at strømme til fødevarecentre og lejre for internt fordrevne, er livet så småt begyndt at vende tilbage til andre dele af det store land.
Udenfor missionsstationen i Sanza Pombo ligger mindesmærker fra de sidste tre årtiers borgerkrig på rad og række. Udbrændte lastbiler og jeeps er strøet ud over hovedgaden. Geder og høns nipper af det grønne græs, der vokser op mellem de rustne motordele.
På et forblæst gadehjørne har en ung mand i lasede bukser stillet en ghettoblaster og en køletaske med øl op foran ruinerne af et hus.
»35 kwanzas (6 kroner, red.) for en øl,« lokker han.
Sanza Pombo havde engang cirka 3.000 indbyggere. Nu bor der nogle få hundrede mennesker. De fleste er vendt tilbage i juni og juli.
»Det er svært at overleve, men vi har valgt at flytte hjem til Sanza Pombo og så majs og maniokrødder. Livet i flygtningelejren i Uige (provinshovedstad ca. 100 km. mod syd, red.) var endnu hårdere. Alting kostede penge, og vi havde hverken råd til mad eller drikke,« fortæller Lima Jorge.
»Her er vandet gratis men desværre også beskidt. Vi henter det nede ved floden, og man kan bare gå ud i skoven for at finde brænde til at lave mad. De største problemer er landminerne og sundheden. UNITA indtog Sanza Pombo i 1998, og da regeringshæren generobrede byen for to år siden, havde UNITA-soldaterne taget det hele. De stjal vores senge, stole, døre og tagplader. Og de plyndrede hospitalet. Både møbler, generator og medicin er væk. Det eneste, de efterlod, var miner. Og den smule, der ikke blev stjålet af UNITA, tog soldaterne fra regeringshæren,« siger Lima Jorge.
Han tjener cirka 500 hundreder kroner om måneden ved at hjælpe organisationen Africa Humanitarian Action, AHA, med at dele mad ud til pensionister og forældreløse børn i Sanza Pombo.
AHA driver også en lille klinik for syge børn. På en af de seks, hjemmelavede senge lavet af træ og strå sidder Marcelina Domingos med sin tre måneder gamle søn, Panzo, på skødet. Panzo får en sukker- og saltopløsning ind i årerne via en kanyle i armen.
»Lægen siger, at han har diarré og er stærkt underernæret. Han er mit eneste barn, og jeg beder til, at han må overleve. Det kan godt være, der er fred i Angola, men hvad nytter det, hvis Panzo dør,« siger Marcelina Domingos.

*Thorkil Green Nielsen er journalist og udsendt af U-landsorganisationen Ibis til det sydlige Afrika